»Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt det går«

Hvornår vidste du, hvilket speciale du skulle arbejde indenfor?

»Det kom gradvist, må man sige. Jeg lavede noget studenterforskning og kom i kontakt med PET-centeret på Rigshospitalet, og i en sommerferie blev jeg som ung læge sat til at passe PET/CT-beskrivelserne. De blev dengang brugt til ganske få indikationer, men man var så småt begyndt at kigge på lymfomer, og det blev jeg bare enormt fascineret af.

Det førte til, at jeg lavede ph.d. om værdien af PET/CT ved Hodgkin lymfom, og jeg var blevet så interesseret i lymfomer og det patientnære arbejde, at jeg søgte ind i det speciale, som jeg tænkte lå tættest på det felt: onkologien.

Men det øjeblik, jeg blev speciallæge i onkologi, blev jeg fastansat i det speciale, hvor lymfomerne i virkeligheden hører hjemme, nemlig hæmatologien. Så jeg har aldrig arbejdet inde for det speciale, jeg er speciallægeuddannet i. Og nu jeg er både overlæge og professor inden for et speciale, hvor jeg ikke er speciallæge«.

Hvornår vidste du, at du ville forske?

»Min interesse blev for alvor vakt under vejledning af en anæstesiolog, som nu desværre er død, men som jeg mødte, fordi jeg deltog i et eksperiment, han lavede på toppen af Europas næsthøjeste bjerg, Monte Rosa. Jeg var allerede dengang amatørbjergbestiger, så jeg tænkte, at det ville jeg være med til.

Det var nu ikke særligt behageligt, og vi var spærret inde i en bjerghytte i 4.600 meters højde i en uge. Men der havde vi mange gode samtaler, og han lod sig overtale til at være min vejleder«.

Hvilket øjeblikke i dit arbejdsliv har været mest afgørende?

»Fagligt må det være, at jeg til en europæisk kongres mødte den senere klinikchef Ulrik Lassen fra Rigshospitalet, og han spurgte, hvad jeg skulle, nu hvor jeg var ved at være færdig som speciallæge. Så foreslog han, at jeg skulle danne en hæmatologisk fase 1-enhed parallelt med den onkologiske fase1-enhed, som han havde etableret seks-syv år tidligere, og siden har jeg været synonym med hæmatologisk fase 1 i Danmark.

Men følelsesmæssigt er det, da jeg under en vagt i min ph.d.-tid en eftermiddag fik en dreng ind, der var druknet ved Hornbæk Strand. Jeg forsøgte forgæves at genoplive ham i halvanden time – ham har jeg aldrig sluppet«.

Hvad har optaget dig mest i din forskning?

»Det kan deles op i to: De første 10-12 år var hovedfokus på billeddiagnostik og de nye, enormt gode skanningsmetoder, der kom til. Der var jeg med til at karakterisere, hvad de kunne, men også med til at indbygge metoderne og teknologien i behandlingsalgoritmerne, så vi ikke bare kunne gøre behandlingerne mere effektive, men også mere skånsomme.

I de sidste 10-12 år i fase 1-enheden har den store overskrift været immunterapi. Her har vi udviklet nye terapier inden for især malignt lymfom, men også de andre hæmatologiske maligne sygdomme, altså leukæmi og myelomatose.

Det har været ekstremt spændende at være med til at udvikle behandlinger til folk, der for bare ti år siden ville have været fuldstændig uden chance for sygdomskontrol. Det har været min altopslugende interesse – ved siden af mine to børn, vil jeg sige«.

Er det også det største videnskabelige gennembrud inden for dit speciale?

»Ja, immunterapien er i hvert fald de sidste ti års indiskutabelt største gennembrud. Tidligere har der været først og fremmest strålebehandling, kombinationskemoterapi, monoklonale antistoffer og molekylære pathwayhæmmere.

De sidste 10-15 år har det været immunterapi, checkpointhæmmere, bispecifikke antistoffer og CAR-T. Det har revolutioneret mit felt, og det er slet ikke færdigt med at revolutionere det, men det har allerede kæmpestor betydning«.

Hvilke spørgsmål inden for dit speciale så du allerhelst, at man – realistisk – fandt et svar på?

»Jeg tror, at alt det, vi har lært om immunterapien, dels i de solide tumorer, men i særdeleshed i B-celle-sygdommene, vil vi kunne anvende til de næste landvindinger, som bliver de myeloide sygdomme og T-celle lymfomerne og CNS-lymfomerne.

Det er jeg egentlig ikke i tvivl om – spørgsmålet er bare, hvor hurtigt det går, og hvor gennembrydende det bliver«.

Hvad er den største forskel i dit speciale, fra du startede til i dag?

»Der er ingen tvivl om, at kræftpakkerne har gjort en kæmpe positiv forskel. Det kan man især se på overlevelsen og resultaterne inden for de sygdomme, hvor det virkelig betyder noget at blive diagnosticeret og behandlet hurtigt.

Nu er jeg jo glad for nye lægemidler og teknologiske landvindinger og nye teorier, men der er jo også en lang række sygdomme, hvor vi et stykke henad vejen gør det samme i dag som for 20-30 år siden. Men resultaterne er alligevel langt bedre nu, fordi vi er blevet langt bedre til alt det, der ikke lige er anticancerbehandlingen: pleje af det hele menneske, infektionsprofylaksen og alle mulige former for understøttende behandling.

Og så er specialet blevet organiseret effektivt, og speciallægeuddannelserne er strømlinet og forbedret. Så det er et helt generelt løft af området, som skinner igennem«.

Hvordan ser du dit speciale udvikle sig de næste ti år?

»Hæmatologien har den fordel, at de hæmatologiske sygdomme generelt er rigtig godt karakteriseret. Det betyder, at de vil være med helt fremme i feltet af sygdomme, hvor man udvikler behandlinger, hvor målet ikke er at holde sygdommen nede eller afhjælpe de værste symptomer, men derimod at helbrede.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi i løbet af de næste ti år inden for mange hæmatologiske sygdomme vil kunne udfordre det paradigme, der hedder ,kronisk uhelbredeligt’. Det er jo sådan lidt, som om at det er givet fra Gud, at noget er uhelbredeligt – men det er jo bare et spørgsmål om, hvad vi har fundet ud af på et givet tidspunkt«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, du selv havde skrevet?

»Altså, Charles Darwins ,The Origin of Species’ og Mendelejevs teori om det periodiske system kunne have været meget fede at have begået …

Men inden for mit område er det artiklen The Hallmarks of Cancer fra 2000, som førsteforfatteren Douglas Hannah opdaterer med mellemrum – senest i 2022. Den ville jeg gerne have skrevet, for at skrive den skal man forstå det område, jeg beskæftiger mig med, virkelig til bunds.

Jeg har prøvet de sidste ti år at forstå cancerbiologi og tumorimmunologi, så godt jeg kan, og jeg må bare erkende, at jeg kun har løftet hjørnet af et ret stort tæppe. Så det at kunne skrive sådan en oversigtsartikel, som samler al den aktuelle evidens og gør den forståelig for sådan nogle som mig, det er en kæmpe kunst og akademisk, videnskabeligt og formidlingsmæssigt på et ekstremt højt niveau«.