Elektrisk stimulation mod muskel- og funktionstab hos en patient indlagt med COVID-19

På trods af at der ikke har været meget fokus på muskelmassen hos patienter med COVID-19-infektion, har der været talrige eksempler på patienter, der efterfølgende har haft udtalt muskelsvækkelse. Fra studier med raske personer vides det, at tab af muskelmasse sker tidligt og hurtigt i forløbet [1], og hos patienter, der er i respiratorbehandling, er der påvist fald i muskelmassen på 17,7% inden for de første ti dage [2]. Tab af muskelmasse og muskelstyrke kræver ofte langvarige genoptræningsforløb, særligt hos ældre patienter, og det giver derfor mening at målrette en indsats til modvirkning af muskelatrofi hos immobiliserede patienter så tidligt som muligt efter indlæggelse.

Neuromuskulær elektrisk stimulering (NMES) er en metode, der tidligere er påvist at kunne forhindre muskelatrofi hos både immobiliserede og kritisk syge patienter [3, 4]. Metoden har dog aldrig vundet generelt indpas i klinisk praksis, primært pga. tidskrævende procedurer i forbindelse med elektrodeplacering, ineffektive NMES-protokoller og elektrodeinduceret hudirritation [5]. I et samarbejde med Aarhus Universitet har vi derfor udviklet en biokompatibel elektrode, der kan integreres i en antiemboli (thromboembolic deterrent, TED)-strømpe, som patienten kan beholde på under hele indlæggelsen. Det bevirker, at elektroden kan bevare sin placering og hudkontakt, uden at der benyttes hudirriterende klæbemasse, og samtidigt kan patienten stimuleres flere gange dagligt, så effekten af NMES optimeres.

I denne kasuistik beskrives de første resultater fra en patient, der var indlagt med COVID-19-infektion og under sin indlæggelse fik NMES på det ene bens lårmuskulatur tre gange dagligt. Det andet ben fungerede som intern kontrol.

SYGEHISTORIE

En 62-årig, muskuløs mand, der blev diagnosticeret SARS-CoV-2(RNA)-positiv den 20. september 2020, blev indlagt den 14. oktober 2020 pga. svækket almentilstand. Han var kardiovaskulært stabil og afebril. Saturationen var 94% uden ilttilskud. Blodprøver viste leukocytniveau på 9,4 mia./l, C-reaktivt protein-niveau på 191 nmol/l, forhøjede fasereaktanter og D-dimerniveau på 4,3 mg/l. Der blev påbegyndt behandling med piperacillin/tazobactam. En røntgenoptagelse af thorax viste bilaterale restinfiltrater efter corona og CT af thorax var uden tegn til lungeemboli. Patienten havde normal funktion af bevægeapparatet og ingen pareser eller neurologiske udfald. Han var indlagt i seks dage, alle dage i dråbeisolation og sengeliggende pga. træthed.

Efter samtykke og inklusion fik han foretaget indledende undersøgelse (præ) af muskelstørrelse (muskeltykkelse af m. rectus femoris (RF) og m. vastus lateralis (VL) målt med UL-skanning), quadricepsmuskelstyrke (med Lafayette dynamometer) og et-bens balancetest. Herefter fik han påført den specialiserede NMES-TED-strømpe på et randomiseret ben (ES) og en normal TED-strømpe på det andet ben (CON). Ud over vanlig fysioterapi modtog patienten herefter NMES tre gange dagligt i fem dage. NMES-protokollen bestod af en kortvarig opvarmning (10 Hz 300 μs i tre minutter) efterfulgt af 30 minutters stimulering (60 Hz 400 μs), ved patientens subjektive tolerancetærskel og intensiteten (mA) blev noteret. Han oplevede intet ubehag ved NMES. Umiddelbart før udskrivelsen blev alle undersøgelser og målinger gentaget (post), resultaterne er opsummeret i Figur 1. På det ben, der fik elektrisk stimulering, sås en let øgning/bevaret tykkelse af VL (+ 7,4%) og RF (+ 2,0%), hvorimod der sås et fald på henholdsvis –10,5% (VL) og –5,4% (RF) på kontrolbenet (Figur 1A + B). Der sås en fremgang i muskelstyrken bilateralt, men størst fremgang på det stimulerede ben (ES: + 145 N, CON: + 32 N (Figur 1C)). På det stimulerede ben sås også en fremgang i et-bens balancen (ES: + 18,5 s), mens balancen på kontrolbenet var uændret (Figur 1D).

DISKUSSION

Der findes kun ganske begrænsede oplysninger om, hvordan bevægeapparatet påvirkes hos patienter med COVID-19. Denne sygehistorie indikerer, at der i lighed med ved andre former for kritisk sygdom og immobilisering kan udvikles ganske markant muskelatrofi selv ved kortvarig indlæggelse. På trods af, at patienten i sygehistorien formentlig vil komme sig relativt hurtigt, gælder det langtfra alle patienter, og det giver derfor mening at udvikle interventionsformer til forebyggelse af muskel- og funktionstab hos kritisk syge og immobiliserede patienter generelt. På trods af at NMES ikke kan erstatte andre former for fysisk træning, illustrerer denne sygehistorie, at NMES kan være et effektivt supplement til normal fysioterapi, hvis de nuværende udfordringer med NMES løses.

Korrespondance Charlotte Suetta. E-mail: charlotte.suetta@regionh.dk

Antaget 6. maj 2021

Publiceret på ugeskriftet.dk 17. maj 2021

Interessekonflikter Der er anført potentielle interessekonflikter. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk

Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk

Artikelreference Ugeskr Læger 2021;183:V03210275