Abnormal resistance artery structure in essential hypertension

Ph.d.-afhandlingen er baseret på tre arbejder udgående fra Farmakologisk Institut, Aarhus Universitet. Studiets kliniske del blev udført på Medicinsk-kardiologisk Afdeling A, Århus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade. Hovedformålet var at undersøge, hvorvidt forbedringer i modstandskarrenes struktur under antihypertensiv behandling beror på den vasodilatoriske behandlingseffekt snarere end blodtrykseffekten. I et prospektivt design undersøgte vi ændringer i kartonus og karstuktur ved måling af underarmens karmodstand i hvile og under reaktiv hyperæmi hos to grupper af patienter med essentiel hypertensionen: A) 21 patienter med nyopdaget behandlingskrævende essentiel hypertension allokeret til seks måneders valgfri antihypertensiv behandling varetaget ved egen læge, B) 28 betablokerede hypertensionspatienter omstillet til seks måneders behandling med et vasodilaterende antihypertensivum (eprosartan).

Vi fandt i begge grupper, at den opnåede effekt på karstrukturen relaterede sig til det vasodilatoriske behandlingsrespons uafhængigt af blodtrykseffekten. Til undersøgelsen anvendtes venøs okklusionspletysmografi, og vi udførte som delmål en grundig indledende metodeevaluering. Et tredje vigtigt formål var at undersøge den prognostiske betydning af strukturelle forandringer i modstandskar hos patienter med essentiel hypertension. Ved at følge op på 159 patienter, som i projektsammenhæng tidligere havde fået undersøgt deres småkarstruktur, fandt vi, at graden af strukturelle forandringer hos disse var en stærk og uafhængig markør for udvikling af senere kardiovaskulær sygdom. Samlet understøtter studierne, at strukturelle omdannelser i modstandskar hos patienter med essentiel hypertension, foruden at spille en central patogenetisk rolle, kan overvejes som en målbar og modificerbar blodtryksuafhængig risikomarkør.