Skip to main content

Månedens billede

Månedens billede
Månedens billede

Sune R.R. Jans Pædiatrisk Afdeling, Roskilde Sygehus E-mail: sunejans@hotmail.com & Anette Bygum Hudafdeling I og Allergicentret, Odense Universitetshospital Ugeskr Læger 2014;176:V65170

4. aug. 2014
1 min.

En otteårig dreng blev akut henvist på mistanke om petekkier. Han havde i de seneste dage udviklet hudelementer på truncus, ekstremiteterne og i ansigtet i efterforløbet af en luftvejsinfektion. Objektivt fandt man talrige små angiomatøse læsioner. Ved inspektion med en »læsekugle« (acrylic globe magnifier) blev angiomerne tydeliggjort. Patienten var i øvrigt alment upåvirket. De vaskulære hudforandringer svandt spontant efter ca. to uger.

Pseudoangiomatose er et sjældent, benignt, asymptomatisk, spontant regredierende eksantem, der hovedsagelig opstår hos børn. Klinisk karakteriseres det ved 2-4 mm store læsioner, der ofte er omringet af en bleg halo. Udslættet kan anæmiseres ved spateltryk. Hyppigt ses en prodromal fase med feber, diarré, opkastninger eller øvre luftvejssymptomer. Hos voksne forekommer sygdommen primært i relation til immunsuppression eller hos sundhedspersonale og institutionaliserede individer. Voksne har længerevarende sygdom og sjældent prodromale symptomer. Eksantemet kan skabe bekymring hos læger, da det opstår akut og kan forveksles med petekkier. Hypotesen lyder dog, at pseudoangiomatose er et viralt eksantem, og vi ønsker at henlede opmærksomheden på dette benigne sygdomsbillede.

 

Interessekonflikter: