Skip to main content

100 år med hormoner: fysiologen Ernest H. Starlings introduktion af hormonbegrebet og den manglende nobelpris

Professor Jens H. Henriksen H:S Hvidovre Hospital, Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Afdeling 239

31. okt. 2005
7 min.


»Rapidly cutting off a further piece of jejunum he rubbed its mucous membrane with sand in weak HCl, filtered, and injected it into the jugular vein of the animal. After a few moments the pancreas responded by a much greater secretion than had occurred before. It was a great afternoon« . Sådan erindrer lægen Sir Charles Martin fysiologerne Bayliss og Starlings opdagelse af det første hormon, sekretin, i 1902 [1, 2]. Dette er et af de betydelige gastrointestinale forskningsresultater, for hvilke lægen Ernest Henry Starling (1866-1927) erindres i dag. Andre er væsentlige pionerarbejder om hjertets elektriske aktivitet, herunder de første elektrokardiogrammer (EKG'er) fra mennesker, den transkapillære væskedynamik (mekanismerne ved ødem og lymfedannelse), gastrointestinal motilitet (peristaltik) og Starlings hjertelov [2, 3].

Starling introducerede betegnelsen »hormon« og den hormonale regulering i en serie foredrag (Croonian lectures) på Royal College of Physicians i London fra den 20. juni 1905. Disse foredrag blev publiceret i The Lancet samme år [4]. Fy-siologen William Hardy havde inviteret Starling til middag på Caius College i Cambridge. Her diskuterede de en betegnelse for stoffer frigjort til blodstrømmen med virkning andetsteds i organismen. Ved denne lejlighed henvendte Starling og Hardy sig til den klassiske filolog W.T. Vesey , som foreslog det græske ord for at »excitere og vække« [2, 3, 5]. Ved den første Croonian-forelæsning anvendte Starling denne betegnelse: »These chemical messengers, however, or hormones (from ó ρμαω, I excite or arouse) as we might call them« (Figur 1 ) [4]. Ordet hormon (kemisk meddeler, kemisk korrelat, kemisk refleks) blev således det velkendte navn for alle aktive principper, der bliver dannet i en del af organismen og fordelt med det cirkulerende blod mhp. funktion, regulering, stimulation og vækst i en anden del af organismen.

Hormonkonceptet rystede den på den tid herskende opfattelse, at legemsfunktioner var reguleret alene af nervesystemet [2]. En del, inklusive Ivan Pavlov, nægtede at acceptere Bayliss og Starlings resultater, og en række kontroverser blev ikke løst før i 1912. Dette er tidligere beskrevet i Ugeskriftet [6]. Andre tidlige hormoner var adrenalin, gastrin og pituitrin (vasopressin), og Starling foreslog i 1912 eksistensen af insulin (et navn, der blev anvendt første gang af fysiologen E.A. Sharpey-Schafer).

Starlings videnskabelige resultater vidner om en bemærkelsesværdig klarsynet og visionær forsker. Han var uddannet på Guy's Hospital i London i 1880'erne og etablerede her et nyt fysiologisk laboratorium i 1897. Han blev efterfølgende professor i fysiologi (the Jodrell Chair) ved University College, London, i en alder af 33 år og blev i 1923 forskningsprofessor under Royal Society. Starling var ihærdig, ambitiøs og hårdtarbejdende. En stor eksperimentalist og inspirerende lærer, hvis laboratorium med dets uformelle atmosfære tiltrak mange unge forskere. To af disse, nobelpristageren A.V. Hill og fysiologen Sir Charles Lovatt Evans efterfulgte ham som Jodrell-professorer. Starling blev nomineret til nobelprisen i fysiologi eller medicin af fire ikkeengelske forskere: fysiologen Emile Lahousse fra Belgien, farmakologen Otto Loewi fra Østrig, fysiologen og anatomen Pol André Bouin fra Frankrig og fysiologen Boris Babkin fra Rusland/Canada [2, 7]. I 1914 var Starling meget tæt på at få nobelprisen for sin opdagelse af sekretin og den hormonale regulering, men flere forhold hindrede dette. Den officielle forklaring var de suspenderede nobelprisuddelinger under 1. verdenskrig [8, 9], men andre forhold var mere væsentlige. Nobelkomiteen arbejdede videre under krigen, men tildelte ikke medicinske nobelpriser i perioden 1915-1919, dels på grund af vanskelighederne under krigen, dels for at opbygge fondsreserver.

Under 1. verdenskrig meldte Starling sig til den engelske hærs lægekorps og stoppede for en tid den fysiologiske forskning [2]. Hans åbne kritik af politikere, bureaukrater og det britiske aristokrati blev ikke godt modtaget. Han blev udstationeret (forvist) til Thessaloniki, men tog efterfølgende sin afsked og vendte tilbage til London. Hans liberale holdning til f.eks. alkohol, svangerskabsforebyggelse og moderne livsstil bidrog til et billede af en radikal person. Mange blev forargede, da Starling kort efter krigen var blandt de første til at tilråde forsoning og byde udenlandske kolleger (inklusive tyske fysiologer) velkommen til fortsat videnskabeligt arbejde i London. Ydermere fornærmede han offentligt formanden for den medicinske nobelkomite, den svenske professor i fysiologi Johan Erik Johansson (Figur 2 ), som han kendte fra videnskabelige møder og bestyrelsesmøder i en række fysiologiske selskaber. Starling arbejdede sammen med Johansson i den komite og arbejdsgruppe, der skulle forberede den XII Internationale Fysiologikongres i Stockholm i 1926. I komiteen sad også fysiologerne A.V. Hill og Willem Einthoven . Førstnævnte fik (til Starlings overraskelse) den medicinske nobelpris for 1922, der først blev annonceret og uddelt i 1923 sammen med nobelprisen til John J.R. MacLeod & Frederick G. Banting for opdagelse af insulinet. Umiddelbart efter skrev Starling sine synspunkter på videnskabelige udmærkelser som videnskabelig drivkraft i tidsskriftet Nature [10]. Dette var meget nedgørende for den religiøse og stærkt moralbevidste Johansson , der udvirkede, at et andet komitemedlem, W. Einthoven , fik nobelprisen senere i 1924 efter indstilling fra bl.a. A.V. Hill . Ud over at påpege, at det var Banting og Best , der opdagede insulinet, skrev Starling i Nature: »Rewards (Nobel Prizes and academic distinctions) ... might, like charity, do much good to the giver, they would not, I think, influence in the slightest degree the output of ,»discovery`« [10]. Dette var en kolossal nedvurdering af den »markante og aktuelle videnskabelige opdagelse«, som formanden for den medicinske nobelpriskomite, professor Johansson , tillagde så megen vægt. Johansson havde i 1890 gennem et halvt år arbejdet sammen med Alfred Nobel i Paris og mente, at hans tolkning af »en videnskabelig opdagelse« var korrekt og betydningsfuld for den videre videnskabelige udvikling [8]. Dette bidrog til, at en betragtelig stilhed sænkede sig over Starlings videnskabelige præstationer i den medicinske nobelkomite. Professor Johansson afviste endelig Starling som nobelpristager i marts 1926 med ordene: »Starling är en synnerligen framstående forskare. Hans upptäck tilsammans med Bayliss - av pankreassekretinet, vilken upptäckt man kan betrakta som ett av uppslagen till hormonläran, är efter min mening av sådan betydelse, att den bort belönas med Nobelpris. Den ligger emmelertid numera nästan 1/4 sekel tillbaka i tiden ... Det finnes sålunde efter min mening intet skäl att upptage detsamma til särskild prövning« [7]. Ved den XII Internationale Fysiologikongres i Stockholm i august 1926 sad Johansson til festmiddagen i Det Blå Rum på Stockholms Rådhus sammen med nobelpristagerne Ivan Pavlov, A.V. Hill, W. Einthoven og August Krogh , og over for sad Starling , men det var sidstnævnte, der holdt festtalen, og han reflekterer her over forskellige nationaliteters tilgang til fysiologi. Hvad angår egne landsmænd, kom Starling til følgende konklusion: »Because it is the hardest and the finest game« .

Betegnelsen hormon er i dag kendt af alle, men det er Starlings fortjeneste, og før ham var den humorale regulatoriske forskning meget sparsom, selv i lyset af »intern sekretion«. Han så det enorme potentiale i fysiologisk regulering ved kemisk koordinering af en række vigtige legemsfunktioner via det cirkulerende blod. Gennem hele livet understregede Starling med bemærkelsesværdig stringens og styrke vigtigheden af kritiske og nyskabende holdninger og en fundamental videnskabelig tilgang til medicinen. Nu her på hormonernes 100-års-dag må hormonkonceptet siges også at have bestået tidens test.


Jens H. Henriksen , Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Afdeling 239, H:S Hvidovre Hospital, DK-2650 Hvidovre. E-mail: jens.h.henriksen@hh.hosp.dk

Antaget: 13. juli 2005

Interessekonflikter: Ingen angivet

Taksigelse: Materiale fra Nobelarkivet er venligst stillet til rådighed af den Medi-cinske Nobelkomite. Speciel tak til administratör Ann-Margreth Jörnvall , Nobel Forum.




Summary

Summary 100 years of hormones: physiologist Ernest H. Starling's introduction of the hormone concept Ugeskr Læger 2005;167:3061-3063 The term hormone is by now familiar to all, but it is the English physiologist and physician Ernest H. Starling's term, and before him the search made little sense even in the light of "internal secretion". He saw the great potential of regulatory physiology through chemical coordination of the bodily functions by the circulating blood. Throughout his life he stressed fundamental scientific attitudes and ideas with remarkable persistence and power, and hormones have stood the test of time. Sadly, he never received a Nobel Prize in Physiology or Medicine.

Referencer

  1. Bayliss WM, Starling EH. On the causation of the so-called "peripheral reflex secretion'' of the pancreas. Proc Roy Soc 1902;69:352-3.
  2. Henriksen JH. Ernest Starling, the scientist and the man. J Med Biography 2005;13:22-30.
  3. Henderson J. Ernest Starling and "Hormones'': an historical commentary. J Endocrinol 2005;184:5-10.
  4. Starling EH. The croonian lectures: on the chemical correlation of the functions of the body. Lancet 1905;2:339-41,423-5,501-3,579-83.
  5. Needham J. Order and life. Cambridge: University Press, 1936:80-2.
  6. Henriksen JH., Schaffalitzky de Muckadell O. Sekretin - det første hormon. Ugeskr Læger 2002;164:320-5.
  7. Papers from the Medical Nobel Committee. Letter from E. Lahousse to the Nobel Committee. January 15, 1913: no. 70, gr. II:2. Letter from O. Loewi to the Nobel Committee on January 26, 1913: no. 122, gr. II: 71-2. 1913: Utredning angående Schäfer, Baylis och Starling. Avd II: 4:1-7. Letter from A. Bouin to the Nobel Committee on January 21, 1914: no. 102, gr. II:12-3. 1914: Utredning angående Lanley, Sherrington, Bayliss och Starling samt Einthoven. Avd III 1914;6:1-8. Letter from B. Babkin to the Nobel Committee on January 3. 1926, no. 31, gr II:70-2. 1926. Utlåtande angående E.H. Starling. Avd II:15. Stockholm: Kungl. Vetenskapsakademiens arkiv, Nobelarkivet.
  8. Liljestrand G. The Prize in Physiology or Medicine. I: Schück H, Sohlman R, Österling A et al, red. Nobel. The Man and His prizes. Amsterdam, London, New York: Elsevier Publications, 1962:131-343.
  9. Zuckerman H. Scientific Elite. New York: Free Press, 1977:1-325.
  10. Starling EH. Discovery and research. Nature 1924;113:606-7.