Udgifter til dyr medicin påvirker hospitalerne forskelligt

Hæmatologi koster kassen. Nye lægemidler sprænger budgetter, selv om patientgruppen er begrænset.

Men den dyre medicin rammer de hæmatologiske afdelinger i Danmark forskelligt, viser en rundspørge, som Ugeskrift for Læger har foretaget til hæmatologiske afdelinger og regionerne.

På Rigshospitalet skal den hæmatologiske afdeling selv betale en del af regningen for overskridelser af medicinbudgettet, mens regningen som hovedregel fordeles ud over hele regionen i resten af landet.

Henrik Frederiksen, der er formand for Dansk Hæmatologisk Selskab, er bekymret.

»Forskellene er et problem. Men regionerne er driftsherrer med budgetansvar, og derfor kan de også beslutte, hvordan deres udgifter skal fordeles. Problemerne opstår imidlertid, når de økonomiske forskelle resulterer i forskellige behandlingstilbud, og patienterne begynder at 'shoppe rundt'«, siger Henrik Frederiksen.

De senere år har der været flere eksempler på hæmatologiske patienter, der har fået afslag på en behandling på ét sygehus, hvorefter de har søgt et andet sygehus og fået en behandling der. Historierne er blevet omtalt i medierne og var i december baggrund for et samråd i Sundheds- og Ældreudvalget om ulighed i sundhed.

Vi har jo nationale retningslinjer for mange ting, men især for behandlinger, der tilbydes efter mange tilbagefald, er evidensen meget begrænset. Her kan forskellene ikke helt udryddes, påpeger Henrik Frederiksen:

»Ofte vil der ikke være et enkelt standardsvar, og derfor vil vi altid kunne opleve, at læger vurderer forskelligt. Men det bør ikke være forskelle i økonomi, der påvirker vurderingen«.

Rundspørgen viser i øvrigt, at der i hele landet findes regionale rådgivnings- og ansøgningsprocedurer om lægemidler. Det kan være, hvis afdelinger for eksempelvis ønsker at anvende medicin, som Medicinrådet ikke har anbefalet, lægemidler over en vis beløbsgrænse og off label-behandlinger.

»Send pengene«

Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet skal selv afholde fem procent af overskridelserne på medicinbudgettet. Det har gennem årene resulteret i fyringer på afdelingen, og derfor drøftes dyre behandlinger med begrænset evidens nu på en ugentlig konference.

Forskellene frustrerer klinikchef Lars Kjeldsen. Og det samme gør politikernes manglende vilje til prioritering.

»Jeg har et økonomisk incitament, som mange af mine kolleger ikke har, fordi medicinudgifterne i deres region ikke rammer det enkelte hospital eller den enkelte afdeling«, siger han.

Lars Kjeldsen mener, at der bør være fælles vilkår i hele landet.

»Jeg vil gerne advokere for en strammere kurs. Uden at lyde for selvfed synes jeg faktisk, at jeg udviser ansvarlighed inden for mit meget dyre speciale ved at forsøge at begrænse forbruget af medicin, når der er tvivl om virkningen, eller der ikke er vejledninger. Hvis politikerne ikke vil give mig lov til dét, så er der kun én løsning: Send pengene«.

Han mener, at en strammere kurs over for dyre lægemidler er nødvendig af hensyn til mindre profilerede specialer.

»Vi er en afdeling med ekstremt dyre lægemidler, og jeg mener, vi har en moralsk forpligtelse til at se på, om vi bruger pengene fornuftigt. Sundhedsvæsenet består af forbundne kar, og hvis vi bruger flere millioner kroner på medicin med begrænset effekt og meget lidt evidens, så dræner vi specialer, som ikke regnes som lige så 'fine' som kræftspecialer. Er det rimeligt«?

Er prioritering lægers opgave?

Selv om alle danske hæmatologer ikke har helt samme økonomiske incitament som deres kolleger på Rigshospitalet, mener Henrik Frederiksen, at de alle har en forpligtelse til at tænke på økonomien, når de tilrettelægger meget dyre behandlinger med sparsom evidens.

»Jeg mener, at vi som læger og som samfundsborgere både skal sørge for, at samfundets penge bliver brugt ordentligt, og at vores patienter får den bedst mulige behandling. Det står der også i lægeløftet. Problemet er, at det ikke altid står så klart, hvad den bedst mulige behandling er«, siger Henrik Frederiksen.

Teknologiske landvindinger og udvikling af nye, dyre lægemidler har i stigende grad givet hæmatologien »førertrøjen«, hvad angår dyre medicinudgifter. Det forpligter. Som Henrik Frederiksen siger:

»Man kan købe guld for dyrt«.

For ham handler det også om, at læger skal bruge samfundets penge forsvarligt af hensyn til andre patienter og specialer.

»Som borger og som læge synes jeg personligt, at økonomien bør spille en rolle. Vi kan ikke bruge de samme penge to gange, og det danske samfund skal også behandle psykiatriske patienter og patienter med KOL og slidte hofter. Derfor skal vi læger overveje grundigt, om vi vil tilbyde en behandling med marginal effekt til en meget høj pris«.

Han er godt klar over, at det er et spørgsmål, der deler lægerne.

»I det samme øjeblik, man siger det, opstår der tusind dilemmaer. For hvor går grænsen? Hvor lille skal gevinsten være? Hvor svækket skal man være, før man ikke har gavn af en behandling?«, siger Henrik Frederiksen.

»Alle de dilemmaer opstår hele tiden, og dem håndterer vi selvfølgelig i vores dagligdag. Men vi er smerteligt bevidste om, at det bliver sværere og sværere«.

På næste årsmøde i Dansk Hæmatologisk Selskab i begyndelsen af marts er »dyr sygehusmedicin og ressourceforbrug« dette års tema.

Læs også:

Når læger også skal tænke på prisen: »Det påvirker vores frie ordinationsret«