Christina Frøslev-Friis kan ikke huske, hvornår de sidst har måttet hive en kollega hjem fra ønsket efteruddannelse, fordi driften simpelthen ikke kunne hænge sammen.
Det er et succeskriterie på Afdeling for Bedøvelse og Intensivbehandling på Sygehus Sønderjylland, hvor hun er cheflæge. For sådan har det ikke altid været. Manglende koordinering mellem afdelingens tre afsnit og en oplevelse blandt medarbejderne om, at driften alt for ofte stod i vejen for udvikling via efteruddannelsen, fik i efteråret 2022, mens Christina Frøslev-Friis var ledende overlæge på afdelingen, ledelsesgruppen til at samles til et seminar for at lægge en plan.
»Her besluttede vi os faktisk for at sige, at uddannelse er lige så vigtig en kerneopgave, som det er at passe og behandle patienterne. Så det er sidestillet. For hvis vi ikke efteruddanner i dag, så er der ikke nogen til at passe og behandle patienten i morgen«, som Christina Frøslev-Friis samler det seminar op.
Vi taler med hende i forlængelse af Overlægeforeningens nye undersøgelse, der viser, at hver femte overlæge ikke får den efteruddannelse, vedkommende har behov for. Hver sjette har slet ikke taget nogen efteruddannelse i 2023, mens kun halvdelen har taget maksimalt fem af de ti efteruddannelsesdage, de har ret og pligt til ifølge overenskomsten og lægechefaftalen.
Men hvordan kan man så arbejde systematisk med efteruddannelse?
Lavpraktisk tilgang
Vejen fra gode intentioner til virkelighed kan være bumlet. Det viste sig blandt andet nødvendigt at ansætte en kvalitetsansvarlig overlæge, før det for alvor begyndte at rykke. Afdelingen er dog langtfra i mål, understreger cheflægen.
Men der er sket meget. Langt større koordinering de tre afsnit med omkring 300 medarbejdere imellem, så de kan aflaste hinanden – i stedet for at aflyse planlagte kurser – hvis det hele spidsbelaster, er én ting. En langt mere helhedsorienteret tænkning for, hvem der skal på hvilken efteruddannelse, er en anden.
»Hvor vi tidligere ikke fik det koordineret helt så meget mellem de tre afsnit, så taler jeg i dag rigtig meget med mine ledende overlæger om, hvad det samlet set er vi gerne vil være gode til her på vores afdeling. Vi skal være gode til intensivterapi, børneanæstesi og blokader, fordi det er den vej, vi udvikler os. O.k., har vi nok, der kan det? Hvis ikke, hvem er det så, vi i fællesskab synes, der skal af sted? Så vi har i langt højere grad en koordinering af, at det er de rigtige, der kommer af sted, end tidligere«, siger Christina Frøslev-Friis.
En af de afgørende erfaringer har været, at indsatsen skal være synlig og systematisk. Og lavpraktisk. På afdelingen er der lavet et årshjul, der viser, hvilken efteruddannelse der er afholdt og planlagt. I forbindelse med hver vagtplanlægning hver 12. uge får Christina Frøslev-Friis en status på, om de er helt med, så de ikke står sidst på året og ikke kan nå det.
Og lige nu er de faktisk lidt bagud i forhold til at nå prognosen med ti dage til alle inden 1. januar.
»Vi var så langt nede på læger i foråret, at der bare ikke var særlig mange ressourcer. Så der var skåret helt ind til benet«, siger Christina Frøslev-Friis, men det er sådan set ikke den afgørende pointe.
Det er derimod:
»Men der var nogle, som var af sted, selv om vi var meget få. Det handler om synliggørelsen. At vi ikke glemmer det. Det er så nemt at glemme, for hvis man ikke lige får taget efteruddannelse, sker der ikke noget synligt ved det, som hvis man f.eks. glemmer at bestille medicin«.
Andet end dyre konferencer
Systematisk er det også i medarbejderudviklings- og lederudviklingssamtaler. De bliver holdt slavisk hvert år. En sekretær lægger dem konsekvent i kalenderen, så de kører fra august til november.
»Og her prøver jeg netop på forhånd at have en idé om, hvad det er for en retning, jeg gerne vil, at de forskellige skal. Samtidig med, hvad de egentlig også selv vil. Men det betyder også, at vi siger nej, hvis det ikke er relevant for den vej, vi har besluttet os for, at vi skal gå. Vi skal ikke have nogen på et stort kursus inden for smerteterapi af kroniske smerter, fordi det behandles af andre et andet sted på sygehuset. Så den sum penge, der er, den skal bruges på, at vi dygtiggør os på at give patienterne en bedre behandling i morgen«.
Og hvad med pengene? En stor del af de overlæger, som i Overlægeforeningens undersøgelse ikke har fået den efteruddannelse, de føler, at de har behov for, peger netop på mangel på finansiering – sammen med mangel på tid – som en afgørende årsag.
På Christina Frøslev-Friis’ afdeling er der budgetteret med kurser og efteruddannelse. Det bliver brugt. Og lidt til. Men det hænger sammen.
»Men så har jeg altså også meget fokus på, at efteruddannelse er meget andet end dyre konferencer. Altså, at vi også bruger de ressourcer, vi har i afdelingen – som f.eks. simulationstræning. Det er også vigtig og relevant efteruddannelse. Vi har også haft en læge på ophold på Rigshospitalet i forhold til at se, hvordan de har modtaget traumepatienter, for at udvikle det område her hos os. Det er også efteruddannelse. Og det er jo ikke superdyrt at skrive til en god kollega i København og høre, om man må få lov til at følge ham i fire dage«.
På samme måde med de overlæger, der giver udtryk for, at de ikke har behov for efteruddannelse. For de findes også i afdelingen. Her bliver ressourcerne på Sygehus Sønderjylland også i høj grad brugt.
»Der er ikke nogen, der slipper. Men jeg tvinger ikke folk på store konferencer i udlandet, hvis de ikke har lyst«, siger Christina Frøslev-Friis.
»Men man skal have de kompetencer, der er nødvendige for at passe sit arbejde i forhold til den retning, vi går, men det kan vi også godt sørge for ved at holde meget af det internt«.
Det handler blandt andet om en fast overlægedag, en temadag, som medarbejderne selv har valgt, med træning af lavpraktiske procedurer som nødtrakeotomier, hjertestopundervisning og ultralydundersøgelse.
Vejen til nye udviklingsprojekter
Strategien og systematikken giver resultater. At medarbejderne kunne gennemføre planlagte kurser var et skridt på vejen. Men efteruddannelsen har også afstedkommet en række udviklingsprojekter på Sygehus Sønderjyllands afdeling for Bedøvelse og Intensivbehandling.
Lægen, der fulgte en kollega på Rigshospitalet, har ført til, at man har kigget anderledes på, hvilke blodprøver patienter i traumebehandling tilbydes, og hvordan enkelte patientforløb skaber læring i hele gruppen. En overlæge og en yngre læge har i forlængelse af et børneanæstesikursus i Norge været på ophold i Tønsberg og er kommet hjem med inspiration til nye procedurer.
»Det har vi implementeret i et udviklingsprojekt, hvor det viser sig, at vi kan undgå at bedøve børn, der skal i MR-skanner, ved i stedet af give dem noget afslappende medicin. Det er langt bedre for børnene, og det kan frigøre nogle ressourcer, for i Tønsberg er det slet ikke anæstesien, men børnelægerne, der gør det. Så vi har også inviteret børnelægerne med ind i loopet og sagt, at hvis vi nu gør jer rigtig gode til det, så er det jer, der skal gøre det. Så kan vi bruge ressourcerne endnu bedre«.
Et andet område, som afdelingen har besluttet skal være et stort fokusområde, er blokader i forbindelse med ortopædi. Et område, som langtfra alle overlæger har nået at få med i deres uddannelse. Så på afdelingen har de sendt læger på onlineteorikurser. Efterfølgende får de 14 dage blandt erfarne kolleger i blokrummet – og bliver gode til det.
»Nu kan vi se, at vi er en af de afdelinger i Danmark, som procentvis har flest anæstesier i regionale blokader. Men vi kan kun tilbyde vores patienter den mulighed, som er bedre for dem, hver dag, hvis vi er nok, der er gode til det. Så her har systematisk fokus på efteruddannelse gjort, at vi har kunnet ændre noget til gavn for patienterne«.