»Vi er noget bekymrede. Vi er bange for, at vi ikke bruger vores sundhedsressourcer ordentligt i de kommende lægevagter, for en skarp visitation er alfa og omega for os i akutafdelingerne. Almenmedicinerne er de allerbedste til den opgave«.
Sådan siger formand for Dansk Selskab for Akutmedicin, Henrik Ømark, til Ugeskrift for Læger i en artikel, der handler om, hvad konsekvenserne kan blive af, at de praktiserende læger har opsagt aftaler med regionerne om at bemande lægevagten bl.a. om natten. Han fortsætter:
»Jeg er bange for, at vi nu risikerer at få lægevagtsordninger uden speciallæger i almen medicin. Når de mangler kompetencer, vil de være mere tilbøjelige til at anvende et forsigtighedsprincip, og det vil give endnu større tilstrømning i vores i forvejen trængte akutmodtagelser«.
Aftale skal sikre lægevagt og aflaste akutafdelinger
Fakta
Tidslinje
Overlægeforeningens formand Susanne Wammen og forperson for Yngre Læger, Helga Schultz, deler Henrik Ømarks bekymring. Derfor indgik Overlægeforeningen/FAS og Yngre Læger i maj 2023 en national aftale, som skal sikre lægedækning i hele landet i de perioder, som nu ikke længere er dækket af de praktiserende lægers aftaler.
Susanne Wammen siger:
»Det har først og fremmest været afgørende for os at indgå en aftale for at sikre patienterne adgang til lægehjælp via lægevagten i hele landet og i hele døgnet. Derudover har det været afgørende at undgå at belaste vores akutafdelinger endnu mere. Uden lægevagten ville endnu flere patienter nemlig være henvist til akutafdelingerne, som i forvejen er under et voldsomt og stigende pres«.
Ud over praktiserende læger er det ofte medlemmer af Overlægeforeningen og af Yngre Læger, som tager ekstra arbejde i lægevagten ved siden af deres faste arbejde på sygehusene. Og det er helt afgørende, at lægerne fortsat er villige til at påtage sig de ekstra opgaver, fastslår Helga Schultz:
»Som samfund er vi helt afhængige af læger, som er villige til at lægge en ekstra indsats i lægevagten – også juleaften, i weekenden og om natten. Med denne aftales mulighed for at forhandle lokalløn kan regionerne bruge lokalløn til rekruttering og fastholdelse«, siger hun.
Erfaringer fra Region Sjælland
Region Hovedstaden overtog lægevagten fra PLO-Hovedstaden i 2014, mens Region Sjælland overtog lægevagten fra PLO-Sjælland i oktober 2022. I begge regioner løses opgaven nu på samme vilkår som i den nationale aftale.
Og mens opstarten for den regionalt drevne lægevagt i Region Hovedstaden tilbage i 2014 var problematisk, er det umiddelbart gået bedre i Region Sjælland.
Cheflæge på Akutafdelingen på Nykøbing F. Sygehus, John Sitarz, siger til Ugeskrift for Læger:
»Det er svært at svare præcist på, om vi har oplevet ændringer. Regionen har præsenteret os for tal, som viser, at antallet af patienter, der sendes fra lægevagt til akutmodtagelse, er faldet, efter regionen overtog lægevagten. Men samtidig har antallet af 112’ere været stigende i årevis. Samlet set vil jeg dog mene, at vi ikke er mere belastede, end vi var før. Det er nogenlunde det samme«.
Ifølge Ugeskrift for Læger er der cirka 200 læger tilknyttet lægevagten i regionen, og »hovedparten« er speciallæger i almen medicin. Lægevagten i regionen koster nu 8 mio. kr. mere om året, end da PLO stod for den.