Amelanotisk subungvalt melanom hos ung mand

Anna Louise Norling, Camilla Søndergaard Kristiansen, Emil Villiam Holm-Melcke & Jennifer Berg Drejøe
En 35-årig tidligere rask mand henvendte sig til egen læge med en hurtigt progredierende tumor på fingeren. Forløbet startede ti måneder tidligere, da neglen flækkede under en boksekamp og ikke voksede normalt ud. Efter seks måneder faldt neglen af, og efter otte måneder udviklede han et sår, som hurtigt blev til en tumor. Biopsien viste amelanotisk melanom, og patienten blev henvist til plastikkirurgisk afdeling. Man fandt en ca. 4 cm stor, ulcereret og ikkepigmenteret tumor dorsodistalt på højre første finger. En PET/CT viste reaktiv regional lymfeknude, men ingen tegn på fjernmetastaser. Tumoren blev excideret med amputation ved det proksimale interfalangeale led, og der blev fjernet fire lymfeknuder inkl. sentinel node i højre aksil. Histologiske prøver viste et min. 15 mm tykt uklassificerbart melanom med ulceration og dermale mitoser. Lymfeknuderne var uden malignitet.
Akrale melanomer opstår i den ikkehårbærende hud på hænder/fødder og udgør 2-3% af alle melanomer [1]. En sjælden undertype er subungvalt melanom, som opstår i neglematrix [2, 3]. På baggrund af de histologiske prøver og anamnesen tolkes det som et amelanotisk subungvalt melanom, hvilket sjældent er beskrevet i litteraturen.
Korrespondance Anna Louise Norling. E-mail: anna@norling.biz
Antaget 9. maj 2025
Publiceret på ugeskriftet.dk 1. september 2025
Interessekonflikter ingen. Alle forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2025;187:V73014
doi 10.61409/V73014
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0