Skip to main content

Sundhedsminister: Seksårsfristen har overlevet sig selv

Ellen Trane Nørby (V) afviste i efteråret at afskaffe seksårsfristen, men nu vil regeringen gerne af med reglen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

18. jan. 2019
3 min.

Hvorfor afskaffer regeringen seksårsfristen?

”Det gør vi, fordi den har overlevet sig selv lidt på samme måde som to procents-kravet. Seksårsfristen fungerede rigtigt godt, da den blev indført og er siden ændret flere gange, og vi kan se, at den ikke længere har den funktion, den havde engang. De yngre læger kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet, og det var en del af målet med fristen. Vi kan se, at der på nogle punkter er en større mobilitet, og vi kan desuden se, at læger stadig falder for fristen i sådan en grad, at vi mangler dem i almen medicin, psykiatri eller andre specialer med lægemangel”, siger Ellen Trane Nørby.

Men du sagde så sent som i august sidste år, at regeringen ikke havde planer om at afskaffe reglen, så hvad har ændret sig?

”Jeg har sat gang i en række forsøg med bl.a. dispensationer for at sikre lægedækningen, men vi synes i regeringen, at fristen har overlevet sig selv lige som to procents-kravet var en god metode til at få nedbragt ventelisterne i sin tid. Vi synes på samme måde ikke, at seksårsfristen længere løser det, den var sat i verden for. Og derfor tager vi andre initiativer for at sikre lægedækningen ved bl.a. at modernisere stillingskategorierne, så man som yngre læge kan blive ansat som reservelæge i almen praksis, så vi kan flytte arbejdskraften fra sygehusene til almen praksis”, siger sundhedsministeren.

Faktaboks

Fakta