Skip to main content

Video vinder frem

I Jönköpings Län i Sverige har primærsektoren taget hul på en markant satsning på videokonsultationer. På to tredjedele af klinikkerne kan patienterne få videokonsultationer med lægerne. Patienterne sparer transport, og patientinddragelsen fremmes.

Ulf Österstad står i spidsen for Jönköping Läns digitale satsning. Foto: Bra Liv Nära.
Ulf Österstad står i spidsen for Jönköping Läns digitale satsning. Foto: Bra Liv Nära.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

21. mar. 2016
4 min.

Problemet er velkendt både i Danmark og Sverige. Flere patienter med flere sygdomme, færre læger, større pres fra alle sider. What to do?

Bra Liv – Jönköping Läns offentligt drevne almene praksis – mener at have fundet løsenet: videokonsultationer med patienterne. Som sagt så gjort – organisationen har etableret den digitale arm Bra Liv Nära, som siden 1. december har tilbudt videoløsning på samtlige organisationens 31 klinikker.

Da Bra Liv driver to tredjedele af alle almen praksis-klinikker i regionen, sætter satsningen også retningen for hele regionen som sådan.

»Teknikken er så billig og enkel, at det sagtens kan lade sig gøre«, siger almenlæge Ulf Österstad, som står i spidsen for den digitale enhed.

Han forklarer, at brugen vokser langsomt men støt, så der nu er mellem seks og otte patienter, som bruger videoløsningen om dagen.

»Man kan bruge en hvilken som helst laptop og sidde hvor som helst. Pointen er ikke bare, at det foregår på video, men at patienterne selv engageres. De skal hente en app, hvor de så booker en tid, som passer dem. De skriver deres symptomer ind. De kan sende fotos. De gør mere af arbejdet selv, og det er en del af pointen«, siger han.

Hvem bruger videokonsultationerne mest?

»Der er to kategorier, vi ser mange af. Børnefamilier. Hvis man har flere små børn, tager det ganske lang tid at komme til klinikken. Og den anden kategori er dem, vi kalder de ottedagessyge. I Sverige har man brug for en attest, når man har været syg en uge – og det er ganske snedigt. For er de stadig syge og smitter, undgår vi, at de sidder i venterummet og smitter andre«.

Hvordan ajourfører I journalen?

»Det, patienterne skriver, forsvinder efter 48 timer. Og informationen er beskyttet i den tid. Den eneste information, som journalføres, er den, som vi læger taster ind som almindeligt i det sædvanlige system«.

Så I skal have to systemer?

»Jeg sidder tit ved min pc med en anden pc tændt. Det er vældigt dyrt, hvis vi skulle lave et integreret system, og der kan være mange sikkerhedsproblemer. Men når vi ikke integrerer, er det hurtigt, billigt og sikkert. Det er et råd, jeg gerne vil give til mine danske kolleger – lad være at integrere«.

Det er her den tekniske integration, der menes. Idet Bra Livs læger er offentligt ansatte og ikke som i Danmark, hvor de fleste praktiserende læger er selvstændige, er der en indholdsmæssig integration. Men den sker via lægen.

Så småningom på vej i Danmark

I Danmark er videokonsultationer ikke helt så langt. Sidste efterår aftalte regeringen, KL og Danske Regioner f.eks. at udbrede telemedicinsk hjemmemonitorering til KOL-patienter over hele landet, men deadline er først i 2020.

Men konkrete initiativer findes dog. Det private Aleris Hamlet Hospitaler har f.eks. lanceret en almenmedicinsk videotjeneste. Og i den offentlige sektor har bl.a. Halsnæs Kommune udstyret en række borgere med en videoskærm, så de kan kommunikere med hjemme- og sygeplejen på den måde. Også f.eks. Viborg Kommune har gennemført projekter med virtuel hjemmepleje, og for nylig blev tilbuddet indført som en fast løsning i Rudersdal Kommune. Det vil bl.a. blive brugt til at minde borgerne om at tage deres medicin.

Der er perspektiver i systemet, som også kan omfatte læger, mener udviklingskonsulent i Halsnæs Kommune, Sune Buch-Sloth.

»Vi har inviteret de praktiserende læger i området, men det tager tid at skabe tillid til teknologien, og samtidig mangler der en afregningsmodel for videobesøg. Vi har startet en god dialog med Nordsjællands Hospital, som gerne vil indgå i et samarbejde, der kan være med til at realisere deres mål om at nedbringe genindlæggelser. Her ser vi også, at telesundhed kan spille ind i«, siger han.

Hvad kunne I forestille jer?

»Det kunne være en borger, som tager hjem fra hospitalet med en skærm og måleapparater, og så overtager sygeplejen i et samarbejde med hospitalslægen ude i borgerens hjem. Borgeren og lægen kan tale sammen direkte via skærm, selvom de sidder fysisk adskilt. Sygeplejersken kan også sidde ude hos borgeren og kan have lægen på skærmen, hvor der kan foretages undersøgelser eller målinger af f.eks. lungefunktion, blodsukker, blodtryk osv. Med vores måleapparater kan lægen direkte se resultaterne på skærmen og notere dem i journalen. Hvis en borger er for dårlig til at opholde sig i eget hjem, vil en akutplads med skærm til borger og sygeplejerske også være oplagt«.

Læs også: På vagt på video