Antabus kan være farlig

Disulfiram (Antabus) anvendes hyppigt til behandling af alkoholafhængighed hos patienter, der har ønske om foreløbig eller varig afholdenhed. Disulfiram hæmmer acetaldehyddehydrogenasen og dermed nedbrydningen af alkohol. Dette bevirker en ophobning af acetaldehyd, der er toksisk, og fører til en række ubehagelige symptomer, den såkaldte alkoholdisulfiramreaktion (ADR).

I det følgende beskrives et tilfælde af hypotensivt shock og bronkospasmer ved en ADR.

Sygehistorie

En 66-årig kvinde, der havde hypotyreose og alkoholoverforbrug, var til ambulant udredning for håndledsartrose. Patienten havde ingen kendt lungesygdom, men allergi mod penicillin og jod. Pludseligt og uprovokeret besvimede hun. Objektivt fandtes rødme i ansigtet og på overkroppen. Patienten var hypotensiv, havde et blodtryk på 51/27 mmHg og en pulsfrekvens på 99/min. Hun havde spontan respiration med pibende vejrtrækning og forlænget eksspirium. Ved stetoskopi af lungerne hørtes rhonchi bilateralt. Der blev tilført ilt med 15 l/min på maske og anlagt intravenøse adgange med infusion af isotonisk natriumklorid. I den akutte situation og på mistanke om anafylaktisk shock blev der indgivet refrakte doser adrenalin 0,1 mg intravenøst (i.v.), og efter indgift af i alt 0,3 mg adrenalin måltes blodtrykket til 117/50 mmHg. Patienten var fortsat bevidsthedspåvirket med Glasgow Coma Scale på 10. Der blev suppleret med 200 mg hydrocortison og 2 mg clemastin givet i.v. Patienten kunne overflyttes til en intensivafdeling med henblik på overvågning af de vitale organsystemer. Der blev anlagt en arteriekanyle til kontinuerlig monitorering af blodtrykket. Fortsat hypotension blev kuperet med 0,1 mg adrenalin gentagne gange, og der blev suppleret med yderligere 200 mg hydrokortison. Svær bronkospasme blev behandlet med ipratropium/fenoterol-inhalationer. Den hæmodynamiske tilstand blev effektivt stabiliseret med infusion af adrenalin 0,1 mikrogram/kg/min via et centralt venøst kateter. I forløbet kastede patienten op flere gange, og der blev givet ondansetron 4 mg i.v. Kloniske kramper blev behandlet effektivt med 5 mg diazepam givet i.v. Vitamintilskud med tiamin og B-vitamin-præparater blev påbegyndt.

Paraklinisk var ekg normalt. Biokemisk var alle blodprøver inden for normalområdet undtagen S-ethanol, der var på 48 mmol/l svarende til 2,2 promille. Patienten vågnede langsomt op over de næste timer og var efterfølgende uden erindring om episoden.

Ved uddybning af anamnesen fremkom det, at hun på trods af indtagelse af tablet disulfiram 800 mg to gange pr. uge havde haft et betydende alkoholindtag i dagene op til episoden. Sidste tablet disulfiram var indtaget, tre timer før de kliniske symptomer begyndte.

Efter et døgns indlæggelse på et intensivsengeafsnit blev hun overflyttet til stamafdelingen i habitualtilstand med en promille på nul.

DISKUSSION

Ovenstående sygehistorie viser svær hypotension og bronkospasmer i forbindelse med ADR hos en patient uden kendt lungesygdom. Denne kombination er ikke tidligere beskrevet i litteraturen. Hypotension og bronkospasme forekommer efter alkoholindtagelse, og de kliniske symptomer tyder på ADR, hvilket indikerer en mulig kausal sammenhæng.

Disulfiram har været anvendt i Danmark siden 1945. Disulfiram hæmmer enzymet acetaldehyddehydrogenase og giver ophobning af acetaldehyd i toksiske niveauer, hvilket fører til vasodilation og andre ubehagelige ADR-symptomer [1]. De typiske symptomer er ansigtsrødme, hjertebanken, åndenød, hovedpine, kvalme, opkastning, tremor og konfusion. Imidlertid kan der i nogle tilfælde udvikles svær hypotension og akut koronart syndrom [2-4]. Vores patient havde akut indsættende ADR med svær hypotension med behov for infusion af vasopressorer og bronkospasmer, som nødvendiggjorde bronkodilaterende behandling. Behandlingen af svær ADR er symptomatisk under intensiv observation. Kramper behandles med diazepam 5-20 mg givet i.v. Hypotension behandles initialt med væske. Svær hypotension er et dårligt prognostisk tegn og behandles bedst med direkte virkende sympatomimetika som f.eks. noradrenalin og adrenalin [2-4]. Kontinuerlig invasiv blodtryksmåling bør etableres hurtigt ved indgift af adrenalin og noradrenalin for at monitorere effekten heraf. Vitamintilskud bør påbegyndes.

I enkelte kasuistikker med evidensniveau 5 fremhæves medikamentet fomepizol til behandling af ADR [5]. Fomepizol er en alkoholdehydrogenasehæmmer, som teoretisk burde være effektiv, hvis der fortsat er ikkemetaboliseret alkohol i kroppen, da det normalt benyttes til behandling hos ethylenglykol- og metanolforgiftede patienter [5].

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Skule Arnesen Bakke , Anæstesi og Operationsafdelingen, Sygehus Sønderjylland, Sydvang 1, 6400 Sønderborg. E-mail: skulebakke@hotmail.com.

ANTAGET: 10. maj 2011

INTERESSEKONFLIKTER: ingen