Skip to main content

Kutan larva migrans: en differentialdiagnose efter rejse

Månedens billede.
Månedens billede.

Christian Fabiansen Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet E-mail: chfa@nexs.ku.dk Marie Louise Jakobsen
Søren Thybo Afdeling for Infektionsmedicin og Reumatologi Rigshospitalet Ugeskr Læger 2016;178:V66468

11. jan. 2016
1 min.

En 41-årig mand, der var rask fraset velbehandlet type 1-diabetes, tilbragte ti dages ferie i Tulum, Mexico. Blandt aktiviteterne var barfodsløb på stranden. Tre dage efter hjemkomsten til Danmark fik han symptomer i form af udslæt og voldsom kløe ved første tå på højre fod. Telefonisk kontakt med egen læge udløste behandling med antimykotisk creme. Efter henvendelse til en infektionsmedicinsk afdeling blev diagnosen kutan larva migrans stillet ud fra rejseanamnesen og den kliniske tilstand.

Kutan larva migrans er en zoonose af hageorm fra forskellige nonhumane species, men oftest fra hund eller kat og er hyppig i tropiske og subtropiske områder. Mennesker inficeres, ved at en filariform larve penetrerer huden, og i mangel af korrekt slutvært migrerer larven målløst rundt i subcutis og efterlader det på billedet illustrerede karakteristiske mønster i huden.

Hudgener er et af de sundhedsproblemer, som hjemvendte rejsende oftest henvender sig med i klinikken. Bakteriel ætiologi forekommer hyppigst, men kutan larva migrans er en letgenkendelig differentialdiagnose [1].

Patienten blev behandlet med 12 mg ivermectin (fire tabletter) som éngangsbehandling.

 

Interessekonflikter:

Referencer

LITTERATUR

  1. Monsel G, Caumes E. Recent developments in dermatological syndromes in returning travelers. Curr Opin Infect Dis 2008;21:495-9.