Skip to main content

Alkoholdrikkemønstre

Cand.scient. Janne S. Tolstrup: Forf.s adresse: Statens Institut for Folkesundhed, Øster Farimagsgade 5a, DK-1399 København K. E-mail: jst@si-folkesundhed.dk Forsvaret fandt sted den 20. november 2006. Bedømmere: Flemming Skovby, Ruth Frikke-Schmidt og Jørn Olsen. Vejledere: Børge Nordestgaard og Morten Grønbæk .

4. dec. 2006
2 min.

Denne ph.d.-afhandling er gennemført på Center for Alkoholforskning, Statens Institut for Folkesundhed, i samarbejde med Klinisk Biokemisk Afdeling på Amtssygehuset i Herlev.

Afhandlingens formål var at undersøge genetiske prædiktorer for alkoholdrikkemønstre og alkoholisme samt at undersøge drikkemønstrets betydning for koronar hjertesygdom, fedme og død.

Blandt deltagere i Østerbroundersøgelsen fandt vi, at personer med alkoholdehydrogenase 2 (ADH2) langsom versus hurtig alkoholnedbrydning drak 30% mere alkohol, var mere tilbøjelige til at drikke alkohol dagligt, til at overskride genstandsgrænserne og havde højere risiko for alkoholisme. For ADH3 fandt vi, at deltagere med langsom versus hurtig nedbrydning oftere overskred genstandsgrænserne.

Blandt deltagere i Kost, kræft og helbredskohorten fandt vi for mænd, at hyppigt alkoholindtag var forbundet med lav risiko for koronar hjertesygdom, uafhængigt af det ugentlige forbrug. For kvinder fandt vi, at det ugentlige alkoholforbrug var forbundet med lav risiko for koronar hjertesygdom, uafhængigt af drikkefrekvensen. Vi fandt også, at deltagere, der drak hyppigt, var slankere end deltagere, som drak mindre hyppigt. Desuden var risikoen for at dø større, hvis mere end syv genstande for kvinder og mere end 14 genstande for mænd blev indtaget på én dag sammenlignet med at sprede det på flere af ugens dage.

Konkluderende kan siges, at genetisk variation i ADH til en vis grad prædikterer drikkemønstre og alkoholisme. Alkoholdrikkemønstre er forbundet med koronar hjertesygdom (for mænd), fedme og død. Disse resultater har betydning for fremtidige studier af effekter af alkohol og for folkesundhedsmæssige alkoholbudskaber.