Skip to main content

Ulla Astman vil have flere lægestuderende til Region Nord

Formand for Region Nordjylland Ulla Astman (S) ønsker sig endnu flere medicinstuderende til Aalborg Universitet. Det skal afhjælpe lægemangel.

Foto: Region Nordjylland.
Foto: Region Nordjylland.
15. mar. 2016
2 min.

I går kom Sundhedsstyrelsen med en prognose for lægedækningen, der bl.a. viste, at der i år 2040 vil være ca. 59 pct. flere læger og ca. 49 pct. flere speciallæger end nu.

Men Ulla Astman (S), formand for Region Nordjylland mener ikke, den fremskrivning garanterer, at regionen får tilstrækkeligt med læger, skriver Nordjyske Stiftstidende.

"Det er da glædeligt, at det ser ud til, at lægemanglen vil dale. Men man skal altid se på prognoser med en vis skepsis. Traditionelt ved vi, at en tilvækst inden for et sådant felt i vores område sker lidt langsommere end i andre dele af landet. Samtidig ved vi, at efterspørgslen efter læger både fra det offentlige og såmænd også fra medicinalindustrien vil vokse i de kommende år", siger hun til avisen.

For at sikre regionens forsyning med læger ønsker hun flere lægestuderende til Aalborg Universitet, som i øjeblikket optager 100 om året. Ulla Astman ser gerne tallet forøget til 150, fremgår det.

"Den forøgelse er vigtig for at sikre, at Nordjylland også er dækket ind. Vi kan se, at selv om der kommer flere læger, har de en tendens til at samle sig i de store byer. Der er ligeså meget tale om et fordelingsproblem som et spørgsmål om lægemangel", siger hun.

Læs også: Aalborg Universitet er klar til at uddanne flere læger

Læs også: Ulla Astman giver op: Nu må Folketinget sørge for læger nok til Nordjylland