Adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere

Ifølge WHO forskelsbehandler national sundhedspolitik ofte udokumenterede indvandrere ved, at kun akutte sundhedsydelser gøres tilgængelige for ikkeborgere [1]. Begrebet »udokumenteret« og ikke »illegal« bruges her, da det kan opfattes som umenneskeliggørende at bruge det sidste begreb. Begrebet »udokumenteret« anvendes her til at beskrive indvandrere, som opholder sig i et land uden at besidde dokumenter, som beviser lovlig ret til ophold i landet. Adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere i Danmark er et hidtil ubeskrevet område. Antallet af udokumenterede indvandrere i Danmark er ukendt, men i 2003 efterlyste man i Danmark næsten 4.000 asylansøgere. Det er uvist hvor mange af disse, der er rejst ud af landet, og hvor mange der opholder sig illegalt i Danmark [2-3]. Denne artikel har til formål at belyse, på hvilke måder udokumenterede indvandrere har en ret til sundhedsydelser ifølge internationale menneskerettighedskonventioner, og på hvilke måder udokumenterede indvandrere i Danmark har adgang til sundhedsydelser formelt set og i praksis.

Artiklen er fremkommet i forbindelse med specialeskrivning på kandidatuddannelsen i folkesundhedsvidenskab. I specialet blev der undersøgt både adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere i Californien (USA) og i Danmark, men der fokuseres i denne artikel på danske forhold.

I artiklen sammenlignes menneskerettighedsdokumenter, sundhedspolitiske udmeldinger og adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere i Danmark. Et eksempel fra FN's konvention for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt et tilhørende dokument af forklarende og uddybende karakter kan belyse, hvordan de formelle adgangsforhold til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere bør være ifølge et rettighedsperspektiv. Faktiske formelle adgangsforhold til sundhedsydelser blev undersøgt ved gennemgang af national lovgivning og sundhedspolitiske udmeldinger vedrørende adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere. For at opnå et praksisperspektiv på adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere var det nødvendigt at få informationer af uformel karakter, hvorfor interviewformen blev valgt. En læge og en sagsbehandler fra organisation Komiteen Flygtninge Under Jorden (KFUJ), der bl.a. hjælper afviste asylansøgere til at få lægehjælp, blev interviewet efter en semistruktureret interviewguide. En medarbejder i Udlændingestyrelsen blev interviewet over telefon primært med henblik på at besvare opklarende spørgsmål om udlændingeloven og praksis vedrørende de sundhedsydelser, der kan ydes udokumenterede indvandrere. Der findes ud over KFUJ officielt en anden organisation i Danmark, der yder assistance til afviste asylansøgere. Denne organisation ønskede ikke at medvirke.

Adgang til sundhedsydelser - en menneskeret?

Danmark har ratificeret en række menneskerettighedsdokumenter, som indeholder retten til sundhed - et kortfattet udtryk for retten til adgang til sundhedsydelser - samt retten til frihed for forskelsbehandling. Ved forskelsbehandling forstås uens behandling, der ikke objektivt kan retfærdiggøres, af medlemmer af en definerbar gruppe, pga. deres tilhørsforhold til denne gruppe, og dem, der ikke tilhører denne gruppe [4]. I dette tilfælde forstås der ved forskelsbehandling uens behandling af udokumenterede indvandrere og borgere i Danmark. FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 12, indeholder retten til sundhed beskrevet som »den højest opnåelige fysiske og psykiske sundhed« [5]. I samme konvention, artikel 2, står det beskrevet, at konventionernes rettigheder skal garanteres uden forskelsbehandling. FN's komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder angiver i Generel Comment No. 14, som er FN's egen uddybning af artikel 12, at retten til lige adgang til sundhedsmæssige ydelser også gælder for udokumenterede indvandrere [6].

Formel adgang til sundhedsmæssige ydelser

I udlændingeloven og i danske sundhedspolitiske udmeldinger beskæftiger man sig kun sporadisk og - i forhold til hinanden - tvetydigt med adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere. Ifølge udlændingeloven er Udlændingestyrelsen ansvarlig for at dække nødvendige sundhedsydelser for de udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig i Danmark [7]. Dette gælder dog ikke, hvis udlændingens opholdssted ikke kendes. Udokumenterede indvandrere kan således henvende sig til et asylcenter eller til Udlændingestyrelsen, hvis de har brug for behandling. Udlændingestyrelsen har samtidig pligt til at holde politiet ajourført om sådanne personers opholdssted.

Sundhedsstyrelsen svarede på en forespørgsel om falsk patientidentitet i Ugeskrift for Læger i 1997, at »en læge har pligt til i den akutte situation ... at iværksætte den bedst mulige behandling, uanset det konstateres, at personidentiteten er falsk. Når det drejer sig om et elektivt behandlingsbehov, gør denne pligt sig ikke gældende« [8]. Dette blev bekræftet i et brev fra den 9. januar 2003 fra Sundhedsstyrelsen til de ledende embedslæger.

Det oplyses fra H:S Direktionen, at den i februar 2003 meddelte hospitalerne, at den omstændighed, at et hospital har mistanke om, at en patient har et udestående med politiet eller integrationsmyndighederne ikke kan berettige hospitalet til at afvise behandling eller til at anmelde patienten for ulovligt ophold.

Uformel adgang til sundhedsydelser

Selv om der er uklarhed om omfanget, er der et behov for sundhedsydelser blandt udokumenterede indvandrere i Danmark [9]. Dette behov løses i dag uden om det etablerede offentlige sundhedssystem. I praksis kan udokumenterede indvandrere i Danmark, der har brug for mere end akutte ydelser, låne en anden persons sygesikringsbevis og vise dette hos lægen eller på hospitalet. En anden mulighed er at benytte sig af de uformelle netværk af sundhedspersonale, som behandler udokumenterede indvandrere uden om det officielle sundhedsvæsen [9].

Diskussion
Uoverensstemmelser mellem formel adgang og FN's menneskerettighedskonventioner

Hvilket absolut niveau af adgang til sundhedsydelser, mennesker har ret til, synes at være umuligt at definere, mens princippet om ikke at forskelsbehandle udokumenterede indvandrere i adgangen til sundhedsydelser fremgår tydeligt af FN's konvention for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN's egen uddybning heraf [7-8].

Adgang til sundhedsydelser for udokumenterede indvandrere i Danmark er via udlændingeloven gjort betinget af deres indvandrerstatus. Denne praksis indebærer en uens behandling pga. tilhørsforhold til gruppen af udokumenterede indvandrere i forhold til den øvrige befolkning.

Tvetydighed for læge og patient når behandlingsbehovet ikke er akut

I praksis kan ubemidlede, udokumenterede indvandre re i Danmark kun modtage andre end akutte sundhedsydelser via uofficielle kanaler, givet at det ikke er en reel valgmulighed at henvende sig til Udlændingestyrelsen herom. Samtidig står nogle danske læger i et dilemma mellem deres lægeløfte og et ønske om at yde mere end akut lægehjælp på den ene side og på den anden side en udmelding om, at pligten til at behandle ikke gælder elektive behandlingsbehov. Lægen, som ønsker at yde denne behandling, mangler således klare retningslinjer for handlemuligheder og kan da være tilbøjelig til at gå uden om det officielle system.

Adgang til mere end akutte ydelser

I USA har udokumenterede indvandrere ud over akutte ydelser ret til bl.a. at blive vaccineret og at blive behandlet for smitsomme sygdomme, hvilket bl.a. afspejler hensynet til den øvrige befolkning. I staten Californien har visse ubemidlede, udokumenterede indvandrere desuden ret til en række ydelser, bl.a. dialysebehandling, ligesom børn har ret til at få foretaget enkelte undersøgelser [9]. Man kan med det som inspiration overveje, om behandlingspligten i Danmark kun skal gælde akutte ydelser, alle ydelser eller i det mindste en række basale ydelser ud over de akutte.

Konklusion

Selv om den danske stat er bundet af FN's menneskerettighedskonventioner, har det i praksis ingen juridiske konsekvenser, idet FN ikke har nogen håndhævelsesmagt [10]. Men man kan med henvisning til FN's konvention for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder argumentere imod, at udokumenterede indvandreres illegale handling har indflydelse på deres ret til lige adgang til sundhedsydelser.

Derudover kan et praktisk tiltag være at anerkende de netværk af professionelle, der allerede eksisterer, som samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet og derved gøre det nemmere og mindre tilfældigt for udokumenterede indvandrere at blive behandlet. Samtidig vil man ikke sætte danske læger i et dilemma mellem lægeløftet og en sundhedspolitik, der ikke gør det klart, hvordan lægen, der føler sig forpligtiget til at yde anden end akut behandling, kan handle.

Anne Rytter Hansen, Frederiksborggade 52, 4.,

DK-1360 København K. E-mail: annerytterhansen@hotmail.com

Antaget: 10. januar 2006

Interessekonflikter: Ingen angivet