Skip to main content

Alvorlige knoglebrud under leg på Segway-køretøj

Segway-kørsel i en forlystelsespark.
Segway-kørsel i en forlystelsespark.

Svend Erik Heiselberg & Ole Brink

21. jul. 2014
4 min.

I 2001 blev Segway introduceret som et nyt og revolutionerende køretøj. Siden har Segway fundet anvendelse som professionelt transportmiddel f.eks. hos politi og vagtværn, men den anvendes også til forlystelse. En Segway er eldrevet og kan opnå en tophastighed på 20 km i timen. Den markedsføres som et køretøj, der let og intuitivt kan betjenes.

På et år har vi opereret otte patienter, som havde fået alvorlige knoglebrud efter kørsel på Segway i en forlystelsespark (Tabel 1). Idet denne ulykkestype er ny i Danmark, har vi fundet det relevant at omtale to patienter, der pådrog sig hoftefrakturer. Disse frakturer er sjældne efter ulykker hos i øvrigt raske, yngre personer.

 

SYGEHISTORIER

I. En 59-årig tidligere rask og erhvervsaktiv mand væltede, da han kørte ved lav hastighed på en Segway. Han slog højre hofte og pådrog sig en disloceret collum femoris-fraktur. To timer senere blev der foretaget osteosyntese med anatomisk reposition af frakturen samt fiksering med tre skruer. De følgende to og en halv måned fik han tiltagende smerter, og en kontrolrøntgenundersøgelse viste kollaps af frakturen. Ved reoperationen blev skruerne fjernet, og der blev indsat en ucementeret total hofteprotese. Efter yderligere tre uger blev der foretaget reoperation med infektionssanering og udskiftning af samtlige protesekomponenter. Seks måneder efter ulykken genoptog han sit erhvervsarbejde (på kontor), og efter et år var tilstanden stationær, men han havde varigt nedsat funktionsniveau.

 

II. En 26-årig mand væltede med en Segway i en forlystelsespark og pådrog sig en disloceret collum femoris-fraktur. Han blev opereret akut, og frakturen blev reponeret til anatomisk stilling og fikseret med tre skruer. Ved den afsluttende kontrol et halv år efter skaden var han smertefri, og en røntgenundersøgelse viste frakturheling uden tegn på avaskulær

nekrose.

 

DISKUSSION

Vi har i denne kasuistik belyst en type ulykker, som vi ikke tidligere har observeret i Danmark. I takt med den stigende popularitet og udbredelse af Segway kan vi også forvente en stigning i antallet af Segway-relaterede ulykker. I de to sygehistorier fik begge patienter meget alvorlige skader, der krævede indlæggelse, operation og længerevarende sygemelding.

Internationalt findes der kun få studier, hvor man systematisk har belyst traumer efter fald ved Segway-kørsel, samstemmende er dog, at skaderne ofte er alvorlige, men sjældent dødelige [1-3].

Vincent et al har publiceret en caseserie med tre mænd, der under arbejde var forulykket med Segway. En patient (58 år) var blevet multitraumatiseret med acetabulum- og costafrakturer og pneumothorax, en anden (55 år) havde fået åben distal crus-fraktur, og en tredje (55 år) havde fået cerebrale skader og ansigtsskader [2].

I et studie af Boniface et al belyses 41 alvorlige tilfælde med tilskadekomst på Segway. Ti blev indlagt og behandlet for brud på ekstremiteter, bækken og ansigt samt cerebrale skader og pneumothorax. Tre fjerdedele af de tilskadekomne var kvinder med en medianalder på 50 år [3].

Segway-ulykkerne, der er beskrevet i denne kasuistik, skete i en forlystelsespark, hvor der var fokus på sikkerheden. Således var maskinernes maksimale hastighed neddroslet til 12 km i timen, og der var obligatorisk brug af hjelm, albuebeskyttere og handsker. Alle fik instruktion, og al færdsel foregik på etablerede terrænbaner. Når der alligevel forekommer alvorlige tilskadekomster, bør det give anledning til yderligere overvejelser om forebyggelse.

Antallet af tilskadekomne under brug af Segway i Danmark er ukendt. Forudsætningen for at kende antallet er, at man i skadestuernes sekretariater anvender de eksakte koder for Segway som den ydre årsag til en skade [4]. En Segway kan ikke sammenlignes med andre transportmidler, hvilket har medført vanskeligheder med at indplacere den i færdselsloven.

I Danmark blev Segway oprindeligt sidestillet med en scooter, men som led i en forsøgsordning frem til 31. december 2014 klassificeres den i dag som en cykel, dog skal føreren være minimum 16 år [5].

Med baggrund i denne kasuistik vil vi anbefale, at der i Danmark kommer øget fokus på skader med Segway.

 

Korrespondance: Svend Erik Heiselberg, Traumesektoren, Ortopædkirurgisk

Afdeling E, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C.

E-mail: svenheis@rm.dk

Antaget: 2. august 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 7. oktober 2013

Interessekonflikter: ingen.

Summary

Severe fractures while driving a Segway personal transporter

We present two cases of patients who sustained severe fractures while driving a Segway in an amusement park. The first, a 59-year-old man, had a displaced femoral neck fracture ope­rated with three screws. After two and a half months he had a total hip replacement. After three weeks he had another re­placement due to infection. The second, a 26-year-old male, had a displaced femoral neck fracture operated with three screws. The fracture healed uneventfully. The Segway’s legal position, in Denmark, is like bicycles. For statistics, we have specific codes for trauma with a Segway.

Referencer

Litteratur

  1. www.telegraph.co.uk/news/uknews/8027301/Segway-company-owner-dies-
    riding-two-wheeled-machine-off-cliff.html (5. sep 2013).

  2. Vincent KB, Block EF, Black J. Traumatic injuries associated with Segways and personal transporters. Am Surg 2009;75:722-4.

  3. Boniface K, McKay MP, Lucas R et al. Serious injuries related to the Segway personal transporter: a case series. Ann Emerg Med 2011;57:370-4.

  4. http://medinfo.dk/sks/brows.php (5. jan 2013).

  5. Trafikstyrelsen. Forlængelse af forsøg med elektrisk drevne en-akslede køretøjer (Segway o.l.). j.nr. TS2060101-00015.