Differentialdiagnoser til dissociativ amnesi hos en yngre kvinde

Dissociative tilstande (DT) er karakteriseret ved et tab af den normale integration mellem erindring, identitetsbevidsthed, de umiddelbare sanseoplevelser og beherskelsen af den legemlige motorik.

Der er flere typer DT såsom amnesi, fugue, stupor, trancetilstande, bevægeforstyrrelser, kramper, sanseforstyrrelser samt andre blandede DT [1].

Ved dissociativ amnesi (DA) ses hukommelsessvækkelse, som ikke har organisk årsag, og som er for udtalt til at kunne forklares med almindelig glemsomhed. Amnesien vil oftest være partiel og selektiv samt centreret omkring traumatiske begivenheder, ulykkestilfælde eller uventede tabsoplevelser. Ofte er der tale om retrograd autobiografisk amnesi og identitetsamnesi. I sjældne tilfælde kan der ses global amnesi (retrograd samt anterograd amnesi).

Forekomsten af DA varierer mellem 0,2% og 7,3%. Den hyppigste forekomst ses blandt unge i alderen 20-40 år uden forskel mellem kønnene [2].

Der er høj komorbiditet mellem DA og andre psykiatriske diagnoser, især personlighedsforstyrrelser, affektive lidelser, angst og somatoforme lidelser samt andre DT.

Årsagen til DA kendes ikke, men i mange tilfælde er tilstanden forudgået af psykiske og/eller fysiske belastninger, heraf især psykotraumatiske begivenheder i barndommen. DA debuterer pludseligt og remitterer ofte i løbet af få uger/måneder, men både kortere og længere varighed er beskrevet.

Der findes ingen evidensbaseret behandling, men rolige omgivelser og grundig patientinformation om tilstanden er anbefalet. Behandling med benzodiazepiner er afprøvet med varierende resultater. Der findes sparsomme data om psykoterapi og neuropsykologisk rehabilitering [2].

DA er en tilstand med varierende kliniske manifestationer, og den er ofte underdiagnosticeret. Vi beretter følgende sygehistorie for at øge opmærksomheden på diagnosen DA og gøre den lettere at genkende.

SYGEHISTORIE

En 24-årig kvinde, som var kendt i psykiatrisk regi med personlighedsforstyrrelse af blandet type og angst, blev akut indlagt pga. hukommelsestab. Hun var for nylig blevet udredt grundigt i neurologisk regi for hovedpine og diffuse symptomer med MR-skanning af neuroaksen, elektroencefalografi samt lumbalpunktur, som alle viste upåfaldende resultater, hvorefter man konkluderede, at symptomerne var somatoforme.

På indlæggelsesdagen havde patientens kæreste konstateret, at hun havde hukommelsestab, da hun vågnede. Ved ankomsten til skadestuen kunne hun ikke huske sit navn, sit CPR-nummer eller barndomsoplevelser, ligesom hun ikke kunne genkende hverken sin ledsagende kæreste eller familiemedlemmer.

Der var ingen aktuel anamnese med hovedtraume og intet alkohol- eller stofindtag.

Objektivt fandtes patienten på indlæggelsesdagen at være velsoigneret, og hun samarbejdede fuldt til undersøgelsen, som viste normale somatiske forhold, bortset fra isoleret global amnesi, som senere domineredes af identitetsamnesi og autobiografisk amnesi. Af psykiatriske forhold noteredes vigende øjenkontakt, ængstelighed, sænket stemningsleje og nedsat psykomotorik.
I løbet af de første dage af indlæggelsen bedredes hendes hukommelse gradvist. Fire dage efter indlæggelsen var der spontan fuldstændig remission, hvorefter hun blev udskrevet til eget hjem.

Behandlingen er udelukkende trygge rammer og grundig information om tilstanden.

Under hele indlæggelsen var patienten i stand til at varetage personlig hygiejne og sine egne behov.

DISKUSSION

Patienten i sygehistorien havde isoleret amnesi, der var domineret af autobiografisk amnesi og identitetsamnesi med akut debut uden tegn på organisk lidelse. Hun havde en psykiatrisk anamnese og diagnoser, som ofte er associeret med DA. Hun havde ingen påvirkning af sin procedurale hukommelse, bevidsthed eller andre somatiske symptomer. Disse fund tyder på DA og ikke en organisk lidelse.

Af differentialdiagnostiske diagnoser er transitorisk global amnesi nærliggende. Her er varigheden definitorisk under et døgn, og patienterne er ofte over 50 år. De har tendens til at gentage samme spørgsmål igen og igen, som f.eks. »Hvad skete der«? [3].

En anden differentialdiagnostisk diagnose er transient epileptisk amnesi, hvor varigheden er under en time, og patienterne kan have andre ledsagende symptomer (Tabel 1) [4].

Ved demens ses der en mere gradvis udvikling af hukommelsesforstyrrelser, og evnen til at varetage daglige gøremål og den kognitive formåen bliver også tiltagende forringet [5].

Andre årsager til hukommelsesforstyrrelse kan være alkoholoverforbrug, delirium, infektiøse/inflammatoriske tilstande, rumopfyldende processer eller metaboliske sygdomme og mangeltilstande, som hypoglykæmi og vitaminmangel, men her er amnesi næppe et isoleret symptom, men et blandt andre fremtrædende symptomer.

Korrespondance: Nasir Al-Mashkur. E-mail: nma@rsyd.dk
Antaget: 17. marts 2020
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 29. juni 2020
Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
Taksigelser: Kjartan Bergqvist, Psykiatrien i Region Syddanmark, Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, takkes for bemærkninger til kasuistikken.
Litteratur: Findes i artiklen på Ugeskriftet.dk