Skip to main content

Af medicin hjælper kun fluoxetin børn og unge med depression

Cipriani et al har gennemført en metaanalyse af den tilgængelige evidens vedr. medikamentel støttebehandling af depression hos børn og unge. Kun fluoxetin synes at have evidensbaseret positiv effekt

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

14. okt. 2016
2 min.

Cipriani et al har gennemført en metaanalyse af den tilgængelige evidens vedr. medikamentel støttebehandling af depression hos børn og unge. Kun fluoxetin synes at have evidensbaseret positiv effekt

Behandling af børn og unge med depression forbliver en lige dele nødvendig og kompleks opgave, og støttebehandling med medicin er omdiskuteret. I en ny metaanalyse har man forsøgt at opgøre tolerabilitet og effekt af markedsførte antidepressive midler. Via alle tilgængelige data inkl. publicerede Cochraneundersøgelser identificerede forfatterne 34 studier, der inkluderede sammenlagt 5.260 børn og unge med depression med en varighed over fire uger. I alt 14 forskellige antidepressive midler var undersøgt. Kun fluoxetin var mere effektivt i behandlingen end placebo (standardiseret gennemsnitlig forskel -0,51 (95% konfidens-interval: -0,99–-0,03). Imipramin, venlafaxin og duloxetin måtte oftere end placebo seponeres pga. bivirkninger, mens fluoxetin var bedre tålt end duloxetin. Forfatterne konkluderer, at der ikke synes at være evidens for som gruppe betragtet at benytte de tilgængelige antidepressive midler til akut behandling af depression hos børn og unge, men hvis medicinsk behandling skønnes nødvendig, skal man formentlig vælge fluoxetin, der som det eneste præparat havde positiv effekt og den mest favorable bivirkningsprofil.

Overlæge, ph.d. Merete Juul Sørensen og professor, overlæge, dr.med. Per Hove Thomsen, Børne og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Midt, kommenterer i fællesskab: »Ciprianis metaanalyse er veludført og understøtter anbefalingerne i både den danske NKR- og SST-vejledning, som anbefaler behandling med psykosocial aflastning, psykoedukation og psykoterapi og ved svær depression eller manglende effekt supplement med fluoxetin. Fluoxetin er det eneste præparat, som i Danmark har indikationen depression hos børn og unge. Undersøgelsen understreger behovet for at sikre aflastning til de ramte børn og unge og deres familier og for at udvikle mere effektiv nonfarmakologisk behandling, idet også effekten af psykoterapi ofte er utilstrækkelig. Cipriani og kollegaer bemærker, at kvaliteten af evidensen er lav, hvilket understreger behovet for uvildig forskning af høj kvalitet på området«.

INTERESSEKONFLIKTER: Merete Juul Sørensen: ingen. Per Hove Thomsen: Ingen i fht. behandling med antidepressiva. I fht. behandling af ADHD: modtaget honorar for foredrag fra Shire samt Medice/HB Pharma inden for de seneste tre år.

Cipriani A, Zhou X, del Giovane C et al. Comparative efficacy and tolerability of antidepressants for major depressive disorder in children and adolescents: a network meta-analysis. Lancet 2016;388:881-90.