Skip to main content

Anstrengelsesudløst purpura

Ali Tareen e-mail: pappydoctor@gmail.com Anette Bygum Hudafdeling I og Allergicentret, Odense Universitetshospital Ugeskr Læger 2018;180:V69469

19. feb. 2018
2 min.

En 50-årig rask kvinde blev henvist til akut dermatologisk vurdering pga. et monosymptomatisk petekkialt udslæt på underbenene. Hun oplyste, at hun forud for fremkomsten af hududslættet havde gået en lang tur på 10 km i solrigt vejr. Endvidere havde hun raseret hårene på skinnebenene efter gåturen og forud for konsultationen.

Objektivt fandtes der purpura med follikulært præg på begge crura, accentueret anteriort. Der var ingen perifere ødemer ligesom blodtryk, urinstiks og blodprøver var upåfaldende.

Klinisk og anamnestisk var udslættet foreneligt med anstrengelsesudløst purpura, også betegnet exercise-induced vasculitis, golfer’s purpura eller golfer’s vasculitis. Det er en benign kapillaritis, som især ses hos kvinder over 50 år. Tilstanden opstår efter lange gåture i varme omgivelser og er uden systemiske fund. Hudsymptomerne kan være brændende eller let kløende og remitterer efter 1-2 uger, hvorfor mange patienter ikke søger læge. Soleksponering (solar purpura) og traumet fra raseringen kan have været medvirkende. Praktiserende læger og andre speciallæger bør kende til sygdommen, som er en differentialdiagnose til mere alvorlige diagnoser såsom vaskulitis og petekkier, der er relateret til infektion eller hæmatologisk sygdom.

Publiceret på ugeskriftet.dk: 19. februar 2018

Interessekonflikter:  

Referencer

Litteratur

  1. Kelly R, Opie J, Nixon R. Golfer’s vasculitis. Australas J Dermatol 2005;
    46:11-4.

  2. Pavesi A, Drago F, Basso D et al. Sport-induced vasculitis. J Clin Exp
    Dermatol Res 2011:2:2.

  3. Ramalet AA. Exercise-induced vasculitis. J Eur Acad Dermatol Venereol 2006;20:423-7.

  4. Sanyal S, Tsang Y, Miller J et al. Golfer’s purpura – an under recognised form of exercise-induced capillaritis. J Eur Acad Dermatol Venereol 2016;30:1403-4.

  5. Waters AJ, Sandhu DR, Green CM et al. Solar capillaritis as a cause of solar purpura. Clin Exp Dermatol 2009;34:e821-e824.