»Jeg holder særligt øje med populistiske forslag, som måske egentlig ikke er sundhed«

Hvor meget fylder folketingsvalget hos dig, og hvordan følger du med?

»Jeg læser nærmest nyheder døgnet rundt. Jeg er jo sådan lidt en nyhedsjunkie, det har jeg altid været. Når jeg bliver spurgt, hvilken serie jeg synes er bedst i fjernsynet, plejer jeg at svare ,nyhederne’.

Folketingsvalget fylder naturligvis relativt meget, fordi vi fra Lægeforeningens side er meget opmærksomme på de meldinger – og for tiden knap så mange meldinger – der er fra partierne på sundhed. Det er vi selvfølgelig også for, at vi forhåbentlig kan påvirke dem i en retning, vi synes er den rigtige«.

Overrasker det dig, hvor lidt sundhed fylder i denne valgkamp?

»Ja, det overrasker mig faktisk i lyset af, hvor vigtig sundhed altid er som politisk tema for danskerne. Det at have et sundhedsvæsen, der fungerer, og som er rettidigt og tilgængeligt med kvalitet i behandlingen, betyder meget for folk.

Med sundhedsreformen har vi også talt sundhed meget længe, så på en måde er det måske også klart, at sundhed ikke har fyldt så meget her til at begynde med i valgkampen.

Sundhed kan jo være et følelsesladet emne, og jeg kunne godt forestille mig, at nogle af de sundhedstemaer, der kunne komme op, kommer senere i en valgkamp op til, at nu skal man snart stemme«.

Hvad er de(t) vigtigste tema(er) inden for sundhed, som du ville ønske var på dagsordenen her i valgkampen?

»Jeg har selvfølgelig flere temaer, men et meget stort tema, vi ikke kan tale for meget om, er ulighed i sundhed. 
Sidste uge kom den store sundhedsprofil af danskerne, som viser, at vi stadig har en befolkning, der er præget af meget kronisk sygdom, og det er ulige fordelt. Vi kan også se en ret stor ulighed i anvendelsen af tobak og alkohol, ligesom overvægt også har en social slagside. Så vi vil jo rigtig gerne have, at man sikrer, at befolkningen bliver sundere og kan leve flere år uden sygdom.

Under ulighed ligger også, at alle danskere har krav på at kunne blive behandlet af en speciallæge – og det er jo også en praktiserende læge – ligegyldigt hvor man bor, og hvad man fejler. For at nå det mål skal vi selvfølgelig have speciallægeforløb nok – og det gælder også I-forløb«.

Er der ikke nok I- og HU-forløb i dag?

»Nej, det er der ikke. Vi mener jo, at alle læger skal kunne blive speciallæger. Der er i de senere år optaget mange på medicinuddannelsen – også for mange – og hvis alle de unge læger skal kunne blive speciallæge, så skal der skrues op for kapaciteten i speciallægeuddannelsen. Og det nytter ikke noget kun at have et blindt fokus på HU-forløbene, man er også nødt til at have et fokus på I-stillingerne.

Selv om det ikke er en nem fortælling at turnere med, så mener vi, der skal skrues begge steder – op et sted og ned det andet. Der skal skrues ned for medicinoptaget, særligt i København og Aarhus, og så skal der skrues op for uddannelsesstillingerne i hele landet.

Det handler om at sikre speciallægebehandling til alle i landet samtidig med, at vi ikke uddanner til arbejdsløshed«.

Hvad holder du selv særligt øje med?

»Jeg holder særligt øje med populistiske forslag fra partierne, som involverer sundhedsområdet, men som måske egentlig ikke er sundhed. Det kunne typisk være udlændingepolitiske tiltag, der pludselig pakkes ind i sundhedsvæsenet. Et eksempel er Socialdemokratiets forslag om en karantæne fra sundhedsvæsenet til folk, der dømmes for vold mod sundhedspersonale. Det er et besynderligt forslag, som næppe vil dæmpe aggressionerne hos de patienter, det er tiltænkt, og så er det i strid med lægeløftet. Sådanne forslag er jeg rigtig træt af.

Jeg holder også øje med hurtige udspil, der handler om rettigheder i en eller anden kontekst, hvor det ikke er gennemtænkt, om det lige præcis er det, sundhedsvæsenet har allermest behov for at kunne levere på, eller om sundhedsvæsenet overhovedet kan levere på det. Så jeg er ret opmærksom på populismen. Det handler om, hvad der egentlig er forslag, som er med til at løse en problemstilling for danskernes sundhed eller sygdomsmønstre, og hvad der er tiltag, man i en valgkamp melder på banen i et håb om at få hurtige stemmer, inden folk skal til stemmeboksen«.

Hvornår mærker du selv tydeligst, at politiske beslutninger påvirker hverdagen for læger og patienter?

»Man kan næsten med det samme mærke ude i klinikken, når der kommer strukturelle tiltag, som man ret hurtigt skal lave målopfyldelse på. Det kunne f.eks. være, at man har et speciallægeloft, som bliver lagt ned over en afdeling samtidig med, at der er en politisk ambition om, at man skal yde mere behandling. Det ser vi f.eks. lige nu inden for gyn/obs, hvor man pludselig skal lave fertilitetsbehandling til barn nummer to, mens man er ramt af et speciallægeloft, og der er ikke sat flere penge eller mere mandskab af til opgaven.

Eller hvis der pludselig kommer rettigheder ind, hvor man skal levere på noget særligt inden for en tidsfrist, og hvor man i virkeligheden bliver presset på den organisation, der er lige nu, fordi der ikke nødvendigvis tilføres flere ressourcer til området.

Det er ikke altid, at det, der kommer ud, opleves fagligt meningsfuldt, fordi de politiske tiltag, der nogle gange sættes i søen, jo ikke nødvendigvis er forankret i en faglig eller klinisk virkelighed eller er baseret på det, der er det absolut mest nødvendige at tage sig af i sundhedsvæsenet«.

Hvis vælgerne kun kunne kræve én konkret forbedring i sundhedsvæsenet fra politikerne ved det her valg, hvad ville du så pege på?

»Det er meget svært at pege på én konkret forbedring i sundhedsvæsenet. Jeg kunne grundlæggende godt tænke mig, at politikerne følger op på befolkningens vilje til både at gøre noget ved tobaksforbruget og til at gøre noget ved alkoholtilgængeligheden. Der er bred opbakning i befolkningen til det.

Det er noget, politikerne burde gribe og gøre noget ved, fordi vi på den lange bane i sundhedsvæsenet jo vil undgå at skulle behandle sygdomme, vi kan forebygge. For den enkelte vil vi samtidig sikre flere sunde år«.

Hvad vil du ellers have fokus på efter valget?

»Der er jo selvfølgelig flere ting, vi fra Lægeforeningen vil kæmpe for at påvirke. Særligt det her med at alle skal kunne blive speciallæger, og at vi ikke skal uddanne til arbejdsløshed. Men derudover er psykiatrien lidt mit hjerteblod.

Vi har i mange år samarbejdet tæt med forskellige patient- og pårørendeforeninger, faglige foreninger og organisationer inden for psykiatrien. Vi er alle meget optaget af i fællesskab at forpligte en kommende regering til at tage hul på næste element af psykiatriplanen – en 2.0-version – og at sikre, at den nuværende bliver ført godt i mål.

Det indebærer, at politikerne tilfører flere ressourcer, hvis der ikke er nok til at nå de mål, man er blevet enige om; nemlig at hjælpe flere børn og unge og de sværest psykisk syge til et bedre liv med psykisk sygdom«.