Okklusionsgangtræning som genoptræning til en patient med kronisk knæartrose

Knæartrose karakteriseres ved ledsmerter, nedsat funktionsniveau og forringet livskvalitet [1]. I behandlingen vil der ofte være fokus på at forbedre knæekstensorernes kontraktionsstyrke, da denne ofte er nedsat [2] og samtidig har stor positiv indflydelse på fysisk funktion hos patienter med knæartrose [3]. Nogle patienter med knæartrose oplever forværrede knæsmerter ved udførelse af konventionel tung styrketræning [1], der anses som den optimale træningsform til øgning af muskelstyrke. En alternativ behandlingsform kunne derfor være okklusionsgangtræning pga. de lave kraftbelastninger på knæleddet og den forøgede muskelstyrke, som er dokumenteret hos raske, ældre personer [4]. Imidlertid findes der ingen videnskabelige studier af okklusionsgangtræning hos personer med knæartrose.

SYGEHISTORIE

En 75-årig kvinde, som havde svær artrose i højre knæ, men ingen andre komorbiditeter, blev tilbudt knæalloplastik. Hun afstod og udførte i stedet selvtræning i form af bl.a. yoga, gåture og hjemmeøvelser fra et tidligere træningsforløb målrettet personer med artrose. Pga. vedvarende smerter blev hun tilbudt ni ugers okklusionsgangtræning af det afficerede ben i et forsøg på at øge den maksimale knæekstension og -fleksionsstyrke, forbedre funktionsniveauet og mindske knæsmerterne. Eftersom hun havde interesse i gåture og tidligere erfaring med selvtræning, blev det vurderet, at okklusionsgangtræningen kunne være en motiverende træningsmetode.

Gangtræningen blev udført tre gange om ugen (med en superviseret session om ugen). Træningen bestod af 20 min. udendørs gang i fladt terræn (hastighed ca. 4 km/t) med en 10 cm bred okklusionsmanchet placeret proksimalt omkring det afficerede ben [5]. Bestemmelsen af det arterielle afklemningstryk for ekstremiteten blev ikke gennemført, da patienten følte, at trykstigningen i benet blev uudholdelig. Derfor blev et absolut manchettryk anvendt og gradvist øget med 10 mmHg om ugen i fem uger (fra 120 mmHg til 160 mmHg). Herefter forblev okklusionstrykket fastholdt på 160 mmHg til og med uge ni. Trykket blev holdt konstant under gangtræningen og blev kontrolleret og justeret undervejs. Patienten udfyldte en dagbog efter træning, hvori hun noterede tid, gangdistance, grad af knæsmerter (numerisk rangskala (NRS) 0-10), anstrengelse i benet (NRS 0-10) og anvendt manchettryk.

Maksimal isometrisk knæekstensor- og knæfleksorstyrke blev målt med et isokinetisk dynamometer ved 75 og 20 graders knæledsfleksion ved baseline og efter ni ugers træning. Der blev udført to prøveforsøg og tre testforsøg. Der blev ydermere udført 30-sekunders-rejse og sætte sig-test, timed up-and-go, 40-m-gangtest og trappegangtest samt udfyldt Knee Injury and Osteoarthritis Outcome Score (KOOS) ved baseline samt efter fire ugers og ni ugers træning.

Patienten gennemførte alle planlagte træningssessioner med milde knæsmerter og ingen anstrengelser i benet (Tabel 1). Efter fire ugers træning viste patienten fremgang i alle funktionstest (10-33%), og efter yderligere fem uger var funktionstestene forbedret med 12-44% ift. baseline (Tabel 1). Derimod blev knæekstensor- og knæfleksormuskelstyrke og KOOS-subscoring ikke ændret betydeligt (Tabel 1).

DISKUSSION

Okklusionsgangtræningen blev gennemført uden gener eller ubehag for patienten i sygehistorien. Funktionstestene viste forbedringer på op til 44%, hvilket indikerer, at træningsmetoden kan have relevans inden for klinisk rehabilitering, under hensyntagen til patientens specifikke sygehistorie. Nærværende casestudie har dog metodemæssige begrænsninger, der hindrer generalisering til en større population af patienter med kronisk knæartrose. Der blev ikke fundet fremgang i maksimal knæmuskelstyrke eller KOOS-score, hvilket kan skyldes, at gangtræning er anvendt i stedet for styrketræning, hvorfor træningsintensiteten muligvis har været for lav. Samtidig kan knæsmerter begrænse forbedringer af f.eks. KOOS-activities of daily living-score. Derudover var træningen primært selvtræning, og det maksimale okklusionstryk blev ikke bestemt, hvorfor det optimale relative manchettryk ikke kunne bestemmes, hvilket kan have påvirket den tilsigtede intensitet og udbyttet af okklusionstræningen.

Den præsenterede sygehistorie giver anledning til at gennemføre yderligere kontrollerede undersøgelser af, om okklusionsgangtræning kan anvendes som træningsmetode til personer med kronisk knæartrose, og om denne træningsform giver den ønskede effekt på muskelstyrke, fysisk funktion og smerteoplevelse.

KORRESPONDANCE: Naaja Petersson. E-mail: Np_499@hotmail.com
ANTAGET: 1. september 2020
PUBLICERET PÅ UGESKRIFTET.DK: 5. oktober 2020
INTERESSEKONFLIKTER: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
LITTERATUR: Findes i artiklen publiceret på Ugeskriftet.dk