Skip to main content

Danske arbejdspladser globaliseres – og arbejdsmedicinen følger med!

Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin.

2. jun. 2014
2 min.

Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin (DASAM) har gennem sit udvalg ICOEPH (International Committee of Occupational, Environmental and Public Health) i de sidste ti år opbygget aktiviteter møntet på især lavindkomstlandene.

Vores ønske er at dele den viden, som vi har opbygget på arbejdsmiljøområdet, for at forebygge arbejdsbetingede lidelser og miljøforurening ude omkring i verden. Grundlag herfor er skabt gennem et tværfagligt samarbejde med ngo’en Dialogos, GEUS, de arbejdsmedicinske klinikker, universiteterne m.fl.

Konkret samarbejder vi med landmænd på at nedbringe forgiftninger pga. uhensigtsmæssig omgang med sprøjtemidler i Bolivia, Uganda og Nepal og med guldminearbejdere i Filippinerne og i Bolivia for at forebygge kviksølvforgiftning og miljøforurening ved at erstatte kviksølv-guld-amalgamering med en bedre udvaskning og brug af borax i udvindingsprocessen.

Vores opgave er sammen med lokale kolleger at udvikle og afprøve miljø- og arbejdsmiljømæssigt forsvarlige metoder, der kan tages op af andre og udbredes til større områder. Dette har medført landsdækkende initiativer og ændrede arbejds-gange i flere af de lande, som vi arbejder i, samt skabt international opmærksomhed.

Vores styrke er bl.a. at sikre, at civilsamfundet og sundhedssystemet involveres, da en teknisk bedre løsning sjældent kan stå alene, når en beslutning om ændrede produktionsformer skal træffes af den lokale landmand eller minearbejder. Her spiller – ud over økonomien – familiens sundhed og miljøet en væsentlig rolle.

Miljø- og arbejdsmiljøtiltag efterspørges i mange lavindkomstlande og er relevant inden for de fleste brancher.

I DASAM mener vi, at udflytningen af en betydende del af vores produktion og den store import af varer fra udlandet forpligtiger til også at sikre arbejdere, der producerer for os, mulighed for at undgå arbejdsbetingede lidelser, som de pga. manglende erfaring er dårligt rustede til at håndtere. Problemerne er ofte dokumenteret i både forskning og populær formidling.

Interessen for området er stor blandt unge, og der undervises nu på de tre »gamle« universiteter i »globalisering og arbejdsmiljø«, ligesom sundheds- og jordbrugsstuderende inddrages i at skrive opgaver om arbejdsmiljøproblemer i lavindkomstlande.

Projekterne støttes af Danida og CISU, men der gennemføres også aktiviteter ved hjælp af lokale midler og fra EU.

Med dette initiativ håber vi på en stærk international profil og et udvidet arbejdsområde, så global produktion kan foregå på et forsvarligt miljø- og arbejdsmiljømæssigt niveau. Et ønske, som forbrugere, arbejdstagere, politikere og også virksomheder må sætte handling bag – dansk arbejdsmedicin er klar!

KORRESPONDANCE: Erik Jørs, AMK, Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29, 5000 Odense C. E-mail: Erik.Joers@rsyd.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. ingen