Til kamp mod klinisk meningsløse test

Da Jonas Hansen blev »opdraget« som ung pædiater i begyndelsen af 00’erne, oplevede han et anderledes fokus på, hvorvidt et barn ville få glæde af en given undersøgelse. En tydeligere tilgang til, at man så på barnet, før man så på blodprøven. »Hver gang du udsætter et barn for smerte ved en procedure, skal du altid stille dig selv spørgsmålet: Hvad får barnet egentlig ud af, at du gør det?«, som hans læremester sagde dengang.

Det er ikke fordi, at Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor Jonas Hansen et lille kvart århundrede senere i dag er cheflæge, ikke leverer glimrende behandling til de nordjyske børn og unge. For det gør de, understreger han.

Men der er sket et skred. Et skred, hvor hans egen personlige færd i pædiatrien stemmer overens med de registerdata, som professor og overlæge Lone Graff Stensballe folder ud på de forrige sider. Han kan se et stigende antal parakliniske test af enhver art. Klart flere blodprøver. Flere akutte henvendelser til klinikken. Mange POCT-test, hvor mange af dem »ærligt talt ikke er særligt klinisk meningsfulde«.

»Konsekvensen er jo, at vi bruger tid, penge og kræfter på noget, som i nogle tilfælde ikke var nødvendigt. Men som pædiater synes jeg også, der er en meget vigtig vinkel på, at hver gang vi laver en procedure på et barn, så udsætter vi barnet for noget potentielt smertevoldende«, siger Jonas Hansen.

»Så det er også en etisk problemstilling, når det måske er blevet en del af vores kultur, at vi f.eks. uden refleksion kontrollerer et infektionstal. For hvis barnet ikke længere har feber, er begyndt at spise og generelt har det bedre, vil den test så ændre vores behandlingsstrategi? Næh. Og så er det jo sådan, at konstaterer du en eller anden ubetydelig afvigelse, som sikkert er et tilfældigt fund, så er man i mange tilfælde nødt til at kontrollere den afvigelse. Så flere prøver afføder endnu flere prøver«.

Men helt simpelt er det ikke. Det er dilemmafyldt. Ikke som bare at køre 80 km/t., når fartskiltet siger 80 km/t., som er det billede, cheflægen hiver frem.

»Det skal jo afvejes imod den risiko, der er for at overse noget ved ikke at tage nok prøver. Der er jo en variabel, hvor man er nødt til at tage prøver, som siden viser sig at have været unødvendige. Men det her med sådan helt konsekvent at tage for mange, det fornemmer jeg klart, at vi kan se en tendens til«, lyder det fra Jonas Hansen.

Når det kommer til en forklaring på, hvorfor flere børn kommer akut, og hvorfor der tages flere parakliniske test, så har cheflægen ingen klare svar. Kun gisninger.

»Jeg tror, at der er et element af et befolkningsforventningspres i forhold til, hvad sundhedsvæsenet kan og bør tilbyde. Der er et henvendelsesmønster fra forældrene, som er anderledes, end da jeg startede i pædiatrien. Og i forhold til prøvehyppigheden så tror jeg, at det bl.a. handler om en større frygt for at overse noget«.

Færre mikrobiologiske test i Gødstrup

Længere sydpå i det jyske, på Regionshospitalet Gødstrup, kender man også udmærket den overordnede problematik. Her er Charlotte Søndergaard cheflæge på Børn og Unge-afdelingen. Her ser de en tendens til stigende antal henvisninger i Børn og Unge Akutmodtagelse hen over de sidste år – men også et faldende antal mikrobiologiske test.

Og netop mikrobiologiske undersøgelser er et område, som har fået tiltagende opmærksomhed i afdelingen, forklarer Charlotte Søndergaard.

»Vi prøver at gå i en anden retning i de akutte henvendelser. Vi tager næsten ingen POCT-prøver. Jeg kan se, at vi lavede fem i januar-marts 2024, og i år har vi slet ikke lavet nogen. Undersøgelserne har ikke givet værdi for patientforløbet, og de er tilmed dyre, og vi skal vente længe på svar, så det giver ikke rigtig mening for os«, forklarer Charlotte Søndergaard.

»Vi har derfor diskuteret, hvem og hvornår vi skulle teste. Vi har valgt ikke at teste børn og unge, der ikke er indlæggelseskrævende. Vi vil gerne undgå podninger og indgreb på børn, der ikke er nødvendige. I mange tilfælde er podningerne ikke nødvendige. Det er ikke vigtigt for os i modtagelsen at vide, om det er RS-virus, influenza eller andre vira, hvis barnets kliniske tilstand ikke er indlæggelseskrævende i sengeafsnittet. Denne gruppe af børn og unge udskrives med åben henvendelsesret og kontakter os, hvis symptomerne forværres«.

Afdelingen har i det hele taget fået en helt anden dialog omkring undersøgelser. Det bliver daglig drøftet på middagskonferencer, om der er brug for yderligere analyser om de konkrete børn. Vælg Klogt fylder mere og mere som led i en kulturforandring, som selvsagt ikke kommer fra den ene dag til den anden. Alt sammen selvfølgelig med et økonomisk perspektiv. Men bestemt ikke kun.

»I allerførste omgang så handler det jo også om at tænke på, hvad der er godt for barnet og den unge. Det er jo et overgreb at blive stukket, suget eller podet i næse og hals, og hvor man måske skal holdes og så videre. Så på den baggrund skal vi ikke udsætte børn for noget, som ikke har nogen klinisk relevans«, siger Charlotte Søndergaard.

»Her har vi selvfølgelig en opgave i at forklare forældrene rationalet: at det ikke betyder noget, om det er RS-virus eller influenza, så længe barnet har det okay. Og det er min oplevelse, at de fleste forældre stiller sig til ro med, at de må ringe herind og ikke skal omkring vagtlægen«.

Kulturændring til færre prøver

Tilbage i Aalborg er man på byens universitetshospital generelt – og dermed også hos Jonas Hansen og Børne- og Ungeafdelingen – i gang med at implementere Vælg Klogt-forløb. Ét emne ad gangen. Her er antallet af blodprøver netop et af de emner, man for alvor har taget fat på.

»Det er i sin spæde vorden. Men her arbejder vi både med den vanskelige del at navigere i, som er kulturændringen. Hvordan får vi det ud i hele organisationen, at vi ikke skal tage for mange blodprøver. Men vi arbejder også med nogle systemiske ændringer, som f.eks. kunne være, at man kun kan bestille nogle af de meget dyre blodprøver, hvis det er godkendt af en speciallæge, og om man kan lægge systemiske blokeringer ind: at nogle af de samme blodprøver ikke kan bestilles to gange i træk«, fortæller Jonas Hansen.

»Og her er det klart, at når vi prøver at ændre kulturen til færre prøver, så har vi en vigtig ledelsesmæssig opgave med at bakke op og sørge for, at de unge læger ikke føler sig svigtet, hvis der f.eks. er en blodprøve, der skulle være taget, men som ikke blev det«.

Et andet element, Jonas Hansen nævner som et redskab til at holde børnenes behandling på det rette niveau, er forløbsbeskrivelser og tværsektorielt samarbejde. Som f.eks. den digitale platform »Tæt og tør«, der gør viden om ufrivillig vandladning tilgængelig for både familier og fagprofessionelle. Ligesom Jonas Hansen selv har udarbejdet forløbsbeskrivelsen »Børnekranier« og har været ude og tale med sundhedsplejerskerne for at klæde dem bedre på til at vurdere børn med skæve kranier med bløde fontaneller og deres åbning og lukning. Uden at sygeliggøre dem.

»Det kan jo godt lyde som om, at vi prøver at holde børnene væk. Ja, det gør vi også, fordi så kan vi bruge ressourcerne til at se de mest syge børn. Men grundlæggende handler det først og fremmest om, at børnene ikke skal sygeliggøres, hvis det ikke er nødvendigt. Når vi arbejder med det tværsektorielle, så er det for at holde børnene på det rette niveau behandlingsmæssigt og undgå sygeliggørelse. Og netop i forhold til kranier kan vi klart se en faldende henvisningsfrekvens. Det er temmelig ressourcekrævende at lave sådan en forløbsbeskrivelse, men organisationen ender med at tjene rigtig meget tid på det – og det gør familierne sådan set også, når de ikke skal køre fra f.eks. Hurup til Aalborg«.