Arbejdet, der ligger til grund for denne disputats, er udført i Lymfocytlaboratoriet (nu Allo-HCT-laboratoriet) ved Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet. Afhandlingen er baseret på seks artikler og formålet var at undersøge, hvordan alloreaktivitet kan udnyttes i behandlingen af maligne hæmatologiske sygdomme samt at udvikle metoder til at monitorere graden af alloreaktivitet efter allogen hæmatopoietisk celletransplantation (HCT). Myeloablativ allogen-HCT repræsenterer en potentielt kurativ behandlingsform ved en række maligne hæmatologiske sygdomme. Toksiciteten af forbehandlingen, kaldet konditioneringen er betydelig og gør, at proceduren normalt ikke bruges til patienter over 55 år. For at udbrede anvendelsen af allogen-HCT er der i de senere år udviklet konditioneringsregimer som er nonmyeloablative. Ved nonmyeloablativ allogen-HCT består det kurative potentiale alene i Graft-versus-Tumor-(GVT)-effekten. Graft-versus-Tumor-effekten er et eksempel på alloreaktivitet, idet donorcellerne angriber patientens maligne celler. Hvis patientens raske væv angribes, kaldes reaktionen Graft-versus-Host-dis-ease (GVHD). Resultaterne med nonmyeloablativ HCT har været lovende, og langvarige remissioner er opnået i patienter, som tidligere har været igennem en lang række behandlinger uden blivende effekt. Der har dog været en række komplikationer, specielt relateret til infektioner og GVHD. En måde, hvorved resultaterne kunne forbedres, ville være at nedbringe forekomsten af GVHD uden at påvirke GVT-effekten. Vi undersøgte immunologiske og molekylærbiologiske metoders evne til at kvantificere graden af alloreaktivitet. Vi fandt, at de patienter, som havde et højt antal donor CD8+ T-celler tidligt efter transplantationen, havde høj risiko for GVHD. Yderligere så vi, at patienter med GVHD havde lave IL-10 mRNA-niveauer tidligt efter transplantationen, og at patienter, hvis sygdom progredierede efter transplantationen, var karakteriseret ved et højt IL-10 mRNA-niveau før transplantationen. En måde at udnytte denne viden på kunne være at individualisere immunsuppressionen efter transplantationen og derved optimere GVT- effekten i hver enkelt patient. Vi målte også frekvenserne af interleukin (IL)-2 producerende hjælper T-celler efter transplantationen vha. limiting dilution analysis, men denne metode viste sig at være for kompleks til at kunne benyttes i den kliniske hverdag. Nonmyeloablativ HCT udgør et væsentligt fremskridt i behandlingen af hæmatologiske sygdomme. For at denne behandling kan finde sin plads i forhold til andre behandlingsformer er større prospektive studier nødvendige. Desuden må man fortsat klarlægge de mekanismer, der ligger til grund for GVHD- og GVT-effekten.
