Skip to main content

Abnorme værdier i almindelige blodanalyser kan bistå med at prædiktere abdominalkræft

Næsten halvdelen af patienter med en endnu ikke diagnosticeret kræftsygdom møder frem hos lægen med uspecifikke symptomer. Der er derfor brug for at forbedre tidlig prædiktion og diagnostik.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

16. okt. 2024
2 min.

Patienter med uspecifikke abdominale symptomer ses i almen praksis, hvor helt almindelige blodanalyser ofte indgår i den første udredning. Mål for trombocytantal, ioniseret calcium og anæmiparametre er eksempler på den type »almene« biokemiske analyser. Et nyt studie viser, at analysesvarene med stor fordel kan anvendes til at selektere patienter til videre udredning for kræft.

Professor, overlæge Henrik Løvendahl Jørgensen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Studiet følger i 12 måneder lidt over 300.000 patienter, som har henvendt sig til almen praksis i England med ukarakteristiske abdominalsmerter eller oppustethed, og som har fået taget rutineblodprøver i forbindelse med henvendelsen. Samlet set udvikler 2,2% (færre yngre og flere ældre) af patienterne cancer i opfølgningstiden. Ifølge NICE-guidelines skal cancerrisikoen være større end 3%, før patienterne skal henvises til et cancerudredningsforløb. Ved at inddrage unormale blodprøvesvar i risikovurderingen viser studiet, at 63 ekstra patienter pr. 1.000 ville blive henvist til udredning med detektion af tre ekstra cancertilfælde til følge. Særligt blandt yngre patienter med en lav a priori-cancerrisiko, hvor man måske oftest ville se tiden an, øger unormale blodprøvesvar den prædiktive værdi. Som eksempel nævnes kvinder i alderen 50-59 år med en a priori-risiko på 1,6%. Den stiger til 10% ved forhøjet ferritinniveau, 9% ved lavt albuminniveau osv. I stil med SCORE2-algoritmen til estimering af risiko for hjerte-kar-sygdomme har forfatterne udarbejdet farvekodede skemaer, hvor risikoen for specifikke cancertyper estimeres ud fra køn, alder og type af afvigende blodprøvesvar, f.eks. forhøjet ALAT-værdi. Studiet er et godt eksempel på, hvorledes tolkningen af de mange rutineprøver, patienterne får taget, kan operationaliseres. Tilsvarende undersøgelser af patienter i almen praksis med andre typer af symptomer kunne være spændende at se«.

Interessekonflikter ingen