Skip to main content

Akutmedicin 2010 - to skridt frem

Dan Brun Petersen, Jakob Lundager Forberg & Mikkel Brabrand Dansk Selskab for Akutmedicin

4. mar. 2011
3 min.

Der er et historisk fokus på akutområdet - til gavn for de akutte patienter. Men 2010 viste også de særlige udfordringer i arbejdsforhold og fremtidsperspektiv for lægerne på akutafdelingerne.

Danmark har længe bidraget til at udvikle behandlingen af akutte tilstande, og der sker nu også fremskridt i organisationen af akutafdelinger, bl.a. med indførelsen af systematiseret triage, målrettet videreuddannelse og tværfagligt samarbejde.

I 2010 har en del speciallæger fået godkendt fagområdet i akutmedicin, og endnu flere arbejder på at udvikle feltet. Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) har generelt været imponeret over engagementet på området, der bl.a. kunne opleves på »Akutkonference 2010«. Konferencen gentages og udvides derfor i november 2011.

Det er lykkedes at etablere transportkurset Safe Transfer and Retrieval (STaR), og vi har kunnet byde velkommen til nye, interessante samarbejdspartnere i form af Studerendes Organisation for Akutmedicin Speciale (SOFAS) og Dansk Selskab for Akutsygepleje (Daena).

2010 bød dog også på enkelte tilbageskridt, som da Herlev Hospital opsagde sine speciallæger på akutafdelingen. Akutområdet påvirkes naturligvis også af finansielle problemer, og specielt mærkes paradokset i form af nedskæringer samtidig med opbygning af nye strukturer. Økonomiske prioriteringer kommer ligeledes nemt til at påvirke debatten, som det bl.a. er beskrevet fra Regionshospitalet Herning [1].

Hvis vi virkelig ønsker et kvalitetsløft, må hospitalerne også selv investere i fremtiden og videreuddanne personalet. Det er ikke nok at bygge supersygehuse for milliarder, for når byggeriet står klart, burde lægerne så ikke også gøre det?

Nye tal fra Island (endnu upublicerede) viser, at man med fuld bemanding med akutmedicinske speciallæger kan nedbringe antallet af unødige indlæggelser, ikke planlagte genindlæggelser og patienter, der forlader akutafdelingen uden tilsyn. Til gavn for patienterne og for lægerne og sygeplejerskerne på hele sygehuset.

Til sammenligning beskrev man i rapporten fra Dansk Sundhedsinstitut [2], hvordan Danmark stadig er i en omstillingsproces. Lægerne på akutafdelingerne er begejstrede, kollegerne er skeptiske, og arbejdsforholdene er vanskelige. Alle har svært ved at håndtere noget ukendt, og usikkerhed om akutlægens rolle dominerer ofte, når man diskuterer fordele og ulemper ved akutmedicin. Fagområdet akutmedicin står foran en revision i 2011, men intentionen bag akutlægen er intakt:

»Speciallægen med fagområde i akutmedicin (akutlægen) skal kunne varetage den store variation af kliniske problemstillinger i en akutmodtagelse og sikre en detaljeret forståelse af patientens behov« [3].

DASEM vil gerne understrege, at akutmedicin er en måde at tænke på, der går på tværs af specialer og har fokus på den initiale/akutte fase i et patientforløb. Akutlægen arbejder interdisciplinært og er derfor afhængig af et godt samarbejde med alle faggrupper. Akutlægen skal opfattes som et supplement til de nuværende specialer og en øget subspecialisering, og hun har ansvaret for, at patienten på den bedste og hurtigste måde kommer enten hjem eller videre til den rette specialist.

Akutlægen arbejder hver dag på akutafdelingen og opnår derfor en betydelig erfaring med opgaverne der. Det generelle princip i Sundhedsstyrelsens specialeplan er, at »øvelse gør mester«, og akutlægen skal kort sagt være »mester i modtagelse«.

Dansk akutmedicin er stadig i sin vorden, men især den videnskabelige del vil blive betydeligt styrket i 2011, når tre nye professorater i akutmedicin besættes. Mange forskellige læger er engageret i at udvikle akutområdet, og samlet giver det håb om en fortsat styrkelse af den akutte patientbehandling.



KORRESPONDANCE: Dan Brun Petersen, Dansk Selskab for Akutmedicin, Norddalen 21, 4000 Roskilde. E-mail: danbrun@gmail.com

INTERESSEKONFLIKTER: ingen


Referencer

  1. Stenberger A. Massive fyringer på ortopædkirurgisk afdeling. Ugeskr Læger 2010;172:3384.
  2. Holm-Petersen C. Fremtidens arbejdstilrettelæggelse for speciallæger på fælles akut modtagelser. København: Dansk Sundhedsinstitut, 2010.
  3. Dansk Medicinsk Selskab. Akutmedicin et nyt fagområde, juni 2008. http://www.dadlnet.dk/master/kunder/dokument/m1082/u1681/Akutmedicin_09.09.08.pdf (3. jan 2011).