Simulationsbaseret træning i primærsektoren

Flere og mere komplekse opgaver bliver overdraget til primærsektoren i øjeblikket som et forsøg på at øge tilgængeligheden af behandling for patienterne og tackle sygehusenes stigende ressourceforbrug [1, 2]. For at kunne sikre, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer til at løfte disse opgaver, er der derfor behov for en koordineret og målrettet uddannelsesindsats inden for primærsektoren. En væsentlig del af uddannelsesindsatsen kan med fordel bestå af simulationsbaseret træning (SBT), som er en praksisnær og erfaringsbaseret læringstilgang, hvor der er mulighed for at træne sundhedspersonale uden fare for patienterne [3]. Den brede erfaring med træningsmetoden har medført et stærkt evidensgrundlag, der bekræfter et positivt læringsudbytte [4, 5]. Størstedelen af erfaringen stammer dog fra sekundærsektoren, hvorimod SBT kun i begrænset omfang er blevet anvendt i primærsektoren – og der primært ved brug af standardiserede patienter til kommunikationstræning [6].

Eftersom der er en betydelig forskel i arbejdsgange mellem primær- og sekundærsektoren (se Figur 1 for karakteristika ved primærsektoren), afspejler den aktuelle litteratur ikke den brede vifte af opgaver, sundhedspersonale varetager, eller de rammer, der ligger til grund for opgaveløsningen i primærsektoren [7]. Den tager heller ikke højde for de forskellige arbejdspladser, der udgør sektoren, herunder almen medicin, hjemmeplejen og plejehjemmet, eller de forskellige simulationsformer, der kan appliceres i den sammenhæng [7]. Desuden kan det utilstrækkelige netværk for facilitatorer og den manglende deling af undervisningsressourcer til SBT i primærsektoren forhindre facilitatorerne i at iværksætte initiativer lokalt [8]. Formålet med denne artikel er derfor at beskrive de forskellige anvendelsesmuligheder for SBT i primærsektoren ud fra den eksisterende litteratur samt forfatternes erfaring på området.

SIMULATIONSBASERET TRÆNING I PRIMÆRSEKTOREN

En international dataindsamling bestående af både et systematisk review og samtaler med uddannelsesansvarlige på området ligger til grund for denne artikel [6, 9]. På trods af det tidlige stadie af forskningen kan der stadig drages flere konklusioner fra litteraturen, som er præsenteret nedenfor.

Faggrupper, der kan trænes ved simulationsbaseret træning

SBT er blevet godt modtaget af det brede udsnit af faggrupper, der arbejder i primærsektoren, herunder læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter og -hjælpere, farmaceuter, fysio- og ergoterapeuter, jordemødre, socialrådgivere og administrative medarbejdere [6]. Træningsmetoden tilbyder således en fleksibel tilgang, der kan imødekomme de diverse faggruppers varierede læringsbehov. Dette gælder også hele uddannelseskontinuet, dvs. grund-, videre- og efteruddannelse, og derfor bør SBT integreres i uddannelsen, hvor scenarier af stigende kompleksitet trænes. SBT gennemføres ofte på monofaglig basis, dog er flere begyndt at anvende tværfaglig SBT [10, 11]. Her trænes eksempelvis hele personalet på et plejehjem eller i et lægehus som et team mhp. at styrke den tværfaglige respons på en given situation.

Ud over de diverse faggrupper består primærsektoren af forskellige områder, bl.a. almen medicin, hjemmeplejen og plejehjem. SBT har hovedsageligt været rettet mod almen medicin, men der er flere eksempler på, hvordan metoden effektivt kan avendes for de sundhedspersonaler, der arbejder i hjemmeplejen og på plejehjem [12, 13]. Endvidere er der mulighed for at anvende SBT til træning af tværsektorielt samarbejde – et behov, der kommer til at vokse i takt med den stigende opgavevaretagelse i primærsektoren [14].

Kompetencer, der kan trænes ved simulationsbaseret træning

Relevante kompetencer kan udpeges ved at overveje primærsektorens hyppige eller kritiske arbejdsopgaver samt de kompetencer, der egner sig til SBT. De omfatter bl.a. [7]: 1) Patient- og pårørendekommunikation: Kommunikation med patienter og pårørende er en grundlæggende kompetence i primærsektoren, og med SBT har man muligheden for at træne både principper for god kommunikation og specialiserede kommunikationsteknikker som svære samtaler, patientinddragelse og fælles beslutningstagning. 2) Kliniske færdigheder: Der er adskillige kliniske færdigheder, sundhedspersonale skal tilegne sig i primærsektoren, f.eks. blodprøvetagning, vaccinering, spirometri, kateteranlæggelse og sårpleje, og størstedelen kan trænes vha. SBT. 3) Sociale og kognitive færdigheder: Der er stigende fokus på de sociale og kognitive færdigheder, herunder opgaveløsning, teamwork, ledelse, situationsbevidsthed og beslutningstagning og deres rolle i patientsikkerhed. SBT giver plads til træning af disse færdigheder med fokus på, hvordan de udspiller sig i primærsektoren. 4) Akutte situationer: Alt efter hvor man arbejder i primærsektoren, kan akutte situationer være forholdsvis sjældne, men sundhedspersonalet skal alligevel være i stand til at håndtere dem. SBT giver mulighed for at træne de mest sandsynlige eller livstruende akutte situationer, der kan opstå i denne kontekst, samt tidlig opsporing af begyndende akut sygdom. 5) Mental sundhed: Patienter med belastningstilstande og psykiske lidelser fylder meget i primærsektoren, men tilgangen i en psykiatrisk konsultation er anderledes end i en somatisk konsultation. Psykiatrisk konsultation kan med fordel trænes ved SBT. 6) Nye arbejdsgange: Der forventes at komme mange nye udviklinger i primærsektoren, og nye arbejdsgange kan trænes vha. SBT, f.eks. træning af både sundhedspersonale og patienter i at skabe sikre rammer for hjemmeindlæggelse. 

De præcise læringsmål, der trænes ved hver kompetence, afhænger af deltagernes læringsbehov og træningens formål, men de kan omfatte både videns-, færdigheds-, og holdningsrelaterede læringsmål [9]. Endvidere er det vigtigt at påpege, at flere træningsmetoder kan bruges til træning af de ovenstående kompetencer. Ifølge læringsteorien bør kompetenceudvikling og dermed valg af træningsmetoden følge principperne i Millers pyramide (Figur 2), hvor SBT bygger på eksisterende læring og fokuserer på, at deltagerne fremviser deres kompetencer, inden de applicerer deres læring i praksis [15].

Simulationsformer, der kan anvendes

Der findes flere forskellige simulationsformer, som er beskrevet i Tabel 1 sammen med deres anvendelsesmuligheder, fordele og ulemper i en primærsektorsammenhæng [16, 17]. Overordnet set kan alle simulationsformer anvendes i primærsektoren, men den hyppigste form er angiveligt standardiserede patienter og rollespil [6]. Denne form stiller mindre krav til organisationen ift. simulationsudstyr og er velegnet til læringsmål omkring kommunikation – en kernekompetence i primærsektoren. Litteraturen viser dog, at der ikke er én simulationsform, der er effektiv i alle tilfælde [6]. Det konkrete valg i en given kontekst afhænger af såvel de uddannelsesmæssige som de praktiske rammer, der ligger til grund for træningen. Herudover kan den præcise sammensætning af SBT variere, og ofte bliver SBT suppleret af didaktisk undervisning, f.eks. et oplæg om det udvalgte emne [6]. Dette er ikke et absolut krav, dog kan det sikre, at deltagerne besidder de nødvendige forudsætninger for at kunne deltage aktivt i simulationsscenariet og dermed får størst muligt udbytte af træningen.

AFVIKLING AF SIMULATIONSBASERET TRÆNING I PRAKSIS

SBT i sekundærsektoren følger tit den samme sekvens med en briefing, et scenarie og en debriefing [18]. Træningen skal ligeledes afholdes af en uddannet facilitator, der har kompetencer i disse tre faser og forståelse for, hvordan der skabes psykologisk tryghed blandt deltagerne. Formålet med briefingen er at orientere deltagerne om reglerne og forventningerne for simulationen, mens formålet med debriefingen er en fælles refleksion for at drage læring fra oplevelsen og feedback til deltagerne. Denne sekvens kan ligeledes appliceres til SBT i primærsektoren [19]. Her gælder de samme grundlæggende principper for afholdelsen af briefingen og debriefingen, men det simulerede scenarie skal tilpasses konteksten. For at sikre, at scenariet passer til den kliniske hverdag, skal der justeres for: 1) hvilke scenarier og kompetencer der bør trænes, 2) hvilket udstyr der står til rådighed, 3) hvilken hjælp der kan tilvejebringes og hvordan, og 4) hvordan simulationslokalet er indrettet.

Ud over forskellige muligheder for afviklingen af det enkelte scenarie er der flere muligheder for, hvor SBT afholdes. Overordnet set kan SBT enten foregå på en simulationsenhed i forbindelse med et kursusforløb eller som in situ-simulation på egen matrikel [6]. Der er fordele og ulemper ved begge modeller (Tabel 2) [20]. Simulationsenheder kan arbejde med SBT inden for både primær- og sekundærsektoren, men der er efterhånden kommet eksempler på enheder, der udelukkende arbejder inden for primærsektoren [21]. Nogle kommuner har endda etableret træningslejligheder indrettet som en borgers hjem, hvor SBT kan afholdes for dem, der arbejder i kommunen. Desuden kan simulationsenheder med fordel skabe et netværk på tværs mhp. deling af ressourcer, innovationer og evt. facilitatorer målrettet SBT i primærsektoren. Ud over simulationsenheder er der et stigende antal arbejdspladser, der er begyndt at arbejde med in situ-SBT – f.eks. lægehuse, der træner hele personalegruppen [10]. En særlig tilgang til in situ-simulation er mobil simulation, hvor en ekstern facilitator rejser rundt med simulationsudstyr og afholder SBT for forskellige arbejdspladser [22]. Dette kan gøre in situ-træning mere gennemførlig i primærsektoren.

SIMULATIONSBASERET TRÆNING SOM ANALYSEVÆRKTØJ

Ud over de læringsmæssige muligheder af SBT kan metoden bruges som analyseværktøj af systemer, hvor SBT belyser samspillet mellem arbejdsgange, udstyr og mennesker [9]. Der er stort potentiale for at anvende denne analysemetode i primærsektoren. Her kan SBT bruges til f.eks. at få indblik i eksisterende arbejdsgange og udviklingsmuligheder, afprøve arbejdsgange mhp. at identificere latente fejl, udvikle og tilpasse nye arbejdsgange samt planlægge indretning af nye bygninger/opsætning af lokaler [9]. Afholdelsen af en sådan SBT foregår typisk in situ med det team, der arbejder sammen til daglig, hvor debriefingen erstattes med en diskussion om arbejdets udførelse [23]. Den anvendte simulationsform afhænger af den situation, der skal analyseres, men består ofte af en standardiseret patient eller manikin [24, 25].

ERFARINGER FRA DANMARK

Der er ikke mange danske erfaringer fra, og publikationer vedrørende anvendelsen og læringsudbyttet i en dansk kontekst er sparsomme [9]. Der er dog nogle tilfælde, hvor træningsmetoden er blevet anvendt, og der ligger en grundig beskrivelse af afvikling af SBT og evaluering af læringsudbytte. F.eks. har flere kommuner integreret SBT som en del af praktikophold under sygeplejerske- og social- og sundhedsassistentuddannelser [26, 27]. Der er desuden igangsat flere projekter inden for området f.eks. træning af uddannelseslæger i almen medicin i beslutningstagning. Det er derfor tydeligt, at feltet og dermed kompetencerne inden for området vokser, og det er vigtigt, at de uddannelsesansvarlige bliver ved med at dele deres erfaringer for at belyse anvendelsesmuligheder af SBT i primærsektoren.

KONKLUSION

SBT er ikke en ny undervisningstilgang – metoden er velkendt fra sekundærsektoren, hvor den typisk anvendes til træning af akutte situationer. Anvendelsen er dog ikke i samme omfang blevet overført til primærsektoren, og derfor kendes mulighederne for at bruge SBT næppe. Det stigende fokus på opgavevaretagelse i primærsektoren kræver dog effektive og alsidige træningsmuligheder, hvilket peger på en potentielt central rolle for SBT. Anvendelsen af SBT i primærsektoren er på et tidligt stadium, men flere begynder at beskæftige sig med emnet. Litteraturen tyder på, at SBT kan anvendes bredt i denne kontekst, om end med nogle enkelte tilpasninger i afviklingen af scenarierne. Der er mange muligheder for at træne den brede vifte af faggrupper i primærsektoren i adskillige læringsmål, og der findes et hav af forskellige simulationsformer, hvilket gør metoden fleksibel og tilpasningsmulig til den lokale kontekst. Denne artikel giver således inspiration til, hvordan anvendelsen af SBT kan udvides til at styrke uddannelsesmulighederne i primærsektoren.