Der blev forsket intenst under det seneste ebolaudbrud i Vestafrika. Det bedste håb er en vaccine, som viste sig effektiv i et stort fase 3-forsøg. Men man lærte også andet – bl.a. at man skal gribe hurtigere ind.
Sjældent har verden set et så energisk udbrud af klinisk forskningsaktivitet, som under det seneste, store ebolaudbrud i Vestafrika.
Nu er epidemien så godt som overstået for denne gang. 28.000 har været smittet. Og 11.000 er døde som direkte følge af sygdommen.
Men selv om en lang række nye lægemidler og behandlinger nåede at blive afprøvet, kom det ikke til noget afgørende gennembrud. Det konkluderer danske forskere i denne uges udgave af Ugeskrift for Læger (s. xxx)
Flere nye præparater var under udvikling, men flere af de kliniske forsøg måtte afbrydes, fordi man kom i gang så sent, at det var svært at finde tilstrækkeligt med forsøgspersoner.
Man har dog lært en del – ikke mindst, at man ved intensiv understøttende behandling kan reducere dødeligheden.
Ifølge forskerne er det mest lovende resultat af aktiviteterne et fase 3-vaccinationsstudie med personer, der var udsat for ebolasmitten i Guinea. Denne vaccine viste sig at være 100 procent effektiv og er formentlig det bedste håb ved fremtidige epidemier.
Artiklens hovedforfatter er førstereservelæge Sanne Jespersen, Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Som udsendt oplevede hun på nærmeste hold epidemien i det vestafrikanske land Sierra Leone. Efter en langvarig borgerkrig var landets sundhedsvæsen allerede før udbruddets begyndelse helt i knæ. Et forhold, Sanne Jespersen håber, at man vil tage højde for i form af hjælp til genopbygning, så eventuelle fremtidige udbrud kan forhindres.
I forhold til selve sygdommen er man blevet mere opmærksom på vigtigheden af at sætte mere aggressivt ind med væske- og elektrolytbehandling, siger Sanne Jespersen.
»Og man er blevet meget bevidst om, at det ikke er nok bare at behandle og isolere den enkelte patient. At man for at stoppe et udbrud også skal foretage kontaktopsporing, undervise befolkningen og håndtere lig på en sikker måde«.
Ved den nu overståede epidemi blev der ganske vist udløst en heftig forskningsaktivitet. Der blev også skudt genveje for at få gennemført hurtige afprøvninger af både lægemidler og vacciner.
Alligevel kom man for sent i gang. Men det håber og tror Sanne Jespersen ikke vil gentage sig, næste gang et tilsvarende udbrud viser sig:
»Nu har man set, hvor galt det kan gå, når man venter for længe. Derfor tror jeg, at man udefra vil gribe både hurtigere og langt mere aggressivt ind. Og jeg tror også, at man hurtigere vil komme i gang med kliniske afprøvninger af både lægemidler og vacciner«, siger Sanne Jespersen.
»Det er jo ikke mange af de midler, vi beskriver i artiklen, man kan sige noget konklusivt om«, fortsætter hun. »For da man endelig kom i gang med at teste dem, var der ikke længere patienter nok«.
Læs også: Ebolavaccine viser sig 100 procent effektiv i Guinea
Det mest lovende, der kom ud af de afprøvninger, man trods alt nåede at foretage, var en vaccine, som tilsyneladende yder noget nær fuld beskyttelse mod at pådrage sig ebola efter udsættelse for smitte. Den, mener Sanne Jespersen, vil kunne tilbydes sundhedspersonale og andre, der kommer i kontakt med ebolasmittede ved næste udbrud.
- Er det en vaccine, der som f.eks. koppevaccine gives én gang for alle? Eller skal der gives en ny for hvert udbrud som ved sæsoninfluenza?
»Jeg tror ikke, man ved så meget endnu om varigheden af immunresponsen, eller om, hvor stor krydsbeskyttelse vaccinen giver mod de forskellige undertyper af ebola. Der er i det hele taget meget, man ikke ved endnu«.
Mens vaccinen viste lovende resultater, er der fortsat ingen af de lægemidler, der blev udviklet, der har vist sig (eller nåede at vise sig) effektive. Det eneste, der tilsyneladende rigtigt batter på behandlingssiden, har været intensiv og aggressiv, støttende behandling.
Derfor kunne man se en overlevelse på cirka 80 procent for smittede læger og sygeplejersker, der kom under behandling i Europa og USA. Problemet er, at et sundhedsvæsen, der kan sætte den behandling i værk, ikke er en realistisk mulighed i de ebolaudsatte lande.
I de tre vestafrikanske lande var dødeligheden langt højere. Det er svært at udpege én enkelt årsag til den store forskel i dødelighed, siger Sanne Jespersen:
»De, der kom i behandling i Europa og USA, har fået både eksperimentel behandling med nogle af de nye stoffer og sideløbende meget aggressiv behandling på en intensivafdeling, hvor man har kunnet give dem op til 13 liter væske i døgnet og monitorere alt på dem«, siger hun.
»Nogle har sågar været i dialyse eller i respirator. I både Europa og USA har man kunnet give såvel den meget støttende som den eksperimentelle behandling. Så det er meget svært at sige, hvad der har gjort forskellen. Det er nok en kombination, som man desværre ikke har mulighed for at tilbyde i et vestafrikansk land«.
