Fakta
»Som nyuddannet kom jeg til Nibe Sygehus og fik en fantastisk oplæring med masser af ansvar lynhurtigt – hvor jeg hurtigt lærte en masse små kirurgiske indgreb, f.eks. operationer for årebrok, lyskebrok og åreknuder. Det gik jo godt med patienterne, så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville ind i det kirurgiske speciale. Først langt senere, som første reservelæge på Randers Centralsygehus, besluttede jeg, at jeg skulle være urolog efter at have haft hovedansvaret med de urologiske opgaver i en lang periode. Urologien er virkelig spændende, fordi du har hele spektret: urologiske problemstillinger i alle aldre fra du bliver født, til du dør. Udredning, forskellige former for behandling, inkl. operationer og opfølgning«.
»I starten handlede det om, at forskning var et krav for at få den uddannelse, jeg gerne ville have. Der var stor konkurrence på de kirurgiske specialer, og man skulle skrive 15-20 artikler i slutningen af 1980’erne, for at have en chance for en kursusstilling. Så jeg gik hurtigt i gang med at se på, hvad der var af muligheder for forskning ude på Nibe Sygehus, og gennemgik f.eks. sammen med en kollega journaler på knap 700 patienter, der var opereret for brok, og lavede opfølgning med spørgeskemaer i forhold til gendannelser. Jeg lavede en bred vifte af 6-7 projekter ude på det lille sygehus i de år – f.eks. børn og traktorulykker. Senere i min hoveduddannelse blev jeg hevet lidt i kraven af min mentor om, at jeg skulle have en tydeligere rød tråd i min forskning. Og så begyndte jeg mere målrettet at lave forskning om årebrok i 8-10 år, som også blev emnet for min disputats – bl.a. om sammenhængen og udviklingen mellem årebrok og sædkvalitet hos knap 600 soldater på Hvorup Kaserne«.
»Der er flere ting – på forskellige tidspunkter i mit arbejdsliv. I 2000’erne, mens jeg var overlæge i Viborg, var jeg optaget af en nytænkning i, hvordan vi uddannede kirurger og byggede et kirurgisk øvelaboratorium (MIUC) op i Foulum. Da jeg kom til Odense i 2012, var stamceller det nye, og det optog mig meget i en årrække, specielt med henblik på erektil dysfunktion, hvor vi gerne ville hjælpe de her mænd, der var opereret for kræft, med stamceller og/eller shockbølgebehandling. Der var i det hele taget meget tabu omkring seksualitet, og selv om det kan lyde vanvittigt, var der ikke ret meget seksuel information til vores kræftpatienter. Så i de år byggede vi vores sexologiske klinik op. Så har jeg altid interesseret mig meget for biomarkører og har lavet mange studier med det, vi kalder liquid biopsy. I samarbejde med nogle amerikanske laboratorier fandt vi f.eks. i forhold til prostatakræft, at vi ved at tage en blod- og urinprøve kunne forudsige, om det var en ,godartet’ kræft eller en meget ondartet kræft. Mit store mål er at gøre det inden for nyrekræft, og vi har fået 4,5 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden til et projekt, hvor vi i stedet for at skulle tage vævsprøver vil finde markører i urin og blodet, som kan påvise, om der for det første overhovedet er kræft, og om det udvikler sig aggressivt. Men også som en mulighed for opfølgning efter operation eller anden behandling – hvor vi tidligere vil kunne forudsige recidiv af sygdommen ved stigninger, end man kan konventionelt i dag med CT eller MR-skanning«.
»Den teknologiske udvikling. Der har været en rivende udvikling de seneste 20-25 år med f.eks. laparoskopi, bedre og mere patientvenlige skoper og tyndere og mere effektfulde laserfibre til at behandle sten eller tumorer. Det har gjort en kæmpe forskel for urologien og betyder, at vi kan lave det minimalt invasivt, så patienterne har reduceret smerte, kortere hospitalsophold og færre komplikationer«.
»Det er nok det, at specielt ældre med f.eks. urininkontinens bliver skubbet lidt til side og bare får den nemmeste behandling, et blærekateter. Men her er vi simpelthen nødt til at udrede ordentligt og tværfagligt og sikre, at de kommer ind under de rigtige specialer, så vi i højere grad kan prøve at øge livskvaliteten for vores ældre medborgere«.
»Det er, at man finder biomarkører ved alle de her kræftformer, vi har i urologien. Vi er allerede godt i gang med frit tumor-DNA og metyleringer, som man nu faktisk har fundet ved de overfladiske blæretumorer, inden de bliver invasive, og hvor man allerede har reduceret antallet af kikkertundersøgelser, fordi der ikke er behov for så tæt kontrol. Det er jo enormt svært at sige, men jeg tror, at vi snakker om inden for de næste 5-6 år, at vi finder de genetiske koder ved nogle af de urologiske kræftformer. Og det vil ændre urologien på et meget højt niveau«.
»Hvis du får mulighed for at komme til udlandet, så er det det, du skal. Jeg har selv haft to år i udlandet med ti års mellemrum – i Hong Kong i et helt år med familien i 1997-1998 og på Vanderbilt University i Tennessee, USA i 2006-2007. Det har været ekstremt givende og dybt inspirerende at komme ud og opleve andre kulturer og en anden måde at gribe forskning an på. Det kan virkelig booste batterierne og få os endnu dybere ned i et emne«.
»Her er jeg nødt til at fremhæve en nobelprismodtager fra 1966, Charles Brendan Huggins, og den opdagelse han gjorde omkring biomarkører i forhold til prostatacancer i 1930’erne og 1940’erne – og med de første patienter i midten af 40’erne. Han viste, at det, at man kastrerede mænd med kræft i blærehalskirtlen, gjorde, at sygdommen gik i dvale, og fandt samtidig, at der var en biomarkør med sur fosfatase. Selv om det er gammelt arbejde, så er det helt fantastisk og en inspiration til den forskning, jeg har lavet i forhold til biomarkører ved prostatacancer og nyrecancer. Hvis vi får mulighed for at vise det samme med en biomarkør for nyrekræft, som er det, der betyder allermest for mig i øjeblikket, så ville det da være fantastisk«.
Huggins C, Stevens RE, Hodges CV. Studies on prostate cancer: II. The effects of castration on advanced carcinoma of the prostate gland. Arch. Surg. 941;43(2):209-223. https://doi.org/10.1001/archsurg.1941.01210140043004
Fakta
