Skip to main content

Tre læger på TikTok - tre forskellige erfaringer

En praktiserende læge, en medicinstuderende og en introlæge fortæller her om deres oplevelser med at lave lægefaglig information på det omdiskuterede medie TikTok. Deres erfaringer er forskellige, men de oplever alle en meget stor interesse for lægers arbejde hos de unge. 

Foto: Claus Bech
Introlæge Mette Lodahl, medicinstuderende Safia Alakhir og praktiserende læge Urfan Ahmed er læger på TikTok. Foto: Claus Bech

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

30. mar. 2023
7 min.
Introlæge Mette Lodahl har TikTok-profilen drmette. Foto: Claus Bech.
»Det er vigtigt, at man ikke måler sit værd i forhold til antal følgere og visninger«Mette Lodahl, introlæge

Man skal ikke være for sart

  • Mette Lodahl, introstilling i neurologi på Herlev og Gentofte Hospital
  • TikTok-profil: drmette
  • Ca. 23.600 følgere
  • Primært sundhedsfaglige videoer med vægt på interaktive cases
  • På TikTok siden december 2019

Jeg er på TikTok, fordi det er sjovt, og fordi jeg synes, det er vigtigt, at danske fagpersoner er til stede på de platforme, hvor yngre mennesker er. I pandemiens spæde start så jeg i USA en tendens til, at flere sundhedspersoner blev aktive  på TikTok, men i Danmark var lægerne mest på Twitter, Facebook og Instagram.  Mit indhold har udviklet sig med tiden, men da jeg gik ledig, begyndte jeg særligt at eksperimentere med sundhedsfaglige videoer for at holde mig skarp lægefagligt.

TikToks algoritme er mere imødekommende end Instagrams. På Instagram betyder antal følgere mere, end de gør på TikTok. På TikTok kan du med nul følgere lave en video, der går viralt, og derved også lettere komme i gang.  Det er også et medie, hvor der er meget aktiv interaktion med ens community. Det synes jeg er fedt. 

Det er vigtigt, at man ikke måler sit værd i forhold til antal følgere og visninger. Nogle af mine videoer slår godt igennem, andre er mere nicheprægede. Jeg lavede en video om medicinoverforbrugshovedpine, som blev set af en del. Især mange kvinder, der tog meget smertestillende pga. hovedpine eller menstruationssmerter, og som ikke var klar over risikoen. Men jeg har også lavet videoer om organdonation og funktionelle lidelser, som ikke har performet lige så godt, som mine videoer normalt gør. Det generer mig ikke. Selv om jeg har udviklet en god fornemmelse for, hvilken type videoer der vil få mange visninger, prioriterer jeg det, jeg selv synes er interessant eller vigtigt.

Jeg oplever, at mange gerne vil have indsigt i, hvad læger laver, når de er på arbejde. Måske fordi mange af de yngre ser lægeserier som Greys og House. Folk er meget interesserede i at vide mere om deres egen krop og lægefaglige ting.

En gang imellem spørger folk om personlig lægefaglig rådgivning, men de bliver afvist med besked om at opsøge egen læge.

Man skal generelt ikke være for sart på sociale medier, og TikTok er ingen undtagelse. Jeg får mange gode kommentarer og spændende spørgsmål, men der er også hårde kommentarer indimellem, som f.eks. kører på udseende eller vægt. Jeg ignorerer det, men jeg har blokeret enkelte, som har været særligt grove eller af seksuel karakter.

Medicinstuderende på 5. semester på Københavns Universitet Safia Alakhir har TikTok-profilen dagensmedicinstuderende. Foto: Claus Bech.
»Medicinstudiet kan jo godt være en smule tørt indimellem, men det er ikke så slemt, når jeg kan producere videoer og øve mig i at formidle min viden fra studiet videre«Safia Alakhir, medicinstuderende

Supersjovt at formidle det, jeg lærer på studiet

  • Safia Alakhir. 5. semester på medicinstudiet på Københavns Universitet
  • TikTok-profil: dagensmedicinstuderende
  • Ca. 4.400 følgere
  • Laver sundhedsfaglige videoer og videoer om livet som medicinstuderende
  • På TikTok siden september 2022

Lige siden jeg gik i folkeskolen, har jeg fulgt forskellige youtubere, der laver science-relaterede videoer. Jeg har en bachelor i fysik og har altid været meget interesseret i alle former for naturvidenskab, og videoerne har jeg brugt som en form for underholdning med fagligt indhold.

Og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv.

Jeg kan godt lide at kombinere det faglige og det kreative. Det er en anden måde at bruge sit studie på. Medicinstudiet kan jo godt være en smule tørt indimellem, men det er ikke så slemt, når jeg kan producere videoer og øve mig i at formidle min viden fra studiet videre.

Kommunikation fylder meget i lægefaget, og jeg kan mærke, at videoerne gør mig bedre til at formidle lægefagligt stof til mennesker uden en naturvidenskabelig baggrund. Jeg synes, det er grineren, når andre ser mine videoer og pludselig forstår noget af det, vi lærer på studiet. Det giver mig noget. I tre-fire år har jeg været tutor [lektiehjælper] for gymnasieelever i matematik, fysik og kemi, og jeg synes, det er supersjovt at formidle.

På TikTok får man meget direkte feedback. Der er klart flest positive kommentarer, men der er som regel også altid en, der skriver: »Hold da op, det der lærte vi i 9. klasse«.

Der er flere, der har spurgt, om jeg ikke vil lave videoer om, hvordan det er at være medicinstuderende, så det er jeg begyndt på. Jeg har bl.a. lavet video om en eksamen, jeg var bange for at dumpe. Det kan være lidt tabuiseret, for medicinstuderende har jo været vant til at få gode karakterer i gymnasiet, men 10-20% dumper til hver eksamen på studiet. Derfor lavede jeg en video om at skulle til eksamen i noget, jeg var usikker i for dermed være med til at bryde tabuet.

Jeg har flere gange oplevet, at andre fra studiet kommer hen til mig og siger, at de har set mine videoer. En enkelt gang blev jeg stoppet af en i en sportsbutik. Det er lidt surrealistisk. For selvom der står et tal – at 50.000 har set din video – så tænker man ikke så meget over det. Men det bliver meget konkret, når man så møder folk i virkeligheden.

Praktiserende læge i Avedøre Stationsby Urfan Ahmed har TikTok-profilen dr.urfan. Foto: Claus Bech.
»Det er spændende, og jeg kan mærke, at det gør mig skarpere i min formidling og kommunikation« Urfan Ahmed, praktiserende læge

Misinformation om corona fik mig på TikTok

  • Urfan Ahmed, praktiserende læge i Avedøre Stationsby
  • TikTok-profil: dr.urfan
  • Ca. 1.900 følgere
  • Både sundhedsfaglige og private videoer. På dansk og urdu

På TikTok siden juni 2021.

Jeg kan godt lide at være på TikTok. Det er spændende, og jeg kan mærke, at det gør mig skarpere i min formidling og kommunikation. For det skal være kort, præcist, lægefagligt korrekt – og samtidig underholdende.

Det, der triggede mig, var, at der var så meget misinformation om corona på sociale medier. Der var stor international coronaskepsis, som jeg følte, at jeg blev nødt til at tage hånd om, fordi nogle af mine patienter troede på det. De sendte mig videoer på WhatsApp med en eller anden læge fra Pakistan eller USA, som sagde noget vildledende, og selv de, der så de officielle pressemøder og fulgte med i danske medier, havde større tiltro til de internationale såkaldte eksperter.

Det var min dengang 16-årige datter, der inspirerede mig til at bruge TikTok, da hun fik en profil med en masse unge følgere. Det er der, generation Z og alfa er. De er ikke på Facebook, mange er heller ikke på Instagram, og de læser ikke pjecer.

De første videoer lavede jeg sammen med Københavns Kommune. Kommunen var ikke på TikTok, så vi samarbejdede om at nå den yngre målgruppe med sundhedsinformation om corona.

For mig er det vigtigt at komme på de kanaler, hvor mine patienter er, og hvor der er misinformation. Hvis styrelser og myndigheder vil nå dem, der er mål for misinformation på TikTok og WhatsApp, skal de informere på de kanaler, hvor folk er. Det nytter ikke noget at skrive et opslag på en hjemmeside, som ingen ser.

Jeg lægger også private videoer ud. Det har jeg tænkt en del over, for når man åbner til det private, gør man sig sårbar. Men jeg har ikke noget imod at vise min mere menneskelige side frem. Jeg synes, det giver en troværdighed som praktiserende læge, at jeg åbner op for, at jeg også er et menneske, der går til bryllupsfest, har børn, sidder hjemme ved spisebordet og lever et helt almindeligt liv ved siden af mit lægeliv. Jeg er ikke hellig og ophøjet.

Det er tiden, der er den største hurdle. Derfor poster jeg heller ikke så meget mere, selvom jeg har et helt regneark fuldt af idéer. En video tager kun maks. et minut, men der er et stort forarbejde og ikke mindst efterarbejde, når man skal ind og svare på alle kommentarerne. Jeg tror også, det er derfor, der ikke er flere af mine kolleger på TikTok. De er bange for, hvad det er for en Pandoras æske, man åbner.