Charlotte Buch Gøthgen og Hanne Dalsgaard har lagt skalpel
og marvsøm til side og hængt kitlen på knagen. De helliger sig
nu lederopgaven på fuldt blus som viceklinikchefer
på Aalborg Universitetshospital.
Hanne Dalsgaard og Charlotte Buch Gøthgen er begge ortopædkirurger, der målrettet er gået efter ledende poster.
I de seneste ti måneder har Charlotte beklædt posten som en af Aalborg Universitetshospitals ni viceklinikchefer med forløbsansvar, i Klinik Hoved-Orto, mens Hanne Dalsgaard 15. oktober tiltrådte en tilsvarende stilling i Klinik Diagnostik efter senest at have været overlæge på Vejle Sygehus.
»Jeg blev nødt til at søge stillingen, fordi man netop søgte en læge til en fuldtidslederstilling«, siger Hanne Dalsgaard.
»Jeg har tidligere søgt ledende overlægestillinger uden at få dem. Måske fordi jeg hver gang har gjort det klart, at jeg ser ledelse som en fagprofession? Jeg ville være leder 100 procent og ikke stå med det ene ben i klinikken og det andet i ledelsen. Det bunder i egne erfaringer, hvor jeg har oplevet ledende overlæger, der har været meget forankrede i klinikken. Er man leder af en stor kompleks afdeling med mange forskellige fagområder, kan det - med et ben i hver lejr – være svært at løfte sig højt nok op til at kunne fylde hele ledelsespaletten ud – forskning, kvalitet, økonomi, personale, etc. Jo, man hører ofte argumentet, at det er vigtigt, at den, der leder, ved, hvad der foregår. Men at have et planlagt ugeprogram med fast ambulatorietid, stuegang, operationstid, etc., er ikke en forudsætning for at vide, hvad der sker.«
For Charlotte var det også et naturligt skridt at søge stillingen som viceklinikchef. I en stor del af hendes karriere har hun haft ledelsesansvar, der ligger ud over det, der er forbundet med at være overlæge. Bl.a. har hun været en del af ledelsen på traumecentret, og igennem flere år har hun været specialeansvarlig overlæge for traumatologien, ligesom hun tidligt tog en merkonomuddannelse i organisation.
»Naturligvis gør det noget ved ens selvforståelse, at man vælger at gå fra at være aktiv kirurg til at blive leder på fuld tid. Jeg har ofte joket med, at mine kolleger har betragtet det lidt som mytteri at gå fra operationsbordet til skrivebordet. Jeg har som kirurg igennem 25 år fået de lægefaglige kick, jeg skal have, og for mig handler det om at udvise samme respekt for faget ledelse som for mit tidligere kliniske fag. Ledelse på vores niveau er ‚eyes on and hands off‘«, idet opgaven er at orkestrere og facilitere.
Faktaboks
Fravalget af klinikken ser både Hanne og Charlotte som en parallel til alle de andre valg og fravalg, der foretages i karrieren.
Hanne: »Vedvarende snævrer man sit mulighedsfelt ind. Først vælger man speciale, derpå subspeciale. Jeg valgte også tidligt forskningen fra til fordel for tillidsarbejde. Og jo, jeg kan da savne den tilfredsstillelse, det er at operere og hjælpe en patient. Men muligheden for at gøre noget for patienten består nu i at se på patientforløb og på kollegernes arbejdsbetingelser fra et helikopterperspektiv«.
De har ikke alene forladt klinikken – også deres specialer. Hanne, der er håndkirurg, er viceklinikchef i Klinik Diagnostik, hvor der kun er perifert samarbejde med ortopædkirurgien. Og Charlotte er viceklinikchef i Klinik Hoved-Orto, men det er klinikkens anden viceklinikchef, der har ansvar for Charlottes gamle speciale, ortopædkirurgien. Og det er der en selvstændig pointe i.
»For at man kan blive en god leder, er det vigtigt, at transformationen til leder sker fuldt ud. Og jo højere man kommer op i ledelseshierarkiet, jo vigtigere er det, at man kan lede hvad som helst, når blot der er diversitet i ledelsesteamet. Min rolle er at se på organisationen på tværs med lederøjne gennem lægebriller. Jeg skal ikke kloge mig på det faglige, f.eks. hvilke blodprøver der skal tages«, siger Charlotte.
Hanne supplerer: »Der ligger en kæmpe signalværdi i – både i forhold til organisationen og i forhold til en selv – at man kapper navlestrengen til sit eget speciale. Fristelsen til at have en mening om dette eller hint fjerner man sig fra. Her forlader jeg mig som viceklinikchef på det, som f.eks. den patologiske speciallæge eller den ledende overlæge siger«.
Charlotte er ved at afslutte en master i Public Governance på Aalborg Universitet, hvilket Hanne også er i gang med. Hanne har desuden valgt at få en mentor i regi af den mentorordning, som Lægeforeningen udbyder i samarbejde med DJØF.
Man kommer ikke langt med sin lægefaglighed alene, hvis man vil være leder på jeres niveau?
Hanne: »Nej. Men er man nyansat økonom i en sygehusforvaltning, vil man også have brug for at få en garvet læge som mentor«.
Charlotte: Uanset om man er djøfer eller læge er det afgørende, at det ikke er ens faglige platform, der dominerer det ledelsesfaglige«.
Både Hanne og Charlotte kender til som leder at skulle være bannerfører for noget, som ens lægekolleger ikke synes er en god ide.
Hanne: »Den danske kvalitetsmodel er et godt eksempel på et vilkår, som vi er underlagt, og som vi som ledere skal være med til at give mening. Det samme gælder sparekrav og fireårsreglen. Her er det vores opgave at tage det gode ind, dyrke det og afbøde ulemperne. Og især er det vigtigt, at vi også taler opad og ikke kun parerer ordrer. At vi sætter os selv i spil og forsøger at besvare den kritik, der måtte være. Og så er det vigtigt, at man hele tiden kan spejle sig i det ledelsesniveau, der er over én. I min klinik er der mange bioanalytikere – derfor er den anden viceklinikchef bioanalytiker«.
Charlotte: »Vi skal ikke agere som læger, men se på en problematik med forskellige briller. Og vi skal sikre, at alle er ligeværdige, og at der er respekt – også for det, man ikke bryder sig om«.
Hvad er jeres råd til de læger, der pusler med tanken om at gå ledelsesvejen?
Hanne: »Man skal gøre op med sig selv, hvad der vægter mest - det ledelsesmæssige eller det kliniske. Det afhænger også af organisationen. Her i Nordjylland inviterer ledelsesstrukturen til, at de ledende overlæger skal være delvist forankret i klinikken. Andre steder inviterer strukturen til, at de ledende overlæger skal være ledere på fuld tid.
Og der er masser af muligheder for at prøve kræfter med ledelse – såvel i klinikken som i organisatorisk arbejde«.
Charlotte: »Flere og flere uddanner sig ud over de ledelsestilbud, som Lægeforeningen tilbyder. F.eks. ved at tage en diplom- eller masteruddannelse. Vi ser også, at ledelse prioriteres højere på studiet, ligesom ledelse er en af de syv lægeroller«.
Hanne: »Det er vigtigt, at ledelse bliver afdramatiseret. Vi er jo ikke som en anden Batman pludselig sprunget ud iført en totalt anden kittel. Vi har blot trukket en ledelsesuniform uden på kitlen«.
