Nærhed, nærhed, nærhed
Ishøj-projektet er et af kun fire af de 30 støttede projekter, som har fået tildelt det fulde beløb, der er ansøgt om.
Hvor disse projekter dermed er sikret realisering – hvis budgetterne ellers holder – hviler der et økonomisk spørgsmålstegn over mange af de andre. Men intentionerne, som de er beskrevet i ansøgningerne, og det faktum, at det netop blev disse projekter, som fik støtte, siger selvsagt noget om, hvad det egentlig er for nogle læge- og sundhedshuse, som myndigheder – og læger – forestiller sig.
De bliver nødvendigvis en vigtig kanal til realisering af den sundhedsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde sin betragtelige vægt bag i forbindelse med Folketingets afslutningsdebat, og som får overskriften ”Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen”. Ifølge Løkke bliver reformen, der ventes til efteråret, på niveau med f.eks. strukturreformen i 2007.
"For godt et årti siden lavede vi den sidste sundhedsreform. Med frit valg, behandlingsgaranti, supersygehuse. Erstattede amter med regioner ... Nu er tiden kommet til den næste. For at løfte vores sundhedsvæsen yderligere. Sætte retningen for de kommende ti års forbedringer. En af de væsentligste indsatser bliver at styrke det nære sundhedsvæsen... ”, sagde statsministeren bl.a.
Så hvad er det for nogle størrelser, den del af reformen skal virke gennem? Kigger man de projekter igennem, som puljen til læge- og sundhedshuse har støttet, er det tydeligt, at fysisk nærhed mellem tilbuddene i forskellige sektorer står centralt.
De fleste opererer med adressefællesskaber mellem almen praksis og kommune samt i en del tilfælde også funktioner fra sekundærsektoren. Nogle gange er der ligefrem tale om en form for samdrift.
Tønder Kommune, Region Syddanmark og Tønder Lægehus Nord er f.eks. gået sammen om at søge støtte til samdrift mellem flere kommunale og regionale enheder, bl.a. kommunens akutfunktion og sygehusets Medicinsk Daghospital. Lægehuset er bl.a. tiltænkt ultralydudstyr, så undersøgelser kan foretages lokalt i stedet for på sygehus.
Et andet projekt – i Hillerød – om at udvide et eksisterende sundhedshus med endnu flere lægeklinikker, kommunale og regionale funktioner indeholder idéer om at dele både udstyr og personale.
Og bl.a. Thisted Kommune ønsker at oprette en fælles læge- og sygeplejeklinik placeret på et kommunalt plejecenter, ligesom Greve Kommune har planer om et fælles sekretariat på et nyt sundhedshus, der skal omfatte alle tre ben i det nære sundhedsvæsen, bl.a. satellitfunktioner fra sygehus.
Rekruttering i hovedsædet
Endnu et gennemgående tema er en anden type nærhed – den mellem tilbuddene og borgerne. Men nærhed til lægen kan kun realiseres, hvis der er læger, og mange af de støttede projekter har et klart rekrutteringssigte. Ministeriet har f.eks. støttet et helt lavpraktisk projekt i Herning Kommune om en lægeklinik, som gerne vil etablere en satellitpraksis lidt over 20 km væk.
Ofte bruges utidssvarende lokaler som forklaring på problemerne med lægedækningen, og rationalet bag mange af planerne er at øge tiltrækningskraften ved at sørge for, at lægerne kan samles i større klinikker.
Nærhed pr. distance
Det fremgår dog også, at nærhed ikke kun skal forstås i fysisk forstand, men også kan tolkes nærmest som ”kontakt”. Flere af de støttede projekter nævner således videoudstyr i deres ansøgninger.
I et rent regionalt projekt har Region Sjælland f.eks. opnået støtte til telemedicinsk udstyr samt et helt e-hospital, som regionen kalder det, som omfatter planer om videokonferencer mellem sygehuslæger og patienter – og evt. også læger eller andet personale – på lokale sundhedscentre. Da regionen ikke opnåede fuld finansiering, er den endelige udformning ikke defineret, bl.a. hvilke lægepraksis og sundhedshuse der vil kunne bruge udstyret.
Og i endnu et regionalt projekt har Region Nordjylland fået næsten 900.000 kroner til videokonferenceudstyr beregnet til læge- og sundhedshuse i regionen. Her er der sat adresser på. Udstyret skal stå syv steder i regionen – næsten alle med enten udbuds- eller regionsklinikker, om end enkelte PLO-klinikker også er omfattet. Fordelingen kan godt bekymre Annemette Alstrup, formand for PLO Nordjylland.
"Jeg kan ikke nægte, at der er noget signalværdi der i stil med Sindal-sagen", siger hun med henvisning til, at regionen for nylig prioriterede en regionsklinik over et PLO-tilbud i den nordjyske by.
Men hun håber, at det regionale videoudstyr vil ende med at komme alle læger i almen praksis til gode. F.eks. ved at starte processen mod videotolkning.
"Hvis man skal begynde at tænke kreativt i forhold til, hvad vi praktiserende læger kan bruge sådan noget videoudstyr til, så skal man starte med videotolkning og sørge for, at det bliver rullet ud til os alle sammen. Der kan vi se, at vi kan høste fordele", siger hun.
Det vil i givet fald ske efter forhandling med de praktiserende læger om de praktiske aspekter, herunder også de økonomiske.
Pas på prestigehuse
PLO's formand, Christian Freitag, har kraftigt advaret både kommuner, regioner og ministeriet mod at etablere prestigebyggerier uden nævneværdig involvering af de praktiserende læger, der ender med at blive for dyre for lægerne at leje sig ind i. Involver derfor lægerne fra start, lyder budskabet.
Men f.eks. Helsingør Kommune har planlagt et ambitiøst byggeri på hele 13.000 m2 med plads til et hav af både offentlige og private funktioner – herunder tre praktiserende læger. Officielle interessetilkendegivelser fra læger er der endnu ikke nogen af. Men helsingoranerne er optimistiske.
”Allerede i dag har vi en god kontakt til de praktiserende læger gennem praksiskonsulenten i kommunen, og vi forventer, at der fortsat vil være interesse fra de private aktører, herunder også de praktiserende læger, når priser og lejebetingelser er udarbejdet”, siger chefkonsulent Mette Rye Sørensen fra kommunens Center for Sundhed og Omsorg.
Mange andre projektmagere har i stedet knyttet de praktiserende læger langt tættere til og langt tidligere. Hvis ikke som deciderede partnere i projekterne, så typisk i form af skriftlige støtteerklæringer, som er vedlagt ansøgningen til ministeriet.
Et eksempel er Vesthimmerlands Kommunes projekt i Aalestrup. To praktiserende læger i byen, Jørgen Sten Christensen og Kield Fuglsang, skriver i deres erklæring således, at de ”støtter fuldt op om eksisterende visioner og planer for etablering af et sundhedshus i Aalestrup” og beskriver, hvordan de planlægger at bruge sundhedshuset som løftestang for et generationsskifte. Lægerne gør dog også opmærksom på, at deres støtte ikke udgør noget tilsagn i juridisk forstand, og at den er betinget af, at de ikke kommer til at binde sig hårdere, end de er under de nuværende forhold.
Penge med selv
Det mest bemærkelsesværdige ved det vesthimmerlandske projekt i Aalestrup er imidlertid økonomien. Det medfinansieres nemlig af lokale, private penge.
Ministeriet har i sin vejledning skrevet, at der i vurderingen af projekterne vil blive taget hensyn til egenfinansiering, men her menes der kommunale og regionale midler. Foretagsomme folk i Aalestrup og omegn er gået langt videre og har dannet en såkaldt initiativgruppe, som har etableret en almennyttig fond, der skal stå som ejer af den ene halvdel af det kommende sundhedshus. Kommunen skal eje den anden halvdel.
Det lader til at være en idé, der har fundet en vis genklang i ministeriet. Ansøgningen på knap 9 mio. kroner er således imødekommet i et omfang – lige under 6 mio. kroner – der fuldt ud dækker kommunens halvdel af sundhedshuset, men ikke indretning og udstyr.
Økonomien giver knas
Andre projekter er blevet tilgodeset i langt mindre omfang i forhold til de ansøgte beløb. Og det rejser naturligvis spørgsmålet, om de overhovedet kan gennemføres. Og hvis de kan, bliver det så i en så beskåret form, at de oprindelige intentioner fortoner sig?
