Fakta og vurdering
Postdoc og ph.d. i medicinsk historie ved Syddansk Universitet, Jennie Sejr Junghans, har på Aarhus Universitetsforlag fået udgivet en på mange måder vellykket bog i serien »100 danmarkshistorier« om den danske børne- og ungdomspsykiatris historie.
Taget de sidste års vidt forgrenede offentlige samtale om mistrivslen og den støt stigende andel af børn og unge, der ender med en psykiatrisk diagnose, i betragtning er bogen en bog til tiden. Det er nemlig ikke dumt at ville rette blikket bagud for at forstå, hvad der er gået forud for den aktuelle situation, og hvorfor og hvordan vi som samfund er endt her. Junghans' fortælling starter således med den første børne- og ungdomspsykiatriske klinik i Danmark, grundlagt på Rigshospitalet i 1937, og slutter med diskussionen af nutidens børne- og ungdomspsykiatri.
Junghans bruger effektivt patientjournaler og billeder fra både lærebøger og arkiver til at understøtte læseren og teksten undervejs. Sproget er let og flydende, om end redaktøren godt kunne have fjernet enkelte unødige gentagelser. Bogen er organiseret i fire dele med korte afsnit i hver, så den moderne læser med nedsat evne til vedvarende opmærksomhed ikke tabes undervejs, men derimod ledes let og elegant igennem de små 100 sider.
»Der vil selvfølgelig altid være mangler og udeladelser, hvis man vil fortælle næsten 100 års historie på små 100 sider, og dette skal selvfølgelig ikke lægges forfatteren til last«Jacob Bülow, læge, speciallægeuddannelse i børne og ungdomspsykiatri, ph.d., oversætter.
Især i bogens første to dele lykkes Junghans godt med at fremvise, at mange af nutidens dilemmaer bestemt ikke er nye, såsom diskussionen om arv og miljø, eller hvad der er iboende hos patienten, og hvad der ligger i konteksten. Dette samt Junghans' fremvisning af sammenhængen mellem en teoretisk forståelse af det »at være barn«, og så hvilke diagnoser der stilles, hører bestemt til bogens styrker.
Der vil selvfølgelig altid være mangler og udeladelser, hvis man vil fortælle næsten 100 års historie på små 100 sider, og dette skal selvfølgelig ikke lægges forfatteren til last. Hvor denne læsers personlige erfaringer i børne- og ungdomspsykiatrien ikke svarer til forfatterens udlægning, kan kritik dog være berettiget. Junghans skriver, for nu at nævne et eksempel: »Den stigende brug af psykofarmaka … er udtryk for, at den biomedicinske forståelse af sindssygdom … er blevet den dominerende forståelse«. Det er bestemt rigtigt, at der er sket en stigning i brugen af psykofarmaka, men det er bestemt ikke denne læsers (og kursist i børne- og ungdomspsykiatri) opfattelse, at dette skyldes psykiaternes »biomedicinske forståelse«, men i langt højere grad fraværet af (bedre, men mest af alt billigere) alternativer samt patienternes og i høj grad også politikernes håb og ønske om et quickfix. Sådan er der bogen igennem små og tilspidsede formuleringer, der giver Junghans' fortælling en snert af partsindlæg eller debatbog, men som også må tiltale den moderne læser, der gerne vil have stærke holdninger og meninger.
Alt i alt finder denne læser de tre første historiske dele af bogen som værende klart de bedste. Bogen kan som samlet hele, trods den til tider let tendentiøse tone, anbefales til alle med interesse for børn, unge og psykiatri.
