Denne nysgerrige udviklingsrejse som læge fra somatik til psykiatri kan jeg personligt genkende, og ligeledes kan Charlotte Ulrikka Rask, overlæge og professor, som er den ene gæst i denne episode. Hun så sig selv som kommende pædiater, men blev nysgerrig på samspillet mellem krop og hjerne, og hvordan kroppen kunne udvikle medicinsk uforklarlige symptomer. Siden har hun været optaget af den helhedsorienterede tilgang med baggrund i den bio-psyko-sociale model i børne- og ungdomspsykiatrien og med særlig ekspertise inden for funktionelle lidelser hos børn og unge. Sammen med episodens anden gæst, Leif Østergaard, overlæge og professor, med ekspertise inden for neurovidenskab, sættes scenen for en spændende dialog omkring, hvordan vi med nysgerrighed, respekt og ydmyghed kan lære af hinanden på tværs af psykiatri og somatik og sikre sammenhængende patientforløb, hvor vi undgår, at patienterne falder mellem to stole.