Ph.d.-afhandling fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov.
Talrige studier har fulgt børn med attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD), men kun få op i voksenalderen. Formålet var at undersøge langtidsforløbet for både drenge og piger med ADHD, mht. psykiatrisk lidelse og kriminalitet i voksenalderen.
Afhandlingen består af en oversigt og fire manuskripter.
Alle 4-15-årige børn henvist pga. hyperaktivitet og uopmærksomhed, behandlet med centralstimulantia i perioden 1969-1989 (n=208), blev fulgt i Psykiatriske Centralregister og Kriminalitetsregisteret. Sammenlignet med normalbefolkningen, standardiseret for køn og alder (n ≈ 2,15 mio.) og en gruppe af henviste børn med angstdiagnose (n=492).
23% af probanderne havde voksenpsykiatrisk indlæggelse (8% af normale). De var 17 gange oftere tvangsindlagt, 31 gange oftere mentalobserveret. Piger med ADHD havde dobbelt så høj risiko for voksenpsykiatrisk indlæggelse som drenge med ADHD. 47% var dømt for kriminalitet (2% af normale). Især risiko for volds- og berigelseskriminalitet, men også spirituskørsel, overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Adfærdsforstyrrelse mere end fordoblede risikoen for både indlæggelse og kriminalitet, men selv helt uden sådanne symptomer var 26% dømt for kriminalitet.
Børn med ADHD har højere risiko for senere depression, skizofreniform psykose og kriminalitet end tidligere antaget. Selv om diagnosen er hyppigst blandt drenge, er langtidsforløbet for piger med ADHD ikke bedre. Studiet er det hidtil længste og det første, der rapporterer om forløbet for både piger og drenge med ADHD, men har andre begrænsninger, såsom selekteret studiepopulation, kernesymptomer vurderet ud fra journaler og kun få piger inkluderet.