Content area

|

»Se filmen for dens nænsomme udforskning af sorgens og mindernes væsen«

På forhånd lyder det temmelig absurd, at en otteårig pige, der lige har mistet sin mormor, kan møde sin egen mor som otteårig. Men i den franske film »Petit maman« giver dette magiske møde så megen mening, at man ikke stiller spørgsmål ved det. Se filmen for dens skildring af det på flere niveauer rørende møde mellem mor og datter og for dens nænsomme udforskning af sorgens og mindernes væsen, skriver anmelder Lene Agsersnap.
Foto: Angel Films
Forfatter(e)
Lene Agersnap, praktiserende læge og lægefaglig redaktør for Ugeskrift for Læger. Interessekonflikter: ingen

Céline Sciamma, kendt for filmen »Portræt af kvinde i flammer«, har begået endnu et nyskabende filmværk. På forhånd lyder det temmelig absurd, at en otteårig pige, der lige har mistet sin mormor, kan møde sin egen mor som otteårig. Men i hænderne på Sciamma giver dette magiske møde så megen mening, at man ikke stiller spørgsmål ved det. Tværtimod udfolder historien sig naturligt og stilfærdigt i mormoderens forladte hjem, hvor oprydningsprocessen er gået i gang, såvel fysisk som i de indre gemakker. Tempoet er befriende roligt uden på nogen måde at være langtrukkent. På forunderlig vis glider scenerne ubesværet frem og tilbage mellem nutidens hjem og samme hjem ca. 25 år tidligere, hvor de gammeldags tapeter og ditto husgeråd havde deres storhedstid og mormoderen var en kvinde i sin bedste alder.

»Petit maman«

Manuskript og instruktion: Céline Sciamma. Genre: Drama. Spilletid: 72 minutter. Premiere: 20. januar 2022. Spillesteder: Grand Teatret, Øst for Paradis og flere af landets biografer.

4 ud af 5 stjerner

Rollerne som det nutidige barn Nelly og hendes mor Marion, da hun var på samme alder, spilles meget overbevisende af tvillingerne Josephine og Gabrielle Sanz. Pigerne møder hinanden i forbindelse med hulebyggeri i mormoderens baghave, efter at den voksne mor, formentligt overvældet af sorg og minder, har ladet sin mand blive alene tilbage i sit barndomshjem med Nelly.

De to piger er umiddelbart på bølgelængde. Gennem deres rollelege får Nelly en flerdimensionel oplevelse af, hvem hendes mor er og var, samt hvad hun er rundet af. Man fornemmer, at flere vigtige elementer har været udeladt af de historier, hun har fået fortalt af de voksne om deres egen barndom. Nelly efterspørger således flere »reelle« historier fra sin far, andet og mere end at hans livret var pizza. Hvad var han f.eks. bange for? Har han da glemt det? Der er noget alvorsfuldt og betagende ved den måde, hvorpå rollerne næsten synes ombyttet i denne dialog, hvor Nelly, med sine dybsindige spørgsmål om livet og døden, udfordrer sin far.

Se filmen for dens skildring af det på flere niveauer rørende møde mellem mor og datter og for dens nænsomme udforskning af sorgens og mindernes væsen. Og som en påmindelse om, hvor skarpe iagttagere børn er. Både i forhold til det, der bliver sagt, og det, der bliver fortiet. Filmen er med sine 72 minutter en fin lille perle, der også kan give anledning til refleksion i relation til ens eget og patienternes liv: Tænk, hvis det var muligt at møde sine forældre, da de var på ens egen alder. Og måske er det rent faktisk muligt, hvis man i højere grad bruger sin fantasi.

Læs også:

»Måske er det bare svært at lave science-dokumentarer«

»Filmen er en smuk og sanselig beskrivelse af de helende bånd mellem mennesker«

»Filmen ,Rose’ er vellykket og en god skildring af at leve med sygdommen skizofreni«

Blad nummer: 

Right side

af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Lars Ulrik Gerdes | 22/09
3 kommentarer
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar