Skip to main content

Antal forfattere pr. artikel publiceret i Ugeskrift for Læger er steget gennem de seneste 50 år

Siri Vinther & Jacob Rosenberg Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling D, Herlev Hospital

2. mar. 2012
3 min.

INTRODUKTION

Igennem flere årtier har studier vist, at antallet af forfattere pr. videnskabelig artikel stiger. Især inden for biomedicin er denne udvikling blevet problematiseret og diskuteret. Mange anser det stigende antal forfattere som udtryk for en stigende forekomst af uredelige forfatterskaber (gift authorships , også kaldet guest authorships eller honorary authorships ). Fra mange fronter har man derfor forsøgt at vende udviklingen. Blandt andet har International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE, Vancouver-gruppen) formuleret en række forfatterskabskriterier, som mange biomedicinske tidsskrifter i dag har tilsluttet sig.

Formålet med dette studie var at undersøge, om antal forfattere pr. artikel publiceret i Ugeskrift for Læger har været stigende igennem de seneste 50 år.



MATERIALE OG METODER

Ti årgange af Ugeskrift for Læger blev inkluderet, hvert femte år fra 1960 til 2010. I alt indgik 5.962 artikler i undersøgelsen. For hver artikel blev antal forfattere og artikeltype (originalartikel, oversigtsartikel, kasuistik) noteret.

RESULTATER

For alle artikler var medianen for antal forfattere en i 1960 (spændvidde 1-3), to i 1985 (spændvidde 1-9) og tre i 2010 (spændvidde 1-14) (p < 0,001). Andelen af artikler med tre eller flere forfattere udgjorde 1% i 1960 og 68% i 2010 (p < 0,0005). Andelen af artikler med en forfatter udgjorde 64% i 1960 og 7% i 2010 (p < 0,0005).

For originalartikler var medianen for antal forfattere to i 1960 (spændvidde 1-3), tre i 1985 (spændvidde 1-9) og tre i 2010 (spændvidde 1-9) (p < 0,001).

For oversigtsartikler var medianen for antal forfattere en i 1960 (spændvidde 1-2), to i 1985 (spændvidde 1-5) og tre i 2010 (spændvidde 1-14) (p < 0,001).

For kasuistikker var medianen for antal forfattere en i 1960 (spændvidde 1-2), to i 1985 (spændvidde 1-5) og tre i 2010 (spændvidde 1-6) (p < 0,001).

KONKLUSION

Antallet af forfattere pr. artikel publiceret i Ugeskrift for Læger er steget igennem de seneste 50 år. Dette fund ligger i forlængelse af andre studier, hvor man har undersøgt udviklingen for engelsksprogede biomedicinske tidsskrifter.

Hidtil har man anset stigningen i antal forfattere pr. artikel som udtryk for en stigning i forekomsten af »uredelige« forfatterskaber - såkaldte »gæsteforfatterskaber«. Der kan dog også være helt legitime årsager til, at antallet af forfattere pr. artikel stiger: Med nutidens krav til forskning bliver det vanskeligere at bidrage substantielt til alle forskningsprocessens faser.

Det er muligvis nødvendigt at nytænke de nuværende forfatterskabskriterier, så de passer bedre til nutidens forskning med samarbejde mellem mange forskere. Mange anser det for oplagt at indføre obligatoriske bidragserklæringer, hvor det tydeligt fremgår, hvem der har gjort hvad. Dette vil give øget gennemsigtighed, men det er nødvendigt at afklare, hvordan kreditering skal finde sted - hvordan bidrag anerkendes, publiceres og citeres. Derudover må der heller ikke være tvivl om, hvem der har det overordnede ansvar for et videnskabeligt stykke arbejde, som består af flere bidrag.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(3):A4390