»Mit møde med patienterne i psykiatrien gjorde et dybt indtryk på mig«

Hvornår vidste du, at du skulle være psykiater?

»På sidste del af medicinstudiet havde jeg et lægevikariat i psykiatrien. Mit møde med patienterne i psykiatrien gjorde et dybt indtryk på mig. Det er mennesker med nogle meget alvorlige og komplekse lidelser, og det kræver både faglighed og nærvær at hjælpe dem. Jeg blev optaget af, hvor meget der står på spil, både menneskeligt og eksistentielt. Det er ikke lidelsen i sig selv, der er ,spændende’, men den menneskelige kompleksitet og den faglige udfordring. Der er ingen specialer, hvor man kommer så tæt på menneskets indre liv, som i psykiatrien. Det betyder også, at det er fagligt udfordrende og kræver konstant opmærksomhed på etik.

Det lægevikariat blev definerende. Jeg var ikke blevet psykiater uden det. Den erfaring, jeg havde med psykiatrien forud, var meget begrænset, og faktisk havde jeg fået et dårligt indtryk tidligere i mit studie. Så det var helt klart et vendepunkt. Jeg har ikke kigget efter andre specialer siden«.

Hvornår vidste du, at du ville forske?

»Det var relativt tidligt som læge, og det var ret tilfældigt. Der var nogle erfarne kollegaer, som inviterede mig med i noget forskning. Dér gik det op for mig, at det virkelig var en måde, man kunne gøre en forskel for en større gruppe patienter end i den daglige klinik, hvor man hjælper den enkelte«.

Var der nogle særlige personer, som inspirerede dig til at komme i gang med forskningen?

»Jeg kom med i et studie sammen med professor Josef Parnas. Han introducerede mig til et område i psykiatrien, som er tættere på specialer som filosofi og sociologi, for at forstå de mennesker, vi står over for. Det synes jeg var enormt spændende, og det kunne noget andet end de andre lægefaglige specialer, som jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var ikke Josef Parnas, der trak mig ind i forskningen, men det er ham, der virkelig har inspireret mig. Vi har arbejdet sammen lige siden«.

Tænker du på, at du som professor også kan have den rolle for andre?

»Det tænker jeg faktisk en del over. Jeg prioriterer at være synlig i den daglige klinik, så lægerne i afdelingen måske kan blive inspireret af, at der også er forskningsdimensioner i faget, og se, hvad forskningen kan bidrage med. Forhåbentlig kan de også opleve, hvordan vekselvirkning mellem klinik og forskning kan give både bedre patientforløb og en dybere faglig arbejdsglæde«.

Hvad har forskningsmæssigt optaget dig mest?

»Det, der mest har interesseret mig, er psykopatologien og især inden for det, vi kalder det skizofrene spektrum. Hvordan viser sygdommene sig? Hvordan kan vi bedst undersøge det? Og hvordan opleves det for patienterne?

De allermest alvorlige sygdomme som f.eks. skizofreni skaber utrolig meget lidelse for de mennesker, der bliver ramt, og vi ved desværre endnu meget lidt om, hvad der forårsager det.

Skizofreni ændrer nogle basale bevidsthedsstrukturer. Selve måden, hvorpå man oplever på, bliver forandret – nogle gange temmelig meget endda. Man skal finde ud af at være i en verden, som af mange med skizofreni opleves så markant anderledes, end den gør for de fleste af os. Det er afgørende, at vi som læger bliver bedre til at forstå den forandring for bedst muligt at støtte patienterne«.

Hvad er det største videnskabelige gennembrud inden for dit speciale?

»Jeg kan ikke pege på ét forskningsgennembrud i min tid som psykiater, der fundamentalt har ændret prognosen for vores patienter. Desværre. Psykiatrien har snarere bevæget sig frem gennem gradvise erkendelser. Hvis jeg skal fremhæve noget, er det dels den systematiske indsats for tidlig opsporing og behandling af psykose, som har haft konkret organisatorisk og klinisk betydning.

Derudover har forskningen i selvforstyrrelser været særlig vigtig for mig. Den har bidraget til at forstå skizofreni ikke blot som en samling symptomer, men som en forstyrrelse af selvet og basale bevidsthedsstrukturer. Denne forståelse giver et langt mere sammenhængende billede af patienternes vanskeligheder og peger på nye veje for forskning og klinisk forståelse«.

Hvad er den største myte eller misforståelse om dit speciale?

»At vi ikke kan gøre ret meget for vores patienter. Det er virkelig en myte. For hvis vi bare har ressourcerne, kan vi gøre og hjælpe vores patienter rigtig meget. Vi kan gøre en kæmpe forskel«.

Hvordan er det at vide, at du kunne hjælpe mere, hvis I havde flere ressourcer?

»Det er rigtig svært, og det er en daglig udfordring for både mig og mine kollegaer.

Da jeg startede i psykiatrien, var der en stærk tradition for faglig fordybelse. Konferencerne handlede først og fremmest om at forstå patienterne og drøfte diagnostik og behandling grundigt. Det gav en oplevelse af høj faglighed og tid til at arbejde med kompleksiteten i faget.

I dag er det helt forandret. Hver dag er vi mærket af de her ressourcer, vi har for få af. Vores konferencer handler nu i højere grad om, hvordan vi skal få plads til de patienter, vi har, hvordan vi kan finde alternative løsninger. Vi handler anderledes end tidligere, f.eks. ville vi aldrig have udskrevet hjemløse patienter direkte til gaden. Det gjorde man ikke, da jeg kom ind i specialet. Det gør man dagligt nu«.

Hvordan ser du dit speciale udvikle sig de næste ti år?

»Jeg tror desværre, at den tendens, vi også ser nu, med, at man prioriterer lettere psykiske lidelser og mental sundhed frem for de allersygeste og svageste patienter, fortsætter. Jeg ville ønske, det var anderledes, men jeg kan ikke se andet end, at det er i den retning, det går. I 10-årsplanen er der heller ikke meget fokus på de allersygeste patienter. Det er jo ellers netop dem, der har mest brug for lægefaglig behandling, og som ikke har andre steder at gå hen. I stedet fokuserer man på f.eks. mistrivsel, som selvfølgelig også skal bekæmpes, men som altså ikke er psykiatri.

ADHD er eksempelvis et voksende område i psykiatrien, og mange patienter har brug for hjælp. Samtidig må vi fastholde opmærksomheden på de svære psykotiske lidelser, som ofte medfører en langt mere omfattende funktionsnedsættelse, lidelse og social udsathed. I et system med begrænsede ressourcer er prioritering en reel udfordring«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, du selv havde skrevet?

»Tilbage i 2006 skrev den amerikanske psykiater Nancy C. Andreasen artiklen ,DSM and the death of phenomenology in America: an example of unintended consequences’. I den peger hun på, hvordan den stærke operationalisering af diagnoser i DSM-systemet har haft utilsigtede konsekvenser. Hun satte ord på et grundproblem i moderne psykiatri: risikoen for at reducere faget til symptomoptælling frem for egentlig psykopatologisk forståelse.

I forsøget på at skabe større reliabilitet og ensartethed risikerer man at miste den kliniske og psykopatologiske dybde – selve forståelsen af patientens oplevelsesverden. Meget af det, hun beskrev dengang, genkender vi i dag«.

Hvilket spørgsmål inden for dit speciale så du allerhelst, at man fandt et svar på?

»Hvad årsagen til skizofreni er. Det ved man ikke. Vi ved, at der er en vis arvelighed, og at der er noget genetik og miljø, der spiller ind, men vi kan endnu ikke rigtig forklare det«.