Accessorisk ekstensor pollicis longus


Jenny Laugen Marthinsen, Christoph Carl Arndt & Jan Robert Tarnowski
En kvinde i 60’erne fik foretaget elektiv håndledsartrodese grundet udtalt håndledsartrose. Peroperativt bemærkes uventet to separate ekstensor pollicis longus (EPL)-sener (A). Begge sener havde selvstændigt forløb mod tommelfingeren og to separate muskelbuge (B). Patienten havde præoperativt normal bevægelighed af tommelfingeren.
EPL regnes normalt for en af de mest konstante sener i hånden, og anatomiske variationer af EPL anses som sjældne og er kun beskrevet i få tilfælde i litteraturen [1]. Den reelle incidens af accessorisk EPL er dog usikker, idet tilstanden oftest er asymptomatisk og opdages tilfældigt i forbindelse med kirurgi eller kadaverdissektion. Et kadaverstudie påviste accessorisk EPL i kun 1 ud af 100 kadavere [2].
Kendskab til anatomiske anomalier er væsentligt for håndkirurger. En accessorisk sene kan ændre det kliniske billede ved senelæsioner, komplicere billeddiagnostik og medføre risiko for iatrogene skader ved kirurgiske indgreb på håndled og tommelfinger [3, 4]. Omvendt kan variationen i visse tilfælde have rekonstruktiv betydning ved behov for senetransfer.
Fundet illustrerer vigtigheden af opmærksomhed på anatomiske variationer, også når indgrebet udføres for en anden primær lidelse.
Korrespondance Jenny Laugen Marthinsen. E-mail: jennm@regsj.dk
Antaget 14. april 2026
Publiceret på ugeskriftet.dk 18. maj 2026
Interessekonflikter ingen. Alle forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2026;188:V74021
doi 10.61409/V74021
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0