»Vi er professionelle – men vi er også i sundhedsvæsenet som mennesker«

De kom bag på hende. Symptomerne på udbrændthed. Men det var det, Lone B. Svenningsen mærkede tilbage i 2015. Udbrændthed.

»Det kunne jeg simpelthen ikke forstå, for jeg elskede mit job som praktiserende læge. Men jeg gik til min egen læge for at blive deltidssygemeldt, og hun sagde: ,Lone, jeg kender dig, og du skal fuldtidssygemeldes’. Så det blev jeg – i seks uger – og der ramte jeg bunden«, fortæller hun.

Men hun blev også nysgerrig på, hvordan man kan blive udbrændt, når man holder så meget af sit arbejde, som hun gør. Så hun gik på nettet, og her stødte hun på begrebet compassion og på bogen »Compassion focused theory« af den britiske professor i klinisk psykologi, Paul Gilbert.

»Og det talte lige ind i, hvad jeg selv havde brug for – og i hvad vi i mine øjne har brug for i sundhedsvæsenet generelt«, siger Lone B. Svenningsen, der stadig arbejder i almen praksis to dage om ugen.

Da hun var tilbage på fuld tid, fik hun øje på muligheden for at få en uddannelse i compassion på Stanford University. Hun blev optaget i 2017 og i 2019 certificeret til at undervise i Compassion Cultivating Training (CCT) – en metode, der er udviklet på Stanford.

Under coronanedlukningen holdt hun et onlinekursus for en gruppe ansatte i Region Syddanmark, og blandt dem var den lægelige direktør på Esbjerg og Grindsted Sygehus, der ligesom hende selv mente, at »compassion er den gave, sundhedsvæsenet ikke ved, det har brug for«.

Derfor blev compassion gjort til en del af profileringen af medicinuddannelsen i Esbjerg, da den startede i 2021, og Lone B. Svenningsen blev hyret til at undervise de studerende.

Men interessen ude på afdelingerne for at høre mere om compassion var stor, og ledelsen besluttede sammen med sygehusets repræsentanter, at sygehuset skal være et compassionate sygehus, hvor compassiontankegangen skal gennemsyre alle arbejdsgange og -relationer. Så nu er Lone B. Svenningsen på sygehuset i Esbjerg to dage om ugen og er ud over undervisningen af de studerende en af ankerpersonerne i sygehusets compassionsatsning.

Sammen med fem kolleger er hun fra årsskiftet begyndt at rulle satsningen ud, så alle ansatte på sygehuset efterhånden skal trænes i compassion.

Det slider jo

Hvad er det så – compassion? Når hun forklarer og giver eksempler, bruger Lone B. Svenningsen flere gange vendinger som »det er små ting«, »en del gør det sikkert allerede ubevidst« og »det kan måske lyde banalt, men … «.

Det vigtige er det, der kommer efter dette »men«.

Øvelser med f.eks. vejrtrækning, langvarig øjenkontakt, fokus på sine fodsålers kontakt med underlaget og aftaler med sig selv om en bestemt intention for opmærksomhed på, hvor både andre og en selv har udfordringer, lyder måske simple, medgiver Lone B. Svenningsen.

Men de er en del af »en pakke«, der kan hjælpe den enkelte med at finde det sted i sig selv, hvor hun eller han er allerbedst til at hjælpe andre. Også når man skal håndtere ting, der er svære, og patienter, der lider, og situationen er presset, som man oplever det som læge – i det daglige, men også i et langt lægeliv, forklarer hun.

Og det skal prøves for at forstå og ikke mindst mærke det, siger hun.

»Det undrer mig, at vi i et fag, hvor vi dag ud og dag ind møder lidelse i bred forstand, ikke har gjort mere ud af at kunne håndtere det, det gør ved os som mennesker at skulle rumme al den lidelse.

Patienterne kommer ikke her, fordi de har det sjovt, men fordi de ikke kan klare det selv. Ikke sjældent er de i en livstruende situation. Og ét er, at vi er professionelle – men vi er også i sundhedsvæsenet som mennesker. Så hvorfor har vi ikke har lært og trænet i, hvordan vi kan håndtere det vilkår hver for sig og sammen? Det slider jo«.

Og nedslidningen – »det var jo det, der skete for mig selv«, konstaterer hun.

Et modtræk

Her er compassiontilgangen et modtræk, siger hun og giver et eksempel:

Ugen før dette interview fandt sted, havde hun i sin almene praksis haft en patient med demens, der på sygehusets demensklinik lige havde fået at vide, at nu var det slut med at køre bil. Det var vedkommende meget vred og frustreret over.

»Den konsultation, tænkte jeg på forhånd, kunne godt blive op ad bakke, og hvis ikke jeg havde haft compassion i bagagen, kunne det godt være gået i hårdknude – både for patienten og for mig. Men ved at arbejde med min tilstedeværelse og holde fast i en samtale præget af compassion og nærvær uden at være dømmende i forhold til patienten endte det med, at både patienten og ægtefællen sagde tak, selv om konklusionen var som demensklinikkens.

Flere af mine klinikkolleger spurgte bagefter: ,Hvad sagde du, og hvad gjorde du?’. Men jeg ,gjorde’ ikke noget særligt – det havde mere med et mindset og min tilstedeværelse at gøre. Og det er det, compassion kan hjælpe os med«.

Det gælder i den enkelte situation som her – men også i det lange løb, siger Lone B. Svenningsen.

»Det giver en indre styrke og gør os langtidsholdbare – det kan støtte os i at blive bæredygtige og trives hele lægelivet. Vi er sundhedsprofessionelle, og vi er gode til det – men vi er også bare mennesker, og vi skal kunne være i sundhedsvæsenet som mennesker og drage omsorg for os selv i en balance med at drage omsorg for patienten.

Vi laver også fejl, men vi har en tendens til at tænke, at ,alle de andre har styr på det – det er bare mig, der ikke lige har det’. Sådan er der i hvert fald mange læger, der tænker, kan jeg konstatere. Vi er mega gode til at tage os af andre, men gør vi det i balance med at passe på os selv?«, spørger Lone B. Svenningsen retorisk.

»Det var jo det, det skete for mig. Det er den slagne vej – for nogle læger er der næsten noget uafvendeligt over det. Og ja, det er hårdt arbejde til tider, og ja, rammerne er ikke altid gode, men vi skal kunne træffe de rigtige valg inden for de givne rammer. Der er vilkår, der ikke kan ændres, men vi kan modellere vores hverdag efter det«.

Ligesom i et fitnesscenter

Som nævnt: Det kræver træning, og det fjerner selvfølgelig ikke det pres, man af og til kommer under, påpeger Lone B. Svenningsen. Men den mentale puls kommer hurtigere ned:

»Det er jo ikke sådan, at man ikke kommer ud i de der yderpunkter, hvor man kan mærke, at ,det fandeme har været hårdt i dag’. Det gør man. Men man kommer hurtigt tilbage til sin egen baseline. Og jo større din compassionate og self-compassionate muskel er, jo hurtigere er det kommet tilbage.

En del af den forskning, der er lavet på området, viser, at hos dem, der har trænet compassion, falder kortisoltallet hurtigere efter en påvirkning end hos dem, der ikke har lært det. Så rent fysiologisk kan man måle det.

Du kommer ikke til at flyve rundt på de lyserøde skyer, men jeg har tydeligt kunnet mærke, at mit kortisoltal nok kommer lige så højt op, men at jeg hurtigere finder tilbage til mig selv. Med compassion som hjælper kan man hurtigere lige få tavlen visket ren.

Det er ligesom at være i et fitnesscenter: Jo mere du opererer med compassion, jo bedre vil du kunne holde det ubehagelige ud uden at tage den lidelse, du møder, på dig på samme måde, men stadigvæk kunne møde patienter og kolleger med venlighed, åbenhed og nysgerrighed og uden at lukke ned.

Og det kan andre mærke, for vi sundhedspersoner har jo spejlneuroner, og det har patienterne også«, siger Lone B. Svenningsen.

»På den led giver det for mig meget god mening, at compassion skal være noget, man bliver undervist i og træner med hinanden – også fordi der er evidens for, at det virker at arbejde med det, og der kommer mere og mere evidens«.

Fælles faglighed

Fitnesstræningen, Lone B. Svenningsen taler om, er på Esbjerg og Grindsted Sygehus delt i to:

De studerende på medicinstudiet får det introducerende CCT-kursus, mens de ansatte får et 14-timerskursus kaldet Compassion Træning for Sundhedspersonale (CTSP). Det sidste sker på tværfaglige kursushold på tværs af afdelingerne med syv gange to timer (se faktaboks).

Og compassion er ikke noget, man enten har eller ikke har, understreger Lone B. Svenningsen:

»Det er noget, alle kan, men det kræver, vi fastholder fokus på det, for ellers drukner det i al det fokus, vi har på produktivitet og retningslinjer, og alt det andet, der fylder i hverdagen på et hospital«, siger hun.

Og compassiontilgangen vækker genklang hos både læger og sygeplejersker, konstaterer hun:

»Det er også rigtig fint, tænker jeg, med fælles faglighed for de to grupper, som går op og ned ad hinanden til daglig. Historisk set har de jo haft en eller anden arbejdsdeling, hvor ,det bløde’ har været noget, sygeplejerskerne tager sig af.

Men ,det bløde’ er ikke kun blødt. Det kræver en stor indre styrke i svære situationer at kunne stå fast på det ansvar, man har over for patienterne, og samtidig at tage hånd om sig selv. Og det er nødvendigt selv at have det godt, for de sundhedsprofessionelles egen tilstand smitter af på patienterne.

Forskningen viser, at hvis patienterne bliver mødt med en compassionate tilgang, kan de f.eks. udskrives hurtigere fra sygehuset efter en operation, og de har også behov for mindre morphin i deres smertebehandling«, konstaterer Lone B. Svenningsen.

Udnyt plasticiteten

Når man træner sine compassionevner, handler det, påpeger hun, om »at udnytte at vi bliver gode til det, vi har opmærksomhed på«.

»Vi skal udnytte den plasticitet, vores hjerne er designet med. Som udgangspunkt har hjernen rigtig meget af tiden fokus på det negative – det, der ikke fungerer, det, der ikke lykkes, og det, vi mangler. Og forskere har påvist, at vi i løbet af en dag har 60.000-80.000 tanker, og 85% af dem er negative, og 85% er gentagelser.

Vi kender alle sammen det, at vi kan have haft en dag, der er gået rigtig godt, og så er der bare én relation, der måske ikke er gået ret godt. Og det tager man på sig, og så fylder det pludselig det hele.

Vi kan ikke styre, at der kommer negative tanker, men vi kan øve os i at styre, hvor vi vil have vores opmærksomhed. Vi kan f.eks. næres af at observere, når andre mennesker har positive relationer. Og her viser forskningen, at kan vi fastholde glæden over det i 20 sekunder, sætter det spor i vores egen hjerne«, siger Lone B. Svenningsen.

Det handler i høj grad også om at erkende sine grænser – og at nå frem til en fælles forståelse af rummelighed og kultur, siger hun. Og ja, der har historisk set været mange læger, der har hærdet sig og lukket af:

»Det har været en strategi til at passe på sig selv at gøre sig selv lidt mere bred og hård i filten og holde en distance til det svære. Og det har man så kaldt for professionalisme.

Men den distance betyder også, at du ikke oplever at gå ind til en rigtig svær samtale med en meget syg patient, hvor man kommer ud med den her følelse af, det gik godt – og sådan har patienten det også. Når det sker, er det, vil jeg sige, fordi der har været compassion i samtalerummet – forstået som venlighed, nærvær og rummelighed«.

Del din tvivl

Det er evnen til at give netop det, compassiontræningen kan styrke. Det er »ekstremt vigtigt for patienterne«, men også helt afgørende for de sundhedsprofessionelle, mener Lone B. Svenningsen:

»Vi er selvfølgelig nødt til at kunne være fuldstændigt på, når alarmen går. Vi skal kunne flytte vores fokus hurtigt, og når der er brug for det kun være fokuseret på én ting og kun dén ene ting. Det er et vilkår som læge.

Men vi skal bare vide, at det med at have superfokuseret opmærksomhed – på f.eks. en hjertestoppatient – det kan man ikke oppebære hele tiden. Vi har alle sammen brug for at kunne trække os lidt tilbage og lige at mærke efter, hvordan det her nu har været.

Og der betyder det rigtig meget, hvad kulturen er i klinikken eller på afdelingen. Kan man dele sine tanker med nogen? Er der plads til, at man lige har brug for at vende en situation med en kollega – plads til tvivl? Er det okay at tale om fejl og om bekymringen for at begå fejl?«

Lone B. Svenningsen fortæller, at en af de læger, der allerede havde været igennem compassionforløbet i Esbjerg, havde forklaret, at han på en tidligere arbejdsplads var på en afdeling, hvor man havde besluttet, at til morgenkonferencen skulle den afgående vagtoverlæge fortælle om en fejl eller en tvivl, han eller hun havde begået eller haft i løbet af vagten.

Det havde løsnet op for samarbejdsklimaet, at selv en garvet og velanset speciallæge kunne dele sin fejl, så alle kan lære noget af det.

»Atmosfæren blev anderledes, fortalte han. Når der kan være fokus på fejl og fejlbarlighed, gør det, at de unge læger heller ikke er så bange for at dele deres tvivl. Vi skal lære af de fejl, som bliver begået, fordi vi er mennesker«, siger hun.

Hvad har du fokus på i dag?

Selv er Lone B. Svenningsen to dage om ugen i en praksis, og her bruger de »lige fem minutter hver morgen på at tjekke ind på hinanden og lige mærke, at vi er i det her sammen«.

»I virkeligheden skal der ikke så meget til. Det kan være nok at skrue på nogle små knapper, og så bliver alle opmærksomme på det at rumme hinanden og udvikle hinanden«. Og det samme på det personlige plan – det kan være små ting, man skal justere i sig selv, fortæller hun:

På kurserne i compassion arbejder man bl.a. med vejrtrækningsteknikker og med at opstille specifikke intentioner for dagen – det sidste er noget, specielt KBU-kursisterne, der er de yngste læger, har fået ret meget ud af, siger Lone B. Svenningsen.

»Bare det at tage tre dybe vejrtrækninger, hvor du gør udåndingen længere end indåndingen, stimulerer det parasympatiske nervesystem og styrker de reaktioner, som foregår, når man er i hvile og genopbygger kroppen. Mange gør det allerede ubevidst, er jeg sikker på, men prøv at bruge det bevidst«, opfordrer hun.

»Det her med at sætte en intention handler bare om, at man sætter sådan en retning for dagen, som man kan minde sig selv om. Det kan være mange forskellige ting – en dag kunne det f.eks. være at holde øje med humor på afdelingen. Og det kan være, at du har fokus på venlighed: Hvor ser du venlighed? Kan du selv tune ind på den samme form for venlighed?

Tit handler det om de værdier, vi hver især har dybest inde, men det kan også være noget meget konkret. Jeg kan f.eks. huske en ung læge i ambulatoriet, der hele tiden følte, han var bagud med sit arbejde.

Han satte sig en dag den intention, at ,i dag vil jeg prøve at fokusere på at holde tiden’. Og så tænkte han egentlig ikke så meget mere på det. Men da han om aftenen var på vej i seng, gik det op for ham, at ,det er sgu da rigtigt. Jeg har faktisk nået det, jeg skulle i dag’.

Vi ved jo ikke 100%, om det var hans intention, der gjorde forskellen, men måske er det nogle gange det, vi skal. Igen: Det lyder måske banalt, men det kan være en stor hjælp at have noget at holde fast i, når man har et arbejdsliv som læge, hvor der bliver ,hevet og flået i en fra alle sider’«, siger Lone B. Svenningsen.

Lyt og lær

Værdierne er også det, der kommer i spil i en anden øvelse, som, fortæller Lone B. Svenningsen, især lederne har taget til sig. Øvelsen bygger på forskning lavet af Tania Singer, der er tysk psykolog, neurolog og videnskabelige leder af Max Planck Society's Social Neuroscience Lab i Berlin.

Igen er det helt enkelt: I øvelsen snakker man to og to med hinanden og deler først noget, der er ubehageligt.

»Jeg lytter til dig. Du får to og et halvt minut at fortælle om noget, der er ubehageligt. Jeg skal bare egentlig være nærværende – ikke kommentere. Og når der er gået to og et halvt minut, skal du prøve at fortælle noget om noget, du er taknemmelig for. Det får du to og et halvt minut til, og det der er vigtigt her, at man mærker, hvordan det føles i kroppen – ellers bliver det bare intellektuelt og bliver oppe i hovedet.

Vi lærer indefra og ud her, og selv om det lyder lidt flyvsk, så har kroppen faktisk en visdom og evne til at erindre, som vi ikke altid lytter til. Men det øver vi os i her. Hvordan føles det, når det er ubehageligt – og når det er taknemmeligt? Og så bytter vi – så fortæller jeg om det.

Og selv om det kan lyde såre simpelt, så øger det faktisk trivslen. Det er en måde at nå frem til, at vi godt kan dele noget, der er svært, men også det, at vi kan finde glæde ved at dele med hinanden. Man behøver slet ikke kommentere på den andens udsagn – de skal have lov til bare at stå.

Og lige det er også noget, man kan bruge i en patientrelation. Lad nu bare patienten give udtryk for det, der er vigtigt. Giv plads til det«, siger Lone B. Svenningsen.

Det er som nævnt især lederne, der synes, den øvelse er rigtig god, siger hun.

»Nogle gange kan man jo godt selv finde løsningen, hvis man sidder over for en, der er på, rummelig og omsorgsfuld i sit nærvær«, påpeger Lone B. Svenningsen.

Mindre »os« og »dem«

Flere afdelingsledere har også efter compassionforløbet givet udtryk for, at de godt kunne tænke sig at dedikere nogle af deres faste møder til at handle om de »bløde« emner i stedet for kun at have fokus på strategi og effektivitet. Og der er afdelinger, der er begyndt at starte møderne med f.eks. en vejrtrækningsøvelse, fortæller hun.

»Så ja, det lever så småt rundtomkring«.

Og pointen er netop, at det skal brede sig og blive en del af hverdagen efterhånden, som alle ansatte kommer igennem CTSP-kurset, og her spiller samspillet med sygehusets arbejdsmiljørepræsentanter (AMR) og triogrupper (ledelse, TR og AMR) en afgørende rolle, siger Lone B. Svenningsen.

»Når alle har fået den samme basis, og når compassionindsatsen er bundet op på de formelle samarbejdsstrukturer, er det jo inde i maskinrummet, og så er ledelsen også forpligtet af det. Og når lederne selv har fået et særligt kursus i compassionate leadership, er de også bedre klædt på til at tage teten.

På et sygehus som det her er vi mange forskellige faggrupper, vores hverdag ser meget forskellig ud, og det er helt sikkert meget forskelligt, hvad man hver især kan bruge fra den her nye værktøjskasse. Men det er også helt i orden, og det er også derfor, der er så mange forskellige øvelser.

Men målet er selvfølgelig, at sygehuset med det fælles afsæt på tværs af faggrupper og afdelinger kommer til at hænge bedre sammen. At det at lave de her øvelser sammen fører til, at vi forstår hinandens reaktioner og måder at arbejde på bedre. At der ikke længere er så meget ,dem’ og ,os’«, siger Lone B. Svenningsen.

»Det kan jeg helt klart tage med ud i mit arbejdsliv«

Simone Albertsen er medicinstuderende i Esbjerg og er på tredje ud af uddannelsens otte moduler, og allerede her tidligt i studietiden er hun og hendes medstuderende blevet introduceret til compassion.

Inden hun søgte ind på studiet, havde hun sine overvejelser om det fremtidige lægeliv – og det var med til at få hende til at vælge at søge ind i Esbjerg:

»Det er jo ingen hemmelighed, og man hører det jo også i medierne, at det ikke er nemmeste liv, der venter forude – med risiko for f.eks. udbrændthed, som der har været stort fokus på. Så det er klart noget, jeg har overvejet, inden jeg søgte ind: Er det for hårdt?

Men det er også derfor, jeg har valgt at tage uddannelsen i Esbjerg, hvor man tidligere i uddannelsen kommer ind i klinikken [de medicinstuderende i Esbjerg er tilknyttet en stamafdeling], så man fra starten bliver vant til at være en del af hverdagen der. Og så har man på studiet her meget fokus generelt på trivsel og på at forberede os på det liv, der kommer senere«, fortæller hun.

Selv regner hun med at vælge at blive almenmediciner og vil gerne arbejde ude i praksis.

»Vi er jo forskellige, og for mig er det her med meget skiftende arbejdstider og nattevagter ... altså, det kan jeg godt i perioder, men det er ikke noget, jeg er skabt til«.

Da hun og hendes medstuderende allerede tidligt i studiet skulle gennemgå et compassionforløb, talte de en del om, at det var »et lidt sjovt tidspunkt at få det«.

»Men på en eller anden måde giver det god mening, for så kan man også bruge det i sit privatliv og opbygge en vane med at håndtere pressede situationer i tide, så man ikke kommer ud, hvor det hele ramler omkring en. Det kan jeg helt klart tage med ud i mit arbejdsliv senere – og altså, man kan da også være presset i studielivet og på sit studiejob«, siger hun.

Simone Albertsen havde ikke før arbejdet med lignende teknikker, men »jeg har fundet ud af, at nogle af tingene – f.eks. vejrtrækningsøvelserne – er noget, jeg har gjort ubevidst før«. Nu er hun blevet bevidst om, at »det kan jeg også bruge i andre sammenhænge«.

Det bliver, tror hun, »meget individuelt«, hvordan man kommer til at bruge compassion senere i arbejdslivet:

»Det gode er, at man kan tage de øvelser, der giver mening for en selv. Vejrtrækningsøvelserne er gode for mig, men virker måske ikke for andre. Så det er godt, at der er mange måder at gøre tingene på, men at grundlaget er det samme for os alle sammen«, siger hun.

Selv har hun fået en ny – og god – vane:

»Siden vi startede på kurset, har jeg hver aften lige tænkt over mindst én god ting, der er sket i løbet af dagen. Og hvis jeg har været på stamafdelingen eller på arbejde, forsøger jeg at tage en af de ting, som er sket der. Det kan godt være, at noget også har været lidt træls den dag, men på den måde kan jeg have fokus på de ting, der gik godt. Det er bare en nem måde at undgå at havne i en negativ spiral«.

»Det er da på alle måder godt i et presset sundhedsvæsen«

Rasmus Berthelsen blev færdig på studiet i 2003 og speciallæge i anæstesiologi i 2011, har arbejdet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg siden 2012 og har været overlæge siden 2013. Han har været en af de første, der har fået CTSP-forløbet (Compassiontræning for Sundhedspersonale), siden udrulningen af af compassionuddannelsen til alle ansatte begyndte i januar.

»Jeg havde ikke hørt om compassion før, men vores direktion har været meget optaget af udbrændthed, og det var vores cheflæge, der fortalte, at det ville blive rullet ud fra i år. Af interesse satte jeg mig ind i det, og som jeg har læst det, er der ret klar evidens for, at metoden kan være med til at forebygge udbrændthed – og det er da på alle måder godt i et presset sundhedsvæsen«, siger Rasmus Berthelsen.

Han har ikke selv følt, at han har været i nærheden af at brænde ud:

»Jeg er også kun 50 og skal holde nogle år endnu. Men jo, jeg har også set det hos jævnaldrende læger, men nok mest hos dem, der er lidt ældre og har været presset i længere tid. Folk er ikke nødvendigvis sygemeldte, men man kan mærke det på deres mentale tilstand og manglende overskud.

Det påvirker arbejdsmiljøet, som er den vigtigste prædiktor for, at systemet og hverdagen kan køre og hænge sammen. Vi skal være glade for at gå på arbejde, og hvis der bare er én kollega, det kører skævt for, kan det påvirke arbejdsmiljøet i hele afdelingen«, siger Rasmus Berthelsen.

Underviseren på kurset gjorde det klart, at der nok både var nogle, der ville synes, det var varm luft, og nogle, der ville være meget begejstrede – og nogle, der lå midt imellem, som han følte, han gjorde.

»Jeg tænkte, at ,det kan da ikke skade’. Det er syv gange to timer, og det går nok at tage dem ud af min travle kliniske hverdag og lave lidt self-compassion og få nogle idéer til, hvordan man kan passe på sig selv. Så jeg gik ind i det med åbent sind«.

Overordnet synes han, forløbet »har været okay«, selv om »noget af det var da en smule grænseoverskridende, fordi man pludselig er ude af sin komfortzone og tæt på nogle mennesker, man ikke har nogen relationer til i dagligdagen«. Og selv om noget har været »nogle banale ting, som jeg nok allerede gjorde ubevidst«, er han glad for netop at blive mere bevidst om det – også fordi det gør det lettere at holde øje med andres signaler:

»Det hele hænger sammen: Jo mere vi kan passe på os selv, jo mere overskud kan vi få, og jo mere kan vi så passe på vores kolleger. På den måde har det givet god mening og har genereret noget arbejdsglæde, der kan være med til at give et godt arbejdsmiljø«.

Men – siger Rasmus Berthelsen – selv om flere fra hans afdeling nu har fået kurset, og selv om de »generelt er blevet mere opmærksomme på, hvad compassion er, er det »lidt tidligt at sige noget om langtidseffekten«.

»Vi er de første føl, så det er nok lidt stort at sige, at det nu har haft den store impact. Det må tiden vise – det skal lige være operativt først. Men altså, det er jo en skal-opgave og noget, vi skal løse«.