Skip to main content

Allergi over for chlorhexidin - en vigtig differentialdiagnose

Reservelæge Lene Heise Garvey, overlæge Jytte Roed-Petersen & adm. overlæge Bent Husum Amtssygehuset i Gentofte, Dansk Anæstesi Allergi Center (DAAC), Anæstesiologisk og Dermatologisk Afdeling, og Københavns Universitet.

4. nov. 2005
4 min.

På Dansk Anæstesi Allergi Center (DAAC) har vi specialiseret os i at udrede patienter med allergiske reaktioner i forbindelse med anæstesi [1]. Vi har siden 2000 udredt 81 patienter fra hele landet, og hos ni var chlorhexidin den udløsende årsag til den allergiske reaktion. Reaktionerne var i syv tilfælde anafylaktiske, og vi har publiceret fire af sygehistorierne [2]. Vi mener, at emnet er relevant for både de kirurgiske specialer, da alle kirurgiske patienter udsættes for chlorhexidin, og de medicinske specialer, da udredning af allergiske reaktioner sker i dette regi. Vi beskriver en sygehistorie som er karakteristisk for vore patienter med allergi over for chlorhexidin.

Sygehistorie

En 66-årig tidligere rask mand blev indlagt med hæmaturi seks dage efter transurethral resection of the prostate (TURP). Han havde ingen kendte allergier, fraset allergi for jordhvepse.

Patienten var upåvirket, han havde et blodtryk på 160/100 mmHg og en puls på 60. Efter indsprøjtning af lidocain/chlorhexidin uretralgel i urinrøret blev der anlagt kateter à demeure (KAD). 20-30 minutter senere fik han universelt udslæt, påskyndet puls og blodtryksfald til 90/60 mmHg. Der var ingen respiratoriske symptomer. Efter behandling med Trendelenburgs leje, clemastin og en liter natriumklorid givet intravenøst rettede han sig.

Man konkluderede, at patienten havde haft en allergisk reaktion over for lidocain, da man ikke havde brugt andre medikamenter end uretralgel. Han blev udskrevet dagen efter, henvist til udredning for lidocainallergi og advaret mod brug af lidocain.

Ved gennemgang af journalen viste det sig, at der seks dage tidligere var opstået universelt småplettet eksantem umiddelbart efter TURP i generel anæstesi. Det svandt ved behandling med antihistamin før udskrivelse fra opvågningsafdelingen og var noteret på anæstesiskemaet, men ikke i journalen.

Prik- og intrakutantest var negative for de medikamenter, der blev givet ved operationen, inklusive lidocain. Priktest for latex var negative. Priktest, lappeprøver og Histamin-Release Test for chlorhexidin var alle positive.

Patienten blev informeret om, at udslættet i forbindelse med TURP og reaktionen efter anlæggelse af KAD var udløst af chlorhexidin og ikke som først antaget af lidocain. Han blev advaret mod kontakt med chlorhexidin hos læge, tandlæge, på hospital eller i hjemmet.

Diskussion

Chlorhexidin bruges meget på hospitaler og er et »gemt« indholdsstof i en del præparater f.eks. uretralgel og forbindinger.

Type I-allergi over for chlorhexidin er kun omtalt kasuistisk [2-5]. Reaktionerne varierer fra udslæt til anafylaktisk shock med hjertestop og er ofte gentagne hos samme patient, da man ikke har fået mistanke om allergi over for chlorhexidin. Reaktioner på chlorhexidin opstår efter 20-40 minutter, og andre medikamenter givet tættere på reaktionen bliver derfor ofte mistænkt i stedet.

Vi har i de fleste tilfælde fundet en mild reaktion forud for den alvorlige reaktion, der førte til henvisning til Dansk Anæstesi Allergi Center (DAAC). Dette er også nævnt i litteraturen [3, 4]. Disse milde reaktioner, oftest universelle udslæt, bliver sjældent taget alvorligt. Vi anbefaler derfor, at patienter, der får universelle udslæt efter kontakt med chlorhexidin f.eks. ved anlæggelse af KAD eller invasive procedurer, mistænkes for allergi over for dette samt over for latex og øvrige medikamenter. Herved undgås senere og potentielt alvorligere reaktioner.

Eventuel udredning bør varetages af specialafdelinger. Vi anvender lappeprøver med 1% chlorhexidinacetat og 1% chlorhexidindigluconat og prik- og intrakutantest med henholdsvis 0,5% og 0,0002% chlorhexidindigluconat [1, 2]. Universelle udslæt bør dokumenteres i journalen og meddeles til patienten evt. i et brev med en liste over alle medikamenter, der kan være involveret. Der bør tages stilling til, om udredning er indiceret.


Lene Heise Garvey , Anæstesiologisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup. E-mail: daac@gentoftehosp.kbhamt.dk

Antaget: 4. september 2003

Interessekonflikt: Ingen angivet

Støtte til aflønning af klinisk assistent L.H. Garvey er givet af Abbott AS, Fresenius AS, GlaxoSmithKline AS, Organon AS og Pharmacia AS.


Summary

Summary Allergy to chlorhexidine: an important differential diagnosis Ugeskr Læger 2004;166:382-383 We report an anaphylactic reaction to chlorhexidine, initially attributed to lidocaine. Allergic reactions to chlorhexidine are rare but can be life-threatening. It is important not to overlook the diagnosis. In many cases mild reactions precedes the serious ones, and we recommend that chlorhexidine be suspected when patients have skin reactions after contact with chlorhexidine. Skin reactions during a hospital stay should be entered in the notes and communicated to the patient, and referral for allergy investigation should be considered.

Referencer

  1. Garvey LH, Roed-Petersen J, Menné T et al. Danish Anaesthesia Allergy Centre - preliminary results. Acta Anaesthesiol Scand 2001;45:1204-9.
  2. Garvey LH, Roed-Petersen J, Husum B. Anaphylactic reactions in anaesthetised patients - four cases of chlorhexidine allergy. Acta Anaesthesiol Scand 2001;45:1290-4.
  3. Thune P. Two patients with chlorhexidine allergy - anaphylactic reactions and eczema. Tidsskr Nor Lægeforen 1998;118:3295-6.
  4. Cheung J, O'Leary JJ. Allergic reaction to chlorhexidine in an anaesthetised patient. Anaesth Intensive Care 1985;13:429-30.
  5. Stables GI, Turner WH, Prescott S et al. Generalized urticaria after skin cleansing and urethral instillation with chlorhexidine-containing products. Br J Urol 1998;82:756-7.