Vold i vagten

Rigtig mange læger er udsat for angreb og overfald på jobbet. Kim er en af dem. Efter en særligt voldsom episode i sommer, har han indvilliget i at fortælle om sine oplevelser men uden brug af sit efternavn – det er primært af hensyn til familien. Her er hans beretning:

Kim blev læge i januar sidste år og er nu i KBU på et hospital i Region Hovedstaden. Altså temmelig kort inde i en forhåbentlig lang lægelig løbebane. Alligevel har han hele to gange været udsat for patientvold.

Første gang var, da han i de sidste semestre af studiet arbejdede som lægevikar på en psykiatrisk afdeling. Anden gang var her i sommer, da en patient formelig gik amok på akutmodtagelsen, hvor Kim havde vagt. Det gik ud over samtlige læger på vagt den dag – to kvinder og to mænd.

»Patienten kom ind om morgenen lidt i otte. Han havde haft ondt i maven i en time og havde så ringet 1813, og der havde patienten været konfliktoptrappende, stod der i notatet. Det havde jeg jo egentlig set men havde ikke tænkt nærmere over, end at han ville ses af en læge. Jeg havde ikke lagt mere i det«, fortæller Kim.

Hele fire gange var han inde på patientens stue, men patienten var samtlige gange fraværende.

Derfor var Kim helt uforberedt, da patientens mor kom ind i det lille lokale, hvor de fire læger sad og arbejdede ved computeren. Hun krævede, at hendes søn blev tilset. NU!

»Da det er mig, der har haft kontakten, rejser jeg mig for at tale med moderen. Det ser patienten ude fra gangen og opfatter det som truende adfærd over for hans mor«, siger Kim.

Det lykkes ham ikke at forklare familien, at ventetiden skyldes, at patienten selv var fraværende.

»Da jeg kan se, at det ikke vil lykkes mig at nedtrappe konflikten ved at forklare mig, siger jeg, at hans blodprøver er pæne, og han bare kan gå, hvis det er det, han helst vil«.

Utilfredsheden ulmer, og moderen tager fat i en kontorstol og prøver at kaste den efter Kim. Patienten involverer sig, og så går det helt skævt.

»Først får han givet min ene kollega et knytnæveslag i hovedet, og da vi pacificerer armene, nikker han mig en skalle. Mens vi forsøger at tale dem til ro, får vi gennet ham lidt over mod døren, hvor min anden kollega bliver sparket i maven«, siger Kim.

Siden nikker patienten ham endnu to skaller; smider et glas med vand efter den tredje kollega, og midt i det hele forsøger han også at vælte et ultralydsapparat, der står på gangen, ind over Kim.

»Da han så ikke kan det, kigger han mig i øjnene på et par meters afstand og siger sit navn, og at hvis han ser mig på gaden, så er jeg færdig«, fortæller lægen.

En chokerende oplevelse altså. Og helt anderledes end første gang i psykiatrien.

»Der har man en overfaldsalarm, og efter 30 sekunder står der en masse plejepersonale, der er vant til at håndtere fysiske patienter. Og hvis det er nødvendigt, står politiet der efter tre minutter. Her gik der 20-25 minutter, før politiet kom. På psykiatriske afdelinger er man også mere forberedt på det. Ikke at det er mere acceptabelt, men man er mere forberedt og kan tage sine forholdsregler«.

Hvad skete der efter den seneste episode her i sommer?

»Vi havde en debriefing med en psykolog, hvor vi blev kaldt ind til samtale ugen efter. Han sagde bl.a., at der var mulighed for, at man kunne få psykologhjælp individuelt, men det tilbud har jeg ikke taget imod. Jeg har ikke følt, at der har været behov for det. Men jeg har anmeldt det som en arbejdsskade«, siger Kim.

Hvad gjorde ledelsen?

»Der blev ringet efter dem samme dag, og der kom to repræsentanter. Og den ledende overlæge ringede dagen efter og spurgte ind til episoden, og hvordan jeg havde det. Og så er det også blevet taget op på hospitalsledelsesniveau«.

Synes du, hospitaler f.eks. bør have vagter?

»Det var en træls oplevelse, men én oplevelse af denne her karakter skal ikke udløse, at der skal være vagter på alle afdelinger. De initiativer, man iværksætter, skal selvfølgelig modsvare hyppigheden og alvorligheden af den slags episoder«.

Hvilke initiativer er så iværksat på dit hospital?

»Efterfølgende er der kommet et direkte nummer til politiet, og så har de snakket om, at de vil installere en alarmknap«.

Til denne artikel har du ønsket, at vi kun bruger dit fornavn – er du utryg?

»Det er egentlig mest af hensyn til min familie, da jeg efter at være blevet truet på livet tænkte på, om jeg havde udsat dem for fare qua mit job. Men det, jeg synes er det mest kritiske i dette her, er sådan set at det er en akutmodtagelse, og det er et helt vagthold, han lægger ned. Nu var der heldigvis ikke lige nogen hyperakutte patienter, der skulle opereres med det samme, men hvis der havde været det, eller hvis der var kommet et traume ind, så kunne det have fået alvorlige konsekvenser for de andre patienter«.

Har du ligefrem overvejet at droppe lægegerningen efter disse oplevelser?

»Nej, men det vil være med til at præge mit valg, tænker jeg. Både specialevalg, om man vil være på et hospital, og hvor meget man vil finde sig i«.

Hør Ugeskriftets Podcast om vold og trusler mod læger her:

Ikke nogen sjælden foreteelse

Kims oplevelser med vold er – desværre – ikke ukendte blandt hans kolleger. Ikke engang sjældne.

Yngre Læger præsenterede i juni en undersøgelse, der viste, at 45 pct. af medlemmerne har oplevet vold og trusler på arbejdet.

I Kims og hans kollegers tilfælde blev angrebet meldt til politiet, men det sker sjældent, fremgår det af Yngre Lægers undersøgelse.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvad der kan gøres for at mindske problemet eller i det mindste sikre lægerne bedre. Et lille flertal i undersøgelsen – 56 pct. – angav at opleve forskellige grader af utryghed efter at have været udsat for vold eller trusler. Næsten en tredjedel – 32 pct. – angav en »høj grad« af utryghed.

Bjarne Skjødt Worm, formand for Yngre Lægers arbejdsmiljøudvalg, mener først og fremmest, at der er behov for at sætte spotlys på problemet og øge informationen.

»Vi har jo en voldsom underrapportering. Det skyldes nok dels, at folk ikke helt rigtigt kan finde ud af, hvornår og til hvem de skal anmelde – det er forvirrende, at man både kan tale med politiet, ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten, for hvornår er det så anmeldt, og hvad betyder det?«, siger han.

»Folk derude ved ikke, hvornår de skal anmelde det. I praksis ved de heller ikke, hvad de skal gøre«.

Og så er der ikke mindst ledelsens rolle – og opbakning.

»Jeg har et eksempel på ansatte, der har fået at vide af deres leder, at man ikke anmeldte vold og trusler på deres afdeling«, siger Bjarne Skjødt Worm.

»Det er jo helt uacceptabelt. Og så tror jeg, ledelserne mange steder er for dårlige til at vejlede. Det er ikke af ond vilje og jo også et område, der ikke tidligere har været så meget fokus på. Det handler også om at tale om det og bakke op – der må ikke være den berøringsangst, jeg tror, man har mange steder«, siger han.

De somatiske afdelinger kan måske tage ved lære af psykiatrien, mener han.

»Vi ved jo, at i psykiatrien er der høj risiko og mange trusler. Det er de blevet bedre til at håndtere – f.eks. går lægerne aldrig alene ind til patienter, hvor de ved, der er den slags problemer. Og måske kunne man tænke sikkerhed ind i hele vagtplanlægningen, så der f.eks. altid er nogle lidt mere erfarne på arbejde, som kan hjælpe. I det hele taget skal vi hjælpe hinanden. Det gælder os alle sammen, at vi ikke er gode nok til at støtte hinanden«.

Stormløbet på OUH

Der findes dog somatiske afdelinger, som har sikkerhed højt på dagsordenen, og som har en decideret politik.

Odense Universitetshospitals FAM er et sådant eksempel. Afdelingen blev verdensberømt i Danmark i august 2012, da en stor gruppe mennesker stormede ind i forfølgelse af en bestemt patient, som FAMen havde fået ind.

Der kom nogle få skader på inventar og lignende, og ingen kom noget alvorligt til, men episoden var voldsomt skræmmende og satte for alvor sikkerhed på dagsordenen.

»Vi havde allerede noget arbejde i gang (om sikkerhed, red.) i hele byggefasen, men nu var der en lejlighed, hvor hele verden kiggede på os, og så var det nemmere at få sat dagsordenen ikke mindst i forhold til politiet. Det udnyttede vi selvfølgelig«, siger FAMens ledende overlæge Michael Hansen-Nord.

Det resulterede i en decideret sikkerhedsplan.

»Den beskriver nogle tiltag, som vi har arbejdet efter lige siden. Eksempelvis træner vi skallukning én gang om ugen som kræver nogle administrative rutiner i forhold til at bevogte nogle døre og sikre, at teknikken virker«, siger han.

Ved skallukning er det personalet, der bestemmer, hvem der kan lukkes ind – så f.eks. et traumekald vil naturligvis ikke blive lukket ude. Der bliver så at sige visiteret i døren og almindeligvis med politiets assistance.

»Og så har vi aftalt med Fyns Politi, at vi kan lave præventive skallukninger. Så hvis de har en episode og kan se, at der kan komme et efterspil på skadestuen, så kan de ringe til os og bede os lukke på forhånd, indtil der er klarhed over, hvad der kommer til at ske«, siger Michael Hansen-Nord.

Akutmodtagelsen har også en direkte linje til politiet, som kan bruges, hvis personalet har behov for hurtig politiassistance. Den assistance kommer erfaringsmæssigt inden for mindre end fem minutter.

Desuden har hospitalet et system med defusing og eventuelt debriefing, hvor personale, der har været udsat for traumatiske oplevelser, kan få bearbejdet deres følelser, få sat ord på og få vejledning i, hvordan de kan komme videre.

Også efterfølgende er sikkerhedsarbejdet yderligere opgraderet.

»I efteråret 2015 ansatte vi i afdelingen en sikkerhedsleder, som på halv tid beskæftiger sig med alt, hvad der hedder sikkerhed. Resten af tiden arbejder hun med arbejdsmiljø, og de to ting lapper lidt ind over hinanden«, siger Michael Hansen-Nord.

»Hun samler proaktivt op på episoder, som f.eks. bliver rapporteret ved morgenkonferencer. Vores funktionsledere i vagten aflægger rapport om morgenen, og det følger vi op på«.

Hvor stort er problemet med vold og trusler hos jer?

»Spark, trusler og vold forekommer mindst et par gange om ugen, vil jeg tro. Det, man ofte forbinder med vold og trusler, er skadestuearbejdet. Men halvdelen oplever vi kommer fra indlagte, som bliver udadreagerende, f.eks. patienter i delir, selvmordstruende eller lignende«.

Modtagelsen har desuden gruppeundervisning i f.eks., hvordan man får folk væk fra en potentielt eskalerende situation, og sikkerhedslederen har også til opgave at orientere om og undervise i sikkerhedsspørgsmål som del af sit almindelige arbejde. Personalet anbefales at bære alarm, der kan høres i hele huset, og som skal hidkalde intern assistance – »volumen«, som Michael Hansen-Nord kalder det – i et forsøg på at holde situationer under kontrol, indtil politiet kan være der. Hvilket dog helst skal undgås.

»Vi lægger meget forebyggende arbejde i, hvordan man undgår at opskalere en konfrontation«, siger Michael Hansen-Nord.

Hvilket råd har du til andre sygehuse, der måtte ønske at opgradere sikkerheden?

»Vi arbejder alle sammen med forskellige nødplaner – it, beredskab, brand og alt muligt andet. Dette her arbejde med trusler og vold skal op på dagsordenen og have første prioritet. For de mennesker, der er i afdelingen, er det et problem, de møder jævnligt, hvorimod vi jo ikke oplever brand årligt. Man skal have en systematisk tilgang til det. Trusler og vold er en del af opgavesættet, men vi synes, vi er godt klædt på. Og så er vi naturligvis tilfredse med, at Arbejdstilsynet også synes, vi gør det godt på området. Udfordringen er måske mest at få de ansatte, der har oplevet voldelige episoder, til at anmelde hændelsen som en arbejdsskade – det er desværre lidt op ad bakke«.

Akutmodtagelsen på OUH har et flow på lidt over 1300 patienter om ugen i gennemsnit. Samme antal besøger lægevagten i samme bygning. Lægges det til, at næsten alle patienter har en ledsager, er der godt 5.000 mennesker i afdelingen om ugen.

Fylder mere blandt sygeplejersker

At lægerne føler sig trygge er Winnie Mortensen enig i. Hun har siden marts været KBU-læge på OUHs akutmodtagelse – og tillidsrepræsentant – og hun er en af de ansatte, der ikke bærer alarm.

»Det gør de meget ovre i skadestuen, hvor mange sygeplejersker bruger det. Nogle gange kan det f.eks. være unge mennesker, der har været i byen, som har fået lidt for meget at drikke og er kommet op at slås, som kommer på skadestuen. Så er de i den der aggressive mode«.

Fylder sikkerhedsaspektet meget, synes du?

»Jeg tror mere, det fylder blandt sygeplejerskerne. De er tættere på patienterne. De er der hele tiden, hvor vi læger mere kommer og snakker kort med dem«.

Kan man mærke, at der er fokus på sikkerhed?

»Ja, det synes jeg. I forhold til, når der er et eller andet under opsejling. Politiet kan varskos, og vi kan selv trykke på knappen (og iværksætte skallukning, red.). Det er betryggende, at der er den mulighed«.

Læs også: Patienter banker lægen, men bliver ikke politianmeldt

Læs også: Vold - det taler vi ikke om

Læs også: Når patienten slå