Formålet med denne afhandling var at evaluere adhærens inden for det dermatologiske speciale. Studierne i afhandlingen er udarbejdet på Bispebjerg Hospital, Dermatologiske Afdeling, Københavns Universitet, i årene 2005-2008.
I det første studie blev primær adhærens, dvs. patienter der indløser initiale recepter på et apotek, bestemt ved hjælp af den personlige elektroniske medicinprofil (PEM). Hver 15. dag gennem et år blev samtlige ambulante dermatologiske patienter, der modtog en ny ordination, fundet ved journalgennemgang. Fire uger efter konsultationerne havde ca. en tredjedel af patienterne ikke indløst deres recept. Patienter med længerevarende sygdomme som psoriasis og patienter, der fik behandlingen afsluttet fra klinikken, var for ca. halvdelens vedkommende primær nonadhærente. Af patienter, der fik ordineret behandling til udvortes brug, var 35% primær nonadhærente, sammenlignet med 14% af patienter, der fik ordineret systemisk behandling.
Fokus i det andet studie var at kortlægge, om ambulante dermatologiske patienters medicinforbrug ved nye lokalbehandlinger var tilstrækkelig, dvs. sekundær adhærens. Konsultationerne blev overværet, og de individuelle doser blev beregnet ud fra en estimering af arealet af sygdomsafficeret hud. To uger efter konsultationerne blev patienternes medicintuber vejet. Resultatet viste, at 95% af de dermatologiske patienter underdoserede lokalbehandlinger; kun én patient brugte den forventede dosering, og mediant blev kun 35% af de forventede mængder anvendt.
I det tredje studie noteredes basal information om diagnose og behandling afgivet af lægen til ambulante patienter. Kun patienter, som modtog en recept på en lokalbehandling, de ikke havde anvendt før, blev inkluderet. Efterfølgende blev patienternes viden om deres behandling klarlagt ved et spørgeskema. Information givet ved konsultationerne sammenholdt med patienternes aktuelle viden efter to uger var: diagnose (65% mod 41%), antallet af daglige applikationer (100% mod 71%), den kvantitative applikationsmængde (18% mod 12%), og behandlingsvarighed (65% mod 35%). Ingen patienter blev informeret om bivirkninger, og kun 47% var fuldt tilfredse med konsultationen. Basal behandlingsinformation givet af læger var utilstrækkelig, og patienternes viden var endnu mindre.
Som konklusion er ikkeadhærens et gennemgående problem i dermatologien. At være bekendt med problematikken er derfor særdeles vigtigt for lægerne.
At forbedre adhærens er vanskeligt og kræver vedvarende opmærksomhed. Intensiveret opfølgning af behandling og forbedring af information af patienterne foreslås. At dårlig adhærens opfattes som et normalt fænomen er væsentligt, da problemet ses hos stort set samtlige patienter.
