Ligesom andre, der har nået pensionsalderen, kunne kardiologerne Stig Haunsø og Ole Amtorp vælge at slappe af oven på et langt arbejdsliv og svinge golfkøllen, slikke sol i Syden eller sejle mod fjerne kyster. Alligevel har de hver eneste tirsdag og torsdag igennem de seneste to år brugt deres tid på noget, der i mistænkelig grad ligner arbejde.
De har gennemgået tusindvis af videnskabelige artikler, og med statistiske værktøjer har de navn for navn konstrueret forskernetværket i København ud fra forfattere og medforfattere til videnskabelige artikler om kardiologi fra 1977 til 2020. Og desuden har de koblet netværkene med de fonde, som har muliggjort netværkenes vækst og resultater.
En rigt illustreret bog med titlen »Portræt af et forskernetværk«, som netop er udkommet, er resultatet af deres anstrengelser. Her beskriver de udviklingen i tekst og billeder, og læserne kan via en QR-kode få adgang til en interaktiv grafik, hvor de kan gå på opdagelse i netværket. Navn for navn kan de se, hvem der har samarbejdet, og hvordan netværket har udviklet sig over fem tidsperioder.
Stig Haunsø: »Vi har været så heldige at være del af en fantastisk udvikling, fra vi var nogle få forskere i 1977, til der i dag er flere hundreder, som arbejder med basal, translationel og klinisk forskning af international kvalitet på det her felt«.
Ole Amtorp: »Og vi ville gerne kaste lys på den udvikling både for at fremhæve betydningen af tidligere tiders forskning for forståelsen af nutidens sygdomsbehandling og for at beskrive de strukturer, samarbejder og fondsmidler, der skal til for at lykkes med forskning«.
Vi møder de to forskere på Rigshospitalet i Bygning 93, i det tidligere Farmakologisk Institut, en nyklassicistisk bygning med sort mansardtag fra 1910.
Engang har Bygning 93 taget sig imposant ud vis-a-vis Rockefeller Komplekset, men nu hvor Rockefeller-bygningerne er revet ned, ligger den treetagers bygning klemt inde mellem nye og højere bygninger.
Til den ene side skygger en bygning, som huser henholdsvis patienthotel og administration. Og overfor troner i stål og glas Børneriget med de mange halvrunde fløje i svimlende ni etager, som får Bygning 93 til at ligne en miniature direkte hentet fra Legoland. Et par røde byggekraner flankerer de endnu ufærdige bygninger. Her mødes nyt og gammelt, fremtiden og fortiden – eller støder sammen, alt efter temperament.
Et passende sted til at kaste et blik på fortiden og de erfaringer, man sidder tilbage med efter mere end 40 år.
En af de erfaringer, Stig Haunsø og Ole Amtorp har gjort, er, at det er helt afgørende, at forskere inden for medicin mødes på tværs af deres fagligheder.
»Vi skal som læger have en meget fast tilknytning til basalforskerne, så vi kan fastholde den translationelle forskning. Uden den taber vi den kliniske innovation«, siger Ole Amtorp.
»Idéerne til forskning kommer fra patienternes sygdomme, når du som læge er nysgerrig. Og når der er noget, du ikke forstår, så må du have kontakt med dem, der kan udføre den basale forskning. Og det kræver et tæt samarbejde«, siger Stig Haunsø.
En anden erfaring er, at det er blevet stadig sværere at bedømme læger ud fra de videnskabelige artikler, der bærer deres navn.
23.000 artikler fra publikations- og citationsdatabaser har Ole Amtorp og Stig Haunsø sorteret efter forfattere og indhold, og de er endt med at kortlægge sammenhængen mellem flere end 9.000 artikler og 328 forskernavne.
Af deres analyse fremgår det, at nogle forskere har lagt navn til flere end 1.000 artikler. Antallet af artikler indgår bl.a. i værdien af H-indekset, som anvendes til at rangliste forfatterne, og det fremgår også tydeligt af deres analyser.
»Du kan levere en blodprøve til et studie, og så får du dit navn på artiklen«, siger Stig Haunsø.
»Du kan også medvirke sammen med mange andre forfattere til at skrive guidelines til behandling af en sygdom. Det giver også point. Vores bedømmelseskriterier kræver et eftersyn, og vi bliver nødt til at opfinde noget andet«.
»Vi ser gerne, at der fortsat er læger, der går i laboratoriet og laver deres egne eksperimentelle undersøgelser, at de har ,fingrene i suppen’ og på den måde lærer metoder, og hvilke fejl der kan opstå«Ole Amtorp
Selvom bogen beskriver en historisk udvikling, hænger de to forfattere ikke fast i fortiden. Tværtimod er de begge meget optaget af, hvad der sker lige nu – og i fremtiden. Og optaget af, hvordan fortidens viden og erfaringer kan bæres med ind i fremtiden.
»Vi står midt i et paradigmeskift fra basal og translationel forskning hen imod datadreven klinisk forskning,« forklarer Stig Haunsø. Begge har visse betænkeligheder i den anledning. Mere om det, men først et tilbageblik.
Gentofte Hospital, 1977: Her møder Stig Haunsø og Ole Amtorp hinanden første gang. Ole Amtorp kommer fra fire års ansættelse ved Medicinsk-Fysiologisk Institut A, Rockefeller Komplekset. Her skrev han sin disputats og fik en grundliggende fysiologisk forståelse og erfaring med eksperimentel kredsløbsfysiologisk forskning.
»Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle forske. Det fascinerede mig vildt. Du blev præsenteret for nogle folk, der var helt enormt dygtige. Og det var bl.a. nogle af de fysiologer, vi har beskrevet i bogen«.
»De unge er veluddannede, og de kan deres datalogi, men de skal ind i et godt forsknings¬miljø. Det drejer sig også om at møde de rette personer. Det er en faktor, som man glemmer totalt«Stig Haunsø
Stig Haunsøs vej til forskning var anderledes. Han ville være speciallæge i intern medicin.
»Jeg tænkte ikke så meget over forskning. Det var klinikken, jeg var interesseret i, indtil jeg mødte Ole«, fortæller Stig Haunsø.
Som vejleder fik de professor Niels A. Lassen, som arbejdede med mikrocirkulation.
»Han tegnede på en tavle, at vi skulle tage et hjerte og sætte det på en hjerte-lunge-maskine og så arbejde på et lille område af hjertet«.
Ole Amtorp: »Det kan sgu ikke lade sig gøre – sagde vi!«
Det viste sig rigtignok at være om ikke umuligt så vanskeligt, da de to gik i gang med forsøg på hundehjerter i laboratoriet i kælderen, som ellers kun blev brugt af kirurger, der øvede deres håndelag på store forsøgsdyr som f.eks. får.
»Niels A. Lassen havde tidligere kasseret 30 forsøg. Så jeg gik hjem deprimeret og tænkte: Skal jeg virkelig lave forskning?« fortæller Stig Haunsø.
Men det lykkedes at komme i gang med forsøgene.
Fakta
Det var grundforskning, og det var August Kroghs hypotese, som blev testet på ny. Som mange nok husker, viste han på frølår, at når musklerne arbejder, åbner flere kapillærer, de mindste blodkar, sig, som ellers er lukkede.
»Det kunne vi som de første vise på hjertet«, fortæller Stig Haunsø. Han fik skrevet sin disputats i Gentofte, fik en kursusstilling på Frederiksberg og arbejdede dernæst tre år på Hillerød Hospital, inden han blev klinikchef for Medicinsk Afdeling B på Rigshospitalet og lærestolsprofessor ved Københavns Universitet.
Deres forskning har siden været knyttet til Rigshospitalet og Panum Instituttet. Og i Bygning 93 er Stig Haunsø og Ole Amtorp på hjemmebane. For godt 25 år siden blev bygningen moderniseret til molekylærbiologisk forskning for lægerne på »Riget«.
Og i 1999 oprettede de Laboratoriet for Molekylær Kardiologi (LMC) sammen med læge Søren Sheikh, som netop var vendt hjem fra USA med viden og erfaring inden for de nyeste molekylærbiologiske teknikker. Og det var »hot« dengang.
»Jeg tænkte, at det måtte vi også i gang med, så vi inviterede forskere fra Københavns Universitet og Statens Seruminstitut til at se på molekylærbiologien bag hjerterytmeforstyrrelser«, fortæller Stig Haunsø, der i mellemtiden havde været med til at etablere Hjertecentret i 1994. Han var også med til at løbe det i gang som direktør for centeret, inden han vendte tilbage til stillingen som klinikchef og lærestolsprofessor. Ole Amtorp var dengang overlæge på Gentofte Hospital og lektor ved Københavns Universitet.
Søren Sheikh blev daglig leder, Ole Amtorp fik ansvar for laboratorier og dyreforsøg, mens Stig Haunsø skulle lede og koordinere forskningsaktiviteten og søge økonomiske midler til det nye center.
Det gik så godt, at de startede et center for forskning i hjertearytmi, som er en almindelig og alvorlig komplikation til hjertesygdomme. Siden var de med til at etablere et stort grundforskningscenter, Danish Arrhythmia Research Center (DARC), hvor forskerne fokuserede på den translationelle forskning.
»Der var ti år, hvor vi var 70-80 mennesker, som forskede i rytmeforstyrrelser og i, hvordan hjertet vokser, når det bliver belastet. Der var ro på, og vi kunne koncentrere os om at forske, fordi vi have fondsmidler og ikke skulle ud at søge penge hele tiden. Det summede af liv. Det var helt fantastisk«, husker Stig Haunsø.
Da den sidste bevilling udløb i 2015, lukkede DARC, og samme år nåede Stig Haunsø pensionsalderen.
Ole Amtorp havde ramt pensionsalderen i 2006, men kastede sig over en ny uddannelse og tog en kandidatgrad i kunsthistorie, mens han forsatte makkerskabet med Stig Haunsø.
Lars Køber overtog lærestolsprofessoratet, mens væsentlige dele af LMC’s forskningsaktivitet flyttede til Mærsk Tårnet, KU.
I Bygning 93 sidder altså nu de to forskere, som var med helt fra starten, og her efter pensionsalderen arbejder de videre på egen hånd med assistance og selskab af forskningssekretæren Karen Astrup, som har fulgt Stig Haunsø igennem alle årene. Flere medicinstuderende, hvoraf tre studerer medicinsk bioinformatik og datalogi, har også medvirket til bogens analyser.
De over 40 år med kardiologisk forskning, som Stig Haunsø og Ole Amtorp har beskrevet, har kastet målbare resultater af sig: dødeligheden af hjertesygdomme faldt med 81% fra 1990 til 2020.
»Det er en succeshistorie, vi ikke har hørt så meget om. 500 døde blev reduceret til 100 pr. 100.000 danskere, og det skyldes både fremskridt inden for forebyggelse og behandling«, siger Stig Haunsø.
Det har de i øvrigt skrevet en artikel om i Ugeskrift for Læger, »Dramatisk fald i hjertedødelighed i Danmark fra 1970 til 2015«, i 2020 .
Succesen var langtfra tilfældig.
Fakta
Stig Haunsø: »Da vi var unge læger, var gennemsnitsalderen for hjertepatienter omkring 60 år. Der var ventelister, og patienterne døde«.
Vendepunktet kom, da de tre lærestolsprofessorer fra Aarhus og Odense og København satte sig sammen og fik alle landets kardiologer til at svare på, hvad der skulle til for at løfte kardiologien.
Stig Haunsø var en af de tre professorer.
»Vi sagde: Vi starter med forskning. Flere klinisk kontrollerede undersøgelser var vejen frem. En klinisk kontrolleret undersøgelse, DANAMI, som viste, at bypass eller en ballonudvidelse uden forsinkelse kunne nedsætte dødeligheden og forbedre livskvaliteten. Og så gik vi til politikerne og sagde: Vi kan nedbringe dødeligheden, når vi gør sådan og sådan. Så fik vi det, vi søgte om: tre hjertepakker, bedre udstyr, og hjerteforeningen var med til at finansiere«.
Andre specialer kunne lade sig inspirere af den historie, mener Stig Haunsø og Ole Amtorp.
De to forskere håber, at nye generationer er i stand til at bære udviklingen videre, og her er vi så omsider tilbage ved deres betænkeligheder ved den drejning, forskningen tager i de her år.
Stig Haunsø: »Alting kredser om big data i dag. De studerende medvirker i store associationsstudier, baseret på gennemgang af adskillige store databaser. Mange opnår på den måde en ph.d.-grad. Fremtiden må vise, om deres indsats »bærer frugt«, om man på den måde i stedet for den translationelle forskning kan bringe fremskridt i sygdomsbehandlingen videre. Hvis den studerende alene laver meget højteknologiske molekylærbiologiske studier – og bliver heltidsforsker – så mister de forbindelsen til det, vi møder som læger i klinikken«.
Ole Amtorp: »Vi ser gerne, at der fortsat er læger, der går i laboratoriet og laver deres egne eksperimentelle undersøgelser, at de har ,fingrene i suppen’ og på den måde lærer metoder, og hvilke fejl der kan opstå. De får også chancen for at få en god idé, når der sker noget uventet i laboratoriet«.
Stig Haunsø: »De unge er veluddannede, og de kan deres datalogi, men de skal ind i et godt forskningsmiljø. Det drejer sig også om at møde de rette personer. Det er en faktor, som man glemmer totalt«.
Når de to forskere ser tilbage på det mangeårige partnerskab, er det især tre egenskaber, som har drevet dem.
Ole Amtorp: »Vi har været – og er stadig – begge sindssygt nysgerrige. Og når den nysgerrighed omsættes i handling, og man har en entreprenør som Stig, så udvikler tingene sig. Så tænker man ikke på, om man er 70 eller 80. Det er fuldstændig ligegyldigt«.
Stig Haunsø: »Ja, og en anden ting: Vi kan ikke lade være med at tænke ind i fremtiden. Hvor er vi på vej hen? Og har vi inspireret yngre forskere tilstrækkeligt til forskning og til at deltage i og udvikle større forskernetværk som forudsætning for fremtidens sygdomsforebyggelse og behandling?«
Ole Amtorp: »En tredje ting er den måde, vi har udtrykt vores forskning. Vi er begge glade for at skrive, og hver eneste artikel er en fortælling«.
Nu hvor bogen er færdig, har Stig Haunsø og Ole Amtorp endnu et par forskningsprojekter, de skal afslutte, inden de har de tænkt sig at forlade Bygning 93.
De glæder sig til at skrue op for deres fælles interesse for kunst og musik – og måske gå i gang med nye projekter uden for matriklen.
»Vi er jo fortsat sindssygt nysgerrige – ellers havde vi jo ikke siddet her«.
Stig Haunsø og Ole Amtorp har udgivet bogen på eget forlag med en hjemmeside, hvor en interaktiv grafik over de fem netværk er tilgængelig.
