Skip to main content

Anmeldere i Ugeskrift for Læger

Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Thomas Benfield

14. okt. 2024
2 min.

Ugeskrift for Læger anmelder skønlitteratur, fagbøger, film og tv, teater og podcast, som har interesse for Ugeskrift for Lægers læsere og for dansk lægevidenskab. Antallet af anmeldelser er øget i de senere år og vil i år blive til omkring 80 anmeldelser. En del af den skønlitteratur og de fagbøger, der bliver anmeldt, sker på opfordring fra forfatteren eller forlaget, som sender et anmeldereksemplar til redaktionen. Desværre modtager vi langt flere bøger, end vi kan anmelde. En stadigt større andel af anmeldelserne sker på vores initiativ. Anmeldelser af film og tv, teater og podcast sker i vid udstrækning på initiativ af vores kulturredaktør, Berit Enggaard Kaae. Også her er der fokus på kultur, som har generel interesse for læger, fordi det handler om lægeliv, sundhed eller lægevidenskab, eller fordi det simpelthen er inspirerende.

Anmelderne er frivillige og uden honorering. Som regel er anmelderen en læge. Anmeldelser er skrevet af lyst og interesse, og anmeldernes bidrag er subjektive, hvor indtryk, holdninger, begejstring eller mangel på samme frit kan komme til udtryk. Alle relevante interessekonflikter skal anføres. Anmeldernes synspunkter, meninger og holdninger er deres egne og repræsenterer ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter, meninger eller holdninger. Af den grund bringer vi ikke kommentarer eller debatindlæg til en anmeldelse. Vi er klar over, at nogle forfattere er uenige i anmeldelsen af deres bog. Det kan næppe undgås. Vi har også oplevet, at en anmeldelse kan afstedkomme en til tider heftig debat på de sociale medier. Der skal være plads til meningsudvekslinger, så længe man går efter bolden og ikke manden.

Ugeskrift for Læger sætter meget stor pris på anmelderne. Anmeldelserne er væsentlige og gør Ugeskrift for Læger til et bedre tidsskrift for læserne.

Korrespondance Thomas Benfield, videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. E-mail: tlb@dadlnet.dk

Interessekonflikter Der er anført potentielle interessekonflikter. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på ugeskriftet.dk

Open Access under Creative Commons Licence CC BY-NC-ND 4.0