»Vi har sådan et urealistisk billede af, at læger ikke må lave fejl«

Alex har aldrig overset noget før, siger hun. Aldrig.

Hun er neurolog og bevæger sig netop nu rundt midt i en travl vagt. For travl. Afdelingen er sygdomsramt, vagtgrundlaget er skrøbeligt, Alex har både trombolyse- og bagvagt. Den helt nye KBU-læge Emilie er alene i neurologisk akutmodtagelse. Login til patientportalen svigter, mens Alex med bimlende vagttelefon bener fra patient til patient. Hurtige, vigtige beslutninger. Hurtigt videre.

Det er midt i det, at forvagten, den nye KBU-læge, ringer. Hun kunne vist godt bruge lidt supervision omkring en ung mand, som måske, måske ikke kunne have lidt efterveer af tømmermænd. Han har trods alt festet. Hans mor er lidt bekymret, ikke meget, og den unge mand har det »seriøst fint«, siger han. Sådan ser han også ud. Men er der lidt nakkestivhed? Det synes KBU-lægen at observere, men vil den mere erfarne Alex ikke lige tjekke op på det? Ikke noget, som bekymrer neurologen. Den unge mand kan gå hjem, og Alex kan gå videre til nye patienter i trombolysevagten.

Kort derefter ligger den unge mand på hospitalsgangens gulv i kramper med fråde om munden og er ikke længere kontaktbar.

Herfra erstattes travlhed med tragedie. For den unge mand, for forældrene – men også for de involverede læger, som foruden Alex og KBU-lægen Emilie også tæller Esben, en erfaren neurokirurg. Hvad der videre sker, skal ej afsløres her, for ovenstående er fiktion og fra den danske spillefilm »Det andet offer«, som har biografpremiere den 10. april.

En film, der handler om den psykiske belastning for læger, der er forbundet med at have truffet et valg, et fravalg eller et fejlskøn, som skader en patient. Det, som går under betegnelsen second victim og som – bare for en god ordens skyld – har lagt navn til filmens titel. Og en film, som, spørger man filmens instruktør og manuskriptforfatter, Zinnini Elkington, forhåbentlig kan være med til at rejse en refleksion og en fællessnak om, hvordan vi passer bedre på dem, der skal passe på os.

»Når du har viet dit liv til at redde andre, så må det værste, du kan opleve, være at gøre skade på et andet menneske. Den vinkel møder jeg bare ikke i medierne, i samtaler med folk eller i samfundet generelt. Her handler det om personlige historier om, hvordan en læge ikke lyttede, ikke tog en seriøst og så videre. Vi har sådan et urealistisk billede af, at læger ikke må lave fejl eller træffe forkerte beslutninger – så dem, der gør det, de må virkelig være nogle brodne kar. Så når jeg står på det her sted i fortællingen, så er det min måde at udfordre det fjendebillede«.

Hvis vi vil have empatiske læger …

»Det andet offer« er Zinnini Elkingtons spillefilmsdebut. Den kommer ovenpå blandt andet hendes afdækning af arbejdsmiljøet, #metoo mere konkret, i mediebranchen i den roste og Robert-prisvindende kortfilm »En Flirt« fra 2020.

Når hun nu i sin første spillefilm kaster lys på endnu et arbejdsmiljøaspekt, denne gang på hospitalet, skyldes det blandt andet familiære bånd. Hendes mor er bioanalytiker på Rigshospitalet, mormor var lægesekretær på Frederiksberg Hospital, og oldefar var, da han levede, praktiserende læge. Hun er med egne ord »nærmest vokset op på hospitaler«.

Ydermere er hendes egen søster, Kaya Elkington, som sidder lige her ved siden af hende ved dette interview, læge. Hun var indtil udgangen af januar ansat som introlæge på Afdeling for Kræftbehandling, Rigshospitalet og startede 1. februar som ph.d.-studerende på Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, også Rigshospitalet. Hun har været dybt inde over idéudvikling, manuskriptskrivning og faglig sparring af filmen. Og det er ikke mindst hendes oplevelser som ung læge i sundhedsvæsenet, som har formet det overordnede tema for »Det andet offer«.

»Det startede egentlig mest ved, at vi snakkede om, hvordan det er at stå med så meget ansvar for menneskers liv og død i så ung en alder og skulle tage så store beslutninger på andre menneskers vegne. Det blev jeg i virkeligheden meget rørt over, kan jeg huske. Og det var også her, at jeg undervejs stødte på begrebet second victim«, siger Zinnini Elkington, inden hun overlader ordet til sin søster.

»Det er egentlig meget interessant, at man især i den yngre generation har et stort ønske om meget empatiske læger og et meget empatisk sundhedsvæsen. Men læger kan godt være uempatiske, og jeg kan godt opleve en underlæggende kultur, hvor læger ikke er ret gode til at udvise omsorg overfor deres kolleger«, siger Kaya Elkington.

»Hvis vi ønsker empatiske læger, kræver det, at samfundet er empatiske og omsorgsfulde over for læger. Man kan ikke tage empati af og på. En meget empatisk læge vil være mere modtagelig overfor samfundets kritik – og derfor skal der være plads til sårbarheden i at lave fejlskøn og tage forkerte beslutninger«.

Det handler blandt andet om en nulfejlskultur, hvor man kan stå med en følelse af, at medier og befolkningen søger og leder efter fejl – med en præmis om, at læger ikke laver fejl. At læger må være »gjort af et helt særligt stof«, som er en sætning, Kaya Elkington ofte hører.

»Når vi så kan se, at trivslen er lav blandt læger, og stress og udbrændthed er høj, så tyder det jo på, at vi ikke kan leve op til at være de her fejlfri overmennesker. For ligesom i alle andre jobs, så træffer vi forkerte beslutninger en gang imellem. Men hele det arbejdsmiljø kan det altså godt være svært at navigere i uden at blive kold«.

Deres egen mor tæt på at dø

Zinnini og Kaya Elkington har en endnu tættere tilknytning til det konkrete handlingsforløb i »Det andet offer«. Fra den modsatte side af hospitalssengen.

For 17 år siden var deres mor tæt på at dø på grund af et fejlskøn.

Det skete i forbindelse med fødslen af deres lillesøster. Til trods for, at hun påpegede over for en jordemoder, at hun var utilpas, og at arret efter kejsersnit var rødt, blev hun sendt hjem uden at blive tilset af en læge. Et par dage senere blev hun indlagt med nekrotiserende fascitis. Hun overlevede, men med mén, hun stadig er mærket af i dag. Siden fik hun erstatning.

»Noget af det, som har gjort størst indtryk på mig, er, hvordan jordemødrene simpelthen ikke kunne kigge hende i øjnene, fordi de var så kede af det, men manglede et sprog for det,« fortæller Zinnini Elkington.

»Vi har jo altid godt kunne mærke, at hun havde en vrede over det, der var sket. Men da jeg snakkede med hende for nylig, sagde hun, at hun altid meget aktivt og bevidst havde arbejdet på ikke at projicere den vrede over på de mennesker, der var på arbejde den dag, fordi hun godt vidste, at de havde gjort deres allerbedste under de omstændigheder, de arbejdede under«.

Kaya Elkington supplerer:

»Vores mors forløb viser den berøringsangst, der er over for fejlskøn. Det havde været oplagt og forløsende, ikke kun vores mor, også for personalet, hvis de havde turdet tage den snak. Men afdelinger er så bange for kritik, fordi det kan have så store konsekvenser, blandt andet med en mediehistorie, at de i stedet lukker sig om sig selv og leder efter det håndgribelige: Hvor skal vi handle? Hvor skal vi optimere? Hvordan får vi kontrollen tilbage? Men det kan man ikke altid. Den kødædende bakterie er ekstremt, ekstremt sjælden i kejsersnitsår. Det er den zebra, neurokirurgen taler om i filmen – om hvorvidt det mest sandsynligt er, at en hest eller en zebra kommer gående, hvis du hører hove bag en husmur«, siger Kaya Elkington.

Fællessnak om tab af kontrol

Foruden den lægefaglige sparring fra sin egen søster har Zinnini Elkington brugt lang tid på at researche og realismesikre »Det andet offer« med samtaler med blandt andet neurologer, neurokirurger og intentivsygeplejersker. Hun har selv været med på vagt i trombolysen og haft mange forskellige speciallæger inde over til at læse manuskriptet og give feedback.

»Men selvfølgelig er der nogle ting, som er sat på spidsen. Sådan er det, når man kun har 90 minutter. Man kan sige, at jeg har taget alle risikofaktorer – sygemeldinger, første dag for KBU-lægen, it-problemer – for at skabe et arbejdsmiljø, som gør, at man som medarbejder, der står i sådan en sag, er allermest presset. Måske er det her bare den dårligste vagt, de her mennesker nogensinde har oplevet«, siger Zinnini Elkington.

Kaya Elkington afbryder.

»Som læge oplever jeg det ikke urealistisk. Selvfølgelig er noget karikeret, men sådan noget som hvor travlt Alex har, hvor mange opgaver og hvor meget ansvar, hun står med, samtidig med, at en KBU-læge står alene, det er ikke urealistisk«.

Meget bevidst peger ingen af karaktererne på »systemet« som skurken. Det kunne der sikkert godt være belæg for, men det er ikke det, der interesserer Zinnini Elkington. Hun vil meget hellere have os til at forholde os til – og acceptere – at vi nogle gange bare ikke har så meget magt og kontrol over livet og døden, som vi tror og måtte ønske. En art forventningsafstemning mellem borgere og sundhedspersonalet.

»Systemets stemme snakker om, hvordan vi stopper, minimerer og organiserer os ud af fejl. Det har jeg ikke nogen svar på. Men nedenunder det her meget konkrete bør der ligge en dybere fællessnak, en fælles erkendelse eller undersøgelse af, hvordan vi lever med kontroltabet i en verden bygget op omkring videnskab og systemer, hvor man hele tiden forsøger at optimere, hvor meget magt, vi kan få over livet«, siger Zinnini Elkington.

»Det er skræmmende og smerteligt at miste den kontrol. Det, jeg gerne vil med den her film er at skabe empati og forståelse for det. En forståelse, som lægerne kan mærke og dermed skabe det rum, som gør, at der kan komme bedre trivsel. Man plejer at sige, at en film er en empatimaskine. Den medforståelse håber jeg, at min film kan være med til at skabe«.

»Vi har jo snakket en del om det under filmens udvikling. Om hvad budskabet til befolkningen er,« siger Kaya Elkington.

»Og det handler meget om, hvordan vi snakker om dem, der passer på os. Hvis vi vil have et empatisk sundhedsvæsen, så kræver det nogle mennesker, som er in touch med deres følelser, og som kan og tør gå ind i og tale om deres følelser. Det er en helt anden sårbarhed, end jeg oplever, at der er plads til i dag«.

Det budskab går i meget, meget høj grad også ud til medierne.

»Mange af de mediehistorier, man læser fra sundhedsvæsenet, er ekstremt smertefulde som læge at læse. Når medierne vælger et format, hvor man går efter fejlene og individerne, så skaber vi stor kløft imellem læger og patienter og mellem sundhedsvæsenet og befolkningen. Og så har sundhedsvæsenet ikke rigtig andre muligheder end at lukke sig om sig selv«, siger Kaya Elkington.

Og hvad så med lægerne? Hvad håber I, at de læger, der ser den her film, tager med og måske gør anderledes?

»Det er en meget lægeagtig måde at tænke på. Det her med, at man kan handle sig ud af ting«, siger Zinnini Elkington.

Og jeg er ikke engang læge…

»Nej, men jeg har også taget mig selv i tænke sådan, mens jeg har været i gang med at skrive manuskriptet. Men det er ikke det, det handler om. Den her film handler for mig om at sige, »Hey, jeg ser, at I fucking kæmper. Jeg ser, at I er hele mennesker, selv om I måske ikke selv ser det eller føler, at I må være det«. Og det er derfor, at følelserne går højt, at man nogen gange er stygge over for hinanden, at nogle græder, og nogle flygter. Tanken er at vise alle de aspekter, der findes af følelser og de forskellige måder at reagere på. Så jeg håber, at læger ikke vil se filmen med paraderne oppe, men se den med en tillid til, at jeg i høj grad også har lavet den her film til dem. Det er i virkeligheden en kæmpe kærlighedserklæring til standen«.

Hård tone er helt naturlig

Og bølgerne går højt i »Det andet offer« lægerne imellem. Nok fremstår Alex midt under travlheden som en stoisk, rolig neurolog. Indtil hun ikke gør det mere. For hvem har egentlig skylden? Sagde KBU-lægen i virkeligheden det, hun siger, at hun sagde? Bør hun ikke tro mere på sig selv? Hvem traf den fatale beslutning? Traf neurokirurgen det rette valg, da skønnet var sket? Er der overhovedet nogen, som har skylden?

»Jeg vil ikke pege fingre eller moralisere. Jeg har brugt mange kræfter på at skrive en historie, hvor alle føler og deler skyld. Det er også en meget menneskelig reaktion at blive vred, gå i forsvar og være så presset, at man bliver nødt til at kaste skylden over på en anden. Hvis læger ikke skal føle for mange ting for overhovedet at være på arbejde, så er det en meget, meget naturlig reaktion at få den skyld væk fra en. Så jeg dømmer ikke nogen for at tale hårdt til hinanden. Men jeg har været meget inspireret af Mille Mortensens (selvstændig ledelses- og organisationskonsulent, red.) antropologiske studier fra Rigshospitalet, som blandt andet viser, at de her følelsesudbrud og hårde tone findes. At tro, at man kan være 100% rationel hele tiden, det er jo en kæmpe bias«, siger Zinnini Elkington.

»Så jo, den hårde arbejdskultur er der. Men jeg har selv sympati for alle karaktererne og synes jo også, at de får samlet op på hinanden. Vi ser, hvad det gør ved et menneske, når man er så presset, at man bliver nødt til at kaste skylden over på en anden, fordi man ikke har overskud til at bære den selv. Men vi ser også, hvor helende det er, når de er ærlige over for hinanden og tilgiver hinanden«.