> BMJ
En målrettet behandling med antibiotika kan gøres ved antigen test eller en klinisk score. ”Antigen tests brugt sammen med den kliniske score giver samme fordele, men ikke bedre resultater end med en klinisk score alene”, konkluderer Paul Little et al fra University of Southampton, England.
Studiet er åbent, adaptivt, pragmatisk og parallelgruppe randomiseret med patienter ≥ 3 år med ondt i halsen. Streptokok scoren bestod af: feber indenfor et døgn, purulens, inflammerede tonsiller, hoste og om patienten kom indenfor tre dage efter debut.
Deltagerne blev randomiseret til antibiotika med recept der skulle indløses efter 3-5 dage hvis fortsatte symptomerne (kontrolgruppen), klinisk score (antibiotika ved score ≥4) eller antigentest efter klinisk score (forsinket recept ved score =2, antigentest ved score ≥3).
Efter 2-4 dage var der færre symptomer i klinisk score gruppen (-0,33 på en 7-punkts skala; p= 0,04), som var på niveau med antigen testgruppen (-0,30; p= 0,05). Symptomer vurderet som moderat dårlige eller værre rettede sig signifikant hurtigere ved klinisk score (hazard ratio (HR): 1,30; 95% konfidensinterval (KI): 1,03-1,40), men ikke ved antigen test (HR: 1,11; 95% KI: 0,88-1,40).
I kontrolgruppen med mulighed for forsinket antibiotika var der 46%, der brugte antibiotika. Brug af antibiotika var hhv. 29% og 27% lavere i klinisk score gruppen og antigen testgruppen. Der var ingen signifikante forskelle i komplikationer eller genhenvendelser.
Lars Bjerrum, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Almen Medicin, kommenterer: ”Risikoen for et uhensigtsmæssigt overforbrug af antibiotika er mindre hvis man anvender mikrobiologisk diagnostik fremfor at udskrive en vent-og-se recept, og så overlade det til patienten om hun vil indløse recepten. I Danmark, og de andre nordiske lande, hvor man anbefaler StrepA test hos patienter med ondt i halsen og >= 2 Centor kriterier (belægninger, forstørrede glandler, feber, fravær af hoste) får under 1/3 en antibiotikum recept, altså færre end i Little’s studie. Little´s konklusion kan således ikke overføres til Danmark”.
Little P, Hobbs R, Moore M et al. Clinical score and rapid antigen detection test to guide antibiotic use for sore throats: randomised controlled trial of PRISM (primary care streptococcal management). BMJ 2013;347:f5806.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24114306.