Skip to main content

Antibiotika til patienter med kroniske rygsmerter efter diskusprolaps

Norsk studie kan ikke vise effekt af tre måneders amoxycillinbehandling til patienter med kroniske rygsmerter og Modic-forandringer.

(Foto: Colourbox)

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

21. nov. 2019
2 min.

Modic-forandringer ses på MR-skanninger som hvide plamager i knoglen omkring en tidligere diskusprolaps og karakteriseres morfologisk som type 1-3. I type 1-forandringer, som er til stede hos ca. 5% af befolkningen og hos 35-40% af patienter med kroniske lænderygsmerter, er der fundet kronisk inflammation, som hos nogle patienter mistænkes for at være forårsaget af infektion med den lavvirulente hudbakterie Propionibacterium acnes. Tidligere studier af langvarig behandling med antibiotika ved Modic type 1-forandringer har vist klinisk betydende positiv effekt på rygsmerterne ved etårsfollowup. Et nyt norsk multicenterstudie inkluderer 180 patienter med kroniske rygsmerter, tidligere diskusprolaps og både Modic type 1- (n = 118) og Modic type 2-forandringer (n = 62), som behandles med enten tre måneders amoxicillin (750 mg × 3 daglig) eller placebo. Forfatterne konkluderer, at antibiotikabehandlingen ikke har ført til klinisk betydende forbedringer i patienternes symptomatologi.

Claus Manniche, professor ved Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, kommenterer: »En længe ventet RCT fra Norge, hvor målet ifølge forfatterne var 1 til 1-gentagelse af den tidligere publicerede randomiserede kliniske RCT. Man har i det nye studie dog tillige inkluderet Modic type 2-patienter, som hidtil ikke har været mål for antibiotikabehandling. Data viser ingen behandlingseffekt i type 2-subgruppen. Forfatterne har overraskende valgt i artiklen at analysere og konkludere summarisk på basis af Modic type 1- og type 2-resultaterne samlet. Faktisk skal læseren hitte vej over i supplementums side 14 for at finde den reelle 1 til 1-analyse af Modic type 1-patienterne. Her er der statistisk signifikans til fordel for aktiv behandling, og man finder en efter almindelige standarder relevant klinisk forskel ved etårsfollowup med hensyn til det primære outcome-parameter. Det samlede antal væsentlige bivirkninger i studiet er begrænset. Næste step i Modic-forskningen må være at foretage en metaanalyse inddragende de nu i alt tre RCT’er på området samt at undersøge antibiotika over for andre interventioner hos patienter med Modic type 1-forandringer«.

Bråten LCH, Rolfsen MP, Espeland A et al. Efficacy of antibiotic treatment in patients with chronic low back pain and Modic changes (the AIM study): double blind, randomized, placebo controlled, multicenter trial. BMJ 2019;367:I5654.

Interessekonflikter: CM er shareholder i Persica Pharmaceuticals Ltd.