Fakta og vurdering
»Hvis jeg falder« er en anmelderrost bog fra en prisvindende forfatter, hvor man skal vænne sig til retorikken og flowet, hvis man ikke har læst andet af Jan Grue, som formår at give »verdens største minoritetsgruppe” – de funktionshæmmede – en stemme.
Som ressourcestærk handicappet ved Jan Grue, at han er privilegeret og har evnerne for det fuldtidsjob, som kan udføres fra hans kørestol, men også at det giver ham et ansvar. Han ved, han kan være »tilstrækkelig produktiv til ikke at være en tragedie«. Og at han ikke må skuffe med sin fortælling.
Efter endt læsning er man ledt igennem hans oplevelser af skyld, hjælpeløshed og afhængighed af omverdenens velvilje og normer. Følelsen af at være forkert og være til besvær – et problem i andres øjne. Og ikke mindst mængden af det usynlige arbejde patienter med funktionsnedsættelse skal udføre for at begå sig og være til.
Hvordan det dræner energien at bevæge sig på en line af vilje til at byde ind i samfundet på så lige vilkår, som de kan kæmpe sig til, og som samfundet omkring dem lader dem. Med fare for at falde i bogstaveligste forstand eller i overført betydning.
Man forstår, hvorfor funktionshæmmede er ramt af mental udtrætbarhed og forstår, at »pludselig indskydelse«, ændring af dagens agenda, ikke duer – for så falder man – så vælter ens minutiøst tilrettelagte plan for, hvordan man kommer rundt i det samfund, som er tilrettelagt af raske mennesker.
Man arbejder med meget smalle marginer for at få dagligdagen til at fungere – marginer, som kan flyttes lidt med det omgivende miljøs velvilje i vores velfærdssamfund. Og som læser fornemmer man, hvor uendeligt lidt der skal til, for at man føler sig ønsket og ikke til besvær.
Ordet abjektion går igen – mange gange. Og det giver mening i en bog, som umiddelbart virker fragmenteret og afbrudt med sine skiftende lokationer, referencer til andre minoritetsgrupper og mange citater, hvor man kan blive ramt af misundelse over den fængslende leg med ord.
For bogen er skrevet om og med egne erfaringer fra Norge og USA, og man bliver båret med i hans tankerække og filosoferen om liv og kultur, hvor man kommer med på rejsen for at blive et menneske – og ikke en skamfuld og besværlig handicappet. Man forstyrres som læser i sit selvbillede – for er det »evnerne, der legitimerer lige- eller forskelsbehandling«?
Bogen er skrevet for at finde et fællesskab, som bruges til at identificere, hvordan samfundet anerkender funktionshæmmede. »Den heroiske måde« – »At vise at alt er muligt, hvis viljen er stærk«. At »inklusion ikke skal koste samfundet noget«. Og Grue prøver at gøre op med, at man som handicappet lever på raskes velvilje til at hjælpe, så længe man ikke forstyrrer konventionelle identiteter. Og han formår på fornemste vis at gøre det uden at blive martyr.
For sundhedsprofessionelle er bogen et mentalt spark til at vurdere vores egen ageren i vores vurdering, behandling og omsorg for patienterne. Og forhåbentlig se mennesket først og derefter – fordi det er nødvendigt i professionel sammenhæng – patienten, deres kamp og deres evner.
